Drømmer du om knitrende sne, historiske byer og det dansende nordlys? Tag med på vinter-rundrejse, som kombinerer tog, skib og fly, så du oplever Norge fra de absolut bedste vinkler. Du starter med toget fra København og tager nattoget videre ad Dovrebanen til den historiske domkirkeby Trondheim. Herfra hopper du ombord på det ikoniske Hurtigruten og sejler langs den vilde norske kystlinje op til Tromsø.
Undervejs krydser du Polarcirklen, og chancerne for at se nordlys fra dækket er rigtig gode, fordi du sejler langt væk fra storbyens lysforurening. Rejsen slutter med et par dage i den arktiske hovedstad, Tromsø, hvor du enten kan udforske byen i dit helt eget tempo eller prøve kræfter med alt fra hundeslæde til snescooter. Når eventyret er slut, flyver du direkte hjem til Danmark.
Nordlys kan vi (desværre) aldrig garantere, men på denne rute giver du dig selv de absolut bedste chancer for at se det grønne lys danse på himlen.

Bemærk: Flere af udflugterne finder sted samme dag, og det er derfor ikke muligt at deltage i dem alle. Kontakt os og hør mere om mulighederne og få hjælp til at udvælge dit udflugtsprogram.

Tag med på en stemningsfuld aften i jagten på nordlyset. Turen går med bus ud af Tromsø til en privat Aurora Safari Camp, hvor mørket, roen og de arktiske omgivelser skaber gode rammer for at opleve nordlyset, hvis vejret er med jer.
Undervejs følger de lokale, engelsktalende guider vejrudsigten tæt og vurderer, hvor der er størst chance for klart vejr og synligt nordlys. På campen kan du holde varmen i opvarmede omgivelser, låne termisk vinterdragt og nyde varme drikke, en lokal sød snack og et let varmt måltid.
Der er også mulighed for at bruge stativ til fotografering, og turen inkluderer nordlysbilleder i standardopløsning. Nordlys kan aldrig garanteres, men turen er tilrettelagt med fokus på at give de bedst mulige betingelser for en hyggelig aften under den arktiske vinterhimmel.
Pris pr. person: DKK 1.043,-

Fra Tromsø går turen med bus mod en lokal slædehundelejr ved indgangen til Lyngsalperne. Her møder du de venlige og energiske slædehunde, som står klar til dagens tur gennem det sneklædte landskab.
Inden afgang får du udleveret varmt vinterudstyr og en grundig instruktion i slædekørsel. Der køres to personer pr. slæde, hvor den ene styrer, og den anden sidder som passager. Undervejs er der mulighed for at bytte plads.
Selve slædeturen varer omkring en time og går gennem nåleskov og åbent terræn i Helligskogen-dalen med udsigt til fjorde og snedækkede bjerge. Efter turen serveres varm suppe, brød og varme drikke, mens guiderne fortæller om hundene, naturen og livet i området.
Pris pr. person: DKK 2.210,-

Tag på snescootertur i det vinterklædte landskab ved Camp Troll, omgivet af Lyngsalpernes fjelde og sneklædte dale. Turen begynder med transport fra Tromsø med bus og færge, inden du ankommer til campen og får udleveret varmt vintertøj og sikkerhedsudstyr.
Guiden giver en grundig introduktion til, hvordan snescooteren styres sikkert. Der køres to personer pr. snescooter, en chauffør og en passager, og der er mulighed for at bytte plads undervejs.
Snescooterturen varer cirka 1-1,5 time og strækker sig over omkring 20 kilometer gennem åbne vinterlandskaber med stop undervejs til billeder. Efter turen samles gruppen i et rensdyrhyrde-telt, hvor der serveres varm suppe og drikke omkring bålet.
Pris pr. person: DKK 1.914,-

Nyd en rolig aften på vandet omkring Tromsøya ombord på en komfortabel og næsten lydløs hybridkatamaran. Her kombineres arktisk vinterstemning med udsigt til fjelde, fjord og Tromsøs lys fra vandsiden.
Undervejs serveres en 3-retters middag med nordnorske råvarer og retter inspireret af den lokale madkultur. Fra de store panoramavinduer kan du følge landskabet, mens den engelsktalende besætning fortæller om Tromsø, bjergene og den nordnorske fiskehistorie.
Hvis vejret og nordlysforholdene er gode, kan der være mulighed for at opleve nordlys fra dækket. Nordlys kan dog aldrig garanteres, men turen giver en stemningsfuld aften med god mad og rolig sejlads.
Pris pr. person: DKK 1.618,-

I januar kan du tage på hvalsafari fra Tromsø-området og opleve det arktiske havlandskab, hvor pukkelhvaler og spækhuggere i perioder søger føde i fjordene omkring Skjervøy.
Turen foregår med komfortabel båd med opvarmede saloner og panoramavinduer. Når hvalerne observeres, kan båden skifte til lydløs, elektrisk motor, så oplevelsen foregår så skånsomt som muligt for dyrene.
Undervejs fortæller guiderne om hvalernes adfærd, naturen og det arktiske havmiljø. Der bruges typisk 1,5-2 timer på at finde og observere hvalerne. Hvaler er vilde dyr, og observationer kan derfor ikke garanteres, men turen giver en spændende mulighed for at opleve Nordnorges vinterhav på nært hold.
Pris pr. person: DKK 1.471,-

Tag med til en samisk lejr uden for Tromsø og få indblik i samisk kultur, rensdyrhold og livet i det arktiske vinterlandskab. Turen starter med en køretur på cirka 45 minutter gennem det smukke landskab omkring Lyngsalperne.
Ved ankomst møder du rensdyrene og får mulighed for at fodre dem. Herefter venter en rensdyrslædetur på cirka 20 minutter gennem det sneklædte landskab, afhængigt af sneforholdene.
Efter turen samles gruppen i en traditionel gamme eller lavvu, hvor der serveres varme drikke og frokost. Måltidet består typisk af den samiske gryderet Bidos med rensdyrkød og rodfrugter. Den samiske guide fortæller om kultur, historie, håndværk og traditioner omkring bålet.
Pris pr. person: DKK 1.424,-

Denne aftentur kombinerer rensdyr, samisk kultur, middag og muligheden for nordlys over vinterlandskabet. Turen går til en samisk lejr uden for Tromsø, hvor du kommer tæt på rensdyrene og får indblik i en vigtig del af Nordnorges kultur.
I løbet af aftenen er der arrangeret en kort rensdyrslædetur gennem vinterlandskabet, hvis sneforholdene tillader det. Du får også mulighed for at fodre rensdyrene og høre om deres betydning i samisk tradition og levevis.
Aftenen fortsætter i en hyggelig gamme eller lavvu, hvor der serveres en samisk middag med varme drikke. Omkring bålet fortæller den engelsktalende samiske guide om kultur og historie, og du kan opleve joik, den traditionelle samiske sangform. Hvis himlen er klar, kan der også være mulighed for at se nordlys undervejs. Nordlys og rensdyrslædetur afhænger dog af henholdsvis vejr og sneforhold.
Pris pr. person: DKK 1.623,-

Oplev en stemningsfuld aftenkoncert i Tromsø Domkirke midt i centrum af byen. Koncerten foregår i Nord-Europas største trækirke og er en rolig og kulturel oplevelse efter en dag i Tromsø.
Repertoiret består af klassisk musik, salmer, folkemelodier samt nordnorsk og samisk musik, fremført af professionelle musikere. Midnatskoncerterne har i mange år været en fast tradition i Tromsø og giver et fint indblik i den musikalske kultur i Nordnorge.
Bemærk, at koncerten finder sted i Tromsø Domkirke i centrum og ikke i Ishavskatedralen på den anden side af broen.
Pris pr. person: DKK 223,-

Tag med ud af Tromsø og oplev vinterlandskabet i Malangen på en rolig og tilgængelig sneskotur. Her handler det ikke om at bestige bjerge, men om at komme ud i naturen, mærke vinteren og opleve det nordnorske friluftsliv i et behageligt tempo.
Med en erfaren guide bevæger du dig gennem sneen på snesko og oplever de blå vintertimer, fjordlandskabet og stilheden væk fra byen. Turen er let og kræver ingen særlige forkundskaber.
Efter sneskoturen besøger du Tove’s Tradisjonsmat Café ved kysten i Malangen. Her er der tid til at varme sig med kaffe, te eller kakao og nyde et stykke hjemmebagt kage i hyggelige omgivelser, ofte omkring bålet i en lavvu.
Pris pr. person: DKK 1.119,-
Se vores rejseforslag