Få et tilbud på din rejse

Malaysia

  Tryghed

  Personligt rejsebureau

  Hjælp på rejsen døgnet rundt

  Konkurrencedygtige priser

  Over 30 års rejseerfaring

Malaysia

Glæd dig til at opleve det kontrastfulde Malaysia

Fra moderne storbyer fyldt med templer og hightech bygninger til små landsbyer i den dybeste jungle. Her er noget for de historieinteresserede, for wildlife- og dykkerentusiaster og for dig, der drømmer om at bestige bjerge. Her er bountyøer og luksus resorts, og en befolkning som er både imødekommende og oprigtig gæstfri.

Lidt om Malaysias geografi og befolkning

Malaysia ligger i Sydøstasien og er delt op i to dele. Den ene del ligger på Malaccahalvøen i vest, og den anden del ligger på Borneo i øst. Det vestlige Malaysia, også kaldet ”Fastlands-Malaysia”, grænser op til Thailand i nord og Singapore i syd. På Borneo grænser Malaysia op til Sultanatet Brunei og Indonesien.

Malaysia er næsten 8 gange større end Danmark og her bor godt 28 millioner mennesker. Malaysia er en sand smeltedigel af kulturer, hvor religioner som islam, buddhisme, kristendom, hinduisme og traditionelle kinesiske religioner lever side om side. Det afspejles blandt andet i de spændende etniske bydele, festivaller og ikke mindst det malaysiske køkken.

Bestil et tilbud på din rejse til Malaysia her

Vejret i Malaysia

Du kan rejse til Malaysia året rundt. Landet har et tropisk klima, hvilket betyder at dagtemperaturen sjældent kommer under 30 grader. Det betyder også, at luftfugtigheden er høj og at daglige regnskyl, selv i ”tørsæsonen”, ikke er usædvanligt.

Der findes alligevel enkelte tommelfingerregler, som du kan forholde dig til, når du vil planlægge en rejse til Malaysia i tørvejr.

Vejret i det vestlige Malaysia

I den nordvestlige del af Malaysia, fx omkring Penang og Langkawi, falder der store mængder nedbør i september og oktober. Vil du undgå nedbør, når du besøger Langkawi, så er sandsynligheden for tørvejr størst fra november til april.

Rejser du alligevel til Malaysia i september og oktober, så vær opmærksom på, at selvom det regner på vestkysten, så skinner solen på østkysten, hvor du også finder dejlige tropeøer og nationalparker.

Kuala Lumpur, som ligger i den sydvestlige del af Malaysia, har tørvejr fra november til februar og igen i maj og juni.

Vejret på Borneo

Borneo ligger i den østlige del af Malaysia, hvor tørsæsonen strækker sig fra marts til oktober.

Det er en rigtig god idé at undgå Borneo i januar måned, hvis dit formål med rejsen er at vandre i junglen, trekke til Mount Kinabalu, snorkle eller dykke. Det skyldes at nedbøren på Borneo er på sit højeste i januar måned, hvilket besværliggør alle former for trekking. Sigtbarheden på både snorkel- og dykkerture kan også være væsentlig nedsat på grund af regnen.

Bestil et tilbud på din rejse til Malaysia her

Udvalgte oplevelser i Malaysia

Der findes et hav af oplevelser i Malaysia, så dette er blot et udpluk baseret på de områder, som vi primært laver rundrejser til.

Udvalgte højdepunkter i det vestlige Malaysia

Kuala Lumpur, Malaysias hovestad

Kuala Lumpur udgør en smeltedigel af Malaysias forskellige etniske grupper. Her finder du både hinduistiske og buddhistiske templer, kirker og moskeer og samtidig bygninger fra kolonitiden, hvor byen var under britisk styre.

I dag er Kuala Lumpur en moderne by, som er både ren og nem at komme rundt i. Her er en behagelig atmosfære og masser af spændende udflugts-muligheder. Oplev for eksempel det berømte Sin Sze Si Ya Tempel, Little India og Chinatown og naturligvis Petronas Twin Towers. For de madglade kan vi også varmt anbefale at besøge Kuala Lumpurs mange gadekøkkener.

Langkawi, 99 øer på vestkysten af Malaysia

Øgruppen Langkawi er omgivet af funklende turkisfarvet hav og har strande strøet med palmetræer og det blødeste hvide sand. Hovedøen er en blanding af marker og grønne bjergskråninger. For dem som søger eventyr, så tilbyder Langkawi fremragende dykning og trekkingmuligheder op til De Syv Brøndes Vandfald.

Penang, “Orientens perle”

Penang er en af de mest besøgte destinationer i Malaysia, og det er blandt andet her, at du finder George Town. George Town er på UNESCOs verdensarvsliste og formår med sin unikke arkitektur at forene den moderne og den historiske arkitektur på charmerende vis. Penang er også kendt som “mad-hovedstaden” i Malaysia, så glem ikke at smage den berømte nasi kandar og Penang char kuey teow, når du er der.

Cameron Highlands, teplantager og trekking

Cameron Highlands er kendt for områdets store teplantager, der pryder landskabets bakker og dale med uendelige frodige rækker af grønne teplanter. Er du interesseret i teproduktion? Så besøg de lokale producenter og nyd en kop lokalproduceret te. Med kilometervis af gode stier er Cameron Highlands også et godt sted at trekke. Desuden er her også templer, skove og frugtfarme, som er værd at besøge.

Taman Negara National Park

Taman Negara National Park er en 130 millioner år gammel regnskov, som du kan udforske til lands, til vands og i luften. Udforsk kalkstensgrotter, tag på vandretur i junglen, sejl langs floden og spot dyrelivet på en dag- eller aftensafari. Det er også her, du kan gå på verdens længste gangbro, Canopy Walkway, som hænger 30 meter oppe i luften.

Redang Island

Redang Island er en berømt badeferie- og dykkerdestination med en masse skønne resorts. Redang Island er berømt for sit klare vand, kridhvide sandstrande og et imponerende liv under havets overflade. I modsætning til sin nabo, Perhentian Island, som er populær blandt rygsækrejsende, så appellerer Redang Island mere til det eksklusive marked.

Udvalgte højdepunkter på Borneo

Bestig Mount Kinabalu

Mount Kinabalu hæver sig 4.096 meter over havoverfladen, hvilket gør det til et af de højeste bjerge i Sydøstasien. Selvom der ikke kræves specialudstyr for at nå toppen, anbefales et moderat til højt fitnessniveau for at klare turen til toppen. Kronen på værket er at se solen stå op over Borneo fra toppen af bjerget. Under de rette vejrforhold er jordens krumning den eneste begrænsning for, hvor langt du kan se over Sabah’s bjergområder, de flade sletter og det endeløse hav.

Sepilok Orangutang Center

Centerets formål er at rehabilitere orangutanger, der af forskellige årsager, ikke er i stand til at klare sig selv i naturen. På samme tid gør centeret det også muligt for besøgende at se og opleve orangutangerne i deres naturlige miljø i Borneos skove.

Sukau regnskoven.

Tag på bådtur langs Kinabatanganfloden, som er hjemsted for en utrolig koncentration af vilde dyr. Her kan du være heldig at spotte nogle af de 10 forskellige abearter, blandt andet den berømte næseabe, der findes i Sukau. Området er også hjemsted for Borneos pygmæelefanter og alle otte slags næsehornsfugle, som lever på Borneo – så hold godt øje!

Gaya Island

En kort sejltur fra Kota Kinabalu ligger en lille ø dækket af regnskov og omgivet af det fineste hvide sand. Gaya Island ligger i det beskyttede område Tunku Abdul Rahman National Park. Udforsk øens rige dyreliv på regnskovens mange vandrestier eller træk i dykkerudstyret og gå på opdagelse i den del af nationalparken, der befinder sig under havets overflade.

Danum Valley

Gå på opdagelse i Danum Valley, hvor både orangutanger, pygmæelefanter, krokodiller, næseaber og næsehornsfugle lever i fred og ro i regnskovens uspolerede omgivelser. Danum Valley kan opleves fra luften på de mange hængebroer, der forbinder trætoppene eller du kan bade i vandfald og vandre gennem regnskoven. Der er mange forskellige vandrestier i området af forskellig længde og sværhedsgrad, så der er noget for enhver.

Gunung Mulu National Park

Nationalparken er berømt for sine imponerende grotter, også kendt som Mulu-grotterne. Grotterne findes også på UNESCOs verdensarvsliste, og det er ikke uden grund. Mount Mulu er Sarawaks næsthøjeste bjerg og består af kalkstensformationer, klipper og kløfter samt de imponerende grotter. Sarawak Chamber, som er en af grottens huler, har rekorden som verdens største kendte underjordiske hule. Den er så stor, at 40 Boeing 747 kan være derinde! Gunung Mulu National Park er også kendt for sit rige dyreliv med hele 8 arter af næsehornsfugle, 27 arter af flagermus, skæggede vildsvin, spøgelsesaber, gibbonaber, 3 hjortearter og mange flere.

Få hjælp til at planlægge din rundrejse i Malaysia

Ring til os på 86 40 88 44 – det er helt uforpligtende – eller send en rejseforespørgsel via formularen nedenfor og vi viser dig, hvordan din drømmerejse til Malaysia kan se ud.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Send en forespørgsel på rejsen

Udfyld formularen og få et uforpligtende rejsetilbud. Vi glæder os til at hjælpe dig med din drømmerejse.