Der er to mulige ruter: Machame-ruten hvor man campere, og
Marangu-ruten, hvor man bor i hytter. Her beskriver vi et
ruteeksempel for Marangu-ruten.
Dag 1: Arusha/Moshi - Hibo - Mandara Hut
Afgang fra enten Arusha eller Moshi med kurs mod landsbyen
Himo, der ligger omkring 40 km øst for Moshi. Det er her, du møder
guiden og bærerne. Når alle er klar, og udstyret er kontrolleret,
fortsætter du til startstedet ved Marangu Gate i ca. 1.900 meters
højde. Ved indgangen får du udstedt billetter til parken, og så
begynder den 4-5 timers lange vandretur gennem skoven til Mandara
Hut i ca. 2.700 meters højde. Hytten ligger ca. 2 timers vandretur
(tur-retur) fra Maundi krateret, hvor der er en flot udsigt mod
Kilimanjaros højeste tinder. Du vender tilbage til hytterne til
middag og overnatning.
Dag 2: Mandara Hut - Horombo Hut
Efter morgenmaden starter den stejle opstigning gennem
regnskov, før du krydser det åbne hedeområde på Mawenzis sydvendte
skråning. Du fortsætter ca. 1.000 højdemeter opad, inden dagen
afsluttes ved Horombo Hut i 3.720 meters højde. Dagens vandretur er
på ca. 6 timer og er omkring 12 km. lang. Vel fremme ved hytterne
er resten af dagen fri til afslapning, middag og overnatning.
Dag 3: Horombo Hut - Kibo Hut
Efter morgenmad begiver du dig ud på den dramatiske
opstigning til Kibo Hut, der ligger i 4.300 meters højde. Turen
tager dig gennem dalen bag Horombo Hut og op på det område, der
kaldes Sadlen. Området er ret bredt og fladt sammenlignet med
resten af ruten og ligger i ca. 4.200 meters højde. Du passerer den
sidste vandpost og fortsætter til Kibo Hut, hvor der venter middag
og overnatning.
Dag 4: Akklimatisering i Kibo Hut
Du er allerede højt oppe, og dagen er derfor afsat til at
vænne sig til højden. Dette er en god investering, da det højner
dine chancer for at nå toppen betydeligt. Desuden giver det
mulighed for at udforske den smukke natur omkring hytten. Der er
flere gode akklimatiseringsruter, du kan vælge at vandre i løbet af
dagen. Men du er naturligvis også velkommen til bare at slappe af
og forberede dig på opstigningen mod toppen i morgen tidlig. Også
denne aften er der middag og overnatning i Kibo Hut.
Dag 5: Kibo Hut - Uhuru Peak - Horombo Hut
Efter en hviledag er du klar til at starte meget tidligt
på den sidste hårde tur mod toppen. Det er en lang dag, der meget
vel kan vare 12-15 timer. Du tager af sted fra hytterne omkring
midnat og påbegynder opstigningen mod toppen Uhuru Peak i 5.895
meters højde. Dette er turens virkelige styrkeprøve, og det
skønnes, at kun 40% af trekkerne når helt til toppen. Men
oplevelsen er alle anstrengelserne værd! Hvis du når helt op til
toppen, og vejret i øvrigt tillader det, belønnes du med en
formidabel udsigt ud over Tanzania og ind i Kenya. Langt under dig
strækker de flade landskaber sig mod horisonten, og på nogle dage
kan du endda få et glimt af Kenyas højeste bjerg, Mt. Kenya.
Selvom Kilimanjaro kun ligger 340 kilometer syd for ækvator er
toppen året rundt dækket af sne, is og gletsjere. Men forskerne
forudsiger, at gletsjerne vil være smeltet inden 2020 på grund af
den globale opvarmning.
Du har ca. 20 minutter på toppen til
fotografering og til at få pusten. Herefter starter nedstigningen
til Horombo Hut, der ligger ca. 2.200 højdemeter længere nede ad
bjerget. Vel fremme i hytten venter et velfortjent hvil, middag og
en god nats søvn.
Dag 6: Horombo Hut - Hibo - Moshi/Arusha
Turens sidste dag går med nedstigningen til Marangu Gate,
hvor du kommer tilbage gennem nogle af de fantastiske landskaber,
som du passerede på vejen op. Efter ankomsten til Himo er der
transport videre til enten Moshi eller Arusha.
OBS!: Det er ikke nogen let opgave at bestige
bjerget, og deltagerne skal være forberedt på, at det kræver både
det rette udstyr og god kondition at klare turen. Selvom turen ikke
er teknisk krævende, kan man blive fysisk påvirket af at opholde
sig i højden. Derfor er der indlagt en hviledag undervejs, hvilket
højner chancen for at nå toppen betydeligt sammenlignet med de
5-dages ture, der også udbydes nogle steder. Endnu en nøgle til at
nå toppen er at tage det stille og roligt. Lad være med at skynde
dig.
Prisen inkluderer:
* Transport til/fra Arusha/Moshi
* Guide
* Bærere
* Parkfee
* Måltider under vandreturen
* Indlogering i simple hytter/camp
Prisen inkluderer ikke:
* Flybillet fra Danmark til Tanzania t/r
* Drikkepenge
Husk at medbringe:
Solhat, solcreme, varmt tøj/flere lag, varm hat, handsker, sovepose
(til temperaturer under minus 5 grader), vandrensetabletter,
vandrestøvler (der er gået til), vandrestave (frivilligt), vand- og
vindtæt tøj, pandelygte, kamera og kikkert. Nogle af tingene kan
lejes på stedet.
Drikkepenge:
Det er god stil og i øvrigt kutyme at belønne de folk, som
gør oplevelsen mulig. Her er nogle retningslinjer for, hvad der
normalt gives i drikkepenge til "personalet":
Ved 1 deltager: 1 x USD 60 (guide) + 1 x USD 40
(kok) + 1 x USD 30 (bærer) = USD 130,-
Ved 2 deltagere: 1 x USD 60 (guide) + 1 x USD 50
(assistant guide) + 1 x USD 40 (kok) + 3 x USD 30 (bærere) = USD
120,- pr. pers.
Ved 3 deltagere: 1 x USD 60 (guide) + 1 x USD
50 (assistant guide) + 1 x USD 40 (kok) + 6 x USD 30 (bærere)
= USD 110,- pr. pers.
Ved 4 deltagere: 1 x USD 60 (guide) + 1
x USD 50 (assistant guide) + 1 x USD 40 (kok) + 8 x USD 30
(bærere) = USD 110,- pr. pers.
Vigtigt:
Turen kræver udover god fysisk ikke nogen særlig
bjergbestigerteknisk indsigt, men vær meget opmærksom på symptomer
på højdesyge, som kan forekomme fra ca. 3.000 meters højde.
Lokalguiderne er naturligvis fuldt ud kompetente og er vant til at
"læse" deltagerne, så de vil selvfølgelig følge nøje med i
deltagernes ve og vel i løbet af bestigningen.
Bestigningsture på Kilimanjaro fås i mange længder og
kvaliteter. DANexplore fraråder at vælge en tur, der er kortere end
6 dage af hensyn til akklimatiseringen på bjerget. Ønskes mere tid
til akklimatiseringen kan turens forlænges med én eller flere dage.
Pristillægget er i givet fald ca. USD 230,- pr. person pr. ekstra
dag (pris pr. 2012).
Det er ekstremt vigtigt at du sikrer dig, at du
forlader Danmark med den bedst mulige rejseforsikring i rygsækken.
Brug god tid på at sætte dig ind i, hvordan dækningen er skruet
sammen.
Da der ikke forefindes forsyninger af nogen art på bjerget, skal
alle fornødenheder bæres af turens bærere. Tag ikke flere
personlige ting med på turen, end du har brug for. Vi anbefaler et
sæt dagbeklædning og et rent sæt tøj til aftenerne. Medbring også
et sæt skiundertøj.
Vi beder gæsterne om højst at pakke 15 kg pr. person/rygsæk.
Eventuel ekstra bagage kan opbevares gratis på vores kontor i
Nairobi eller på hotellet i Arusha / Moshi.
Soveposer kan lejes lokalt - dog kun ved forudgående bestilling.
Prisen er pr. 2012 USD 10,- pr. sovepose pr. deltager.
Børn under 10 år må i henhold til lovgivningen ikke bestige
bjerget.