På denne grønlandsrejse kombinerer du Nuuk og Ilulissat og får både hovedstadsliv, fjordlandskaber og nogle af Grønlands største vinteroplevelser. Rejsen begynder i Nuuk, hvor museer, caféer, farverige kvarterer og grønlandsk kultur ligger tæt på fjelde, fjord og mørke nattehimle.
Derefter fortsætter du til Ilulissat ved Diskobugten, hvor isbjergene er en del af hverdagen. Her kan du opleve den UNESCO-beskyttede isfjord, tage på sejlads blandt isbjergene, gå ture i vinterlandskabet og tilkøbe oplevelser som hundeslæde, snescooter, nordlys og overnatning i nordlys-glasiglo.
I efteråret 2026 åbner den nye internationale lufthavn i Ilulissat, hvilket gør det muligt at flyve direkte fra Ilulissat til København på hjemrejsen.


Tag med en lokalguide rundt i Nuuk og hør om byens historie, udvikling og hverdagsliv. Undervejs kommer du blandt andet forbi udsigtspunktet ved Hans Egede-statuen, gamle farverige huse og den nyere boardwalk langs Nuuks kystlinje.
Guiden fortæller også om Grønland generelt og om de store forandringer, landet står midt i.
Pris pr. person: DKK 399,- for voksne / DKK 175,- for børn 2-11 år

Oplev Nuuk-fjorden fra vandsiden med udsigt til fjelde, øer og vinterlandskaber. Nuuk-fjorden er et af verdens største fjordsystemer, og undervejs kan du opleve de sneklædte landskaber fra søsiden.
Ruten afhænger af vejr, bådtype og dagens forhold. Normalt går turen omkring Sermitsiaq-øen, men kaptajnen kan justere ruten, hvis der for eksempel er mulighed for at opleve et flot isbjerg eller særlige naturoplevelser undervejs.
Pris pr. person: DKK 898,- for voksne / DKK 449,- for børn 2-11 år

Sejl ud i Nuuk-fjorden og væk fra byens lys. Turen går mod Akia, hvor du kan få udsigt til Nuuks skyline, inden båden fortsætter dybere ind i fjorden. Undervejs gøres der stop, hvor motoren slukkes, så du kan opleve nattehimlen og stilheden omkring fjorden.
Nordlys er et naturligt fænomen og kan aldrig garanteres, men turen giver gode forudsætninger for at opleve det, når himlen er klar. Hvis vejret gør det umuligt at se nordlys, aflyses turen og refunderes.
Pris pr. person: DKK 949,- for voksne / DKK 475,- for børn 2-11 år

Sejl dybt ind i Nuuk-fjorden til Kapisillit og få et indblik i hverdagslivet i en lille grønlandsk bygd omgivet af storslået natur. Bygden har kun omkring 40 indbyggere, og besøget giver et fint indtryk af livet i et lille lokalsamfund langt fra hovedstaden.
Du kan gå en tur op til kirken, hvorfra der er udsigt over fjorden, og opleve hvordan natur, traditioner og moderne hverdagsliv mødes i bygden.
Pris pr. person: DKK 1.998,- for voksne / DKK 999,- for børn 2-11 år

Tag på fisketur i Nuuk-fjorden og få fangsten tilberedt med lokale råvarer efterfølgende. Turen foregår i en komfortabel og opvarmet kabinebåd, hvor du får udleveret fiskeudstyr og introduktion til fiskeriet.
Der er ingen fangstgaranti, men restauranten har altid fisk klar, hvis heldet ikke er med. Efter fiskeriet bliver du kørt til Inuk Hostels, hvor måltidet tilberedes med lokale råvarer. Det kan også være muligt at benytte spa og sauna, mens maden tilberedes. Dette aftales direkte med Inuk Hostels.
Pris pr. person: DKK 1.649,- for voksne / DKK 825,- for børn 2-11 år

Kombiner en sejltur i Nuuk-fjorden med fiskeri og grønlandsk madkultur. Du sejler ud fra Nuuk i en opvarmet kabinebåd, får udleveret fiskeudstyr og prøver kræfter med fiskeri efter blandt andet torsk og rødfisk.
Efter fisketuren bliver du kørt til Inuk Hostels, hvor fangsten tilberedes med lokale råvarer og grønlandsk inspiration. Der er ingen fangstgaranti, men der er altid fisk klar, hvis heldet ikke er med. Mens maden bliver tilberedt, kan du nyde udsigten over fjorden, og der kan efter aftale være mulighed for spa og sauna.
Pris pr. person: DKK 1.898,-

Sejl blandt de store isbjerge i Diskobugten og oplev Ilulissat Isfjord fra vandsiden. Ilulissats isbræ Sermeq Kujalleq blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2004, og hver dag strømmer enorme mængder is gennem fjorden.
At sejle blandt de store isbjerge er en af de klassiske naturoplevelser i Ilulissat. Turen er med guide og inkluderer en forfriskende cocktail.
Pris pr. person: DKK 695,- for voksne / DKK 349,- for børn 2-11 år

Tag med på aftensejlads i Diskobugten og oplev mørket blandt isbjergene. Ude i bugten er der meget begrænset lysforurening, og når himlen er klar, er der gode muligheder for at opleve nordlys.
Nordlys kan aldrig garanteres, men kombinationen af mørket, stilheden og isbjergene gør turen til en særlig oplevelse i sig selv. Hvis vejret er så overskyet, at chancerne for nordlys vurderes dårlige, aflyses turen og refunderes. Turen er med guide og inkluderer varm kakao.
Pris pr. person: DKK 698,- for voksne / DKK 349,- for børn 2-11 år

Fra februar til april kan du tage med på snescooter ind i Ilulissats bagland. Turen går gennem vinterlandskaber, over frosne søer og til flotte udsigtspunkter. Undervejs gøres der stop, hvor du kan nyde udsigten over det frosne og isfyldte landskab med en varm drik og en snack.
Minimumsalder er 12 år. Chauffør skal være 18 år og have gyldigt kørekort til bil. Man kører to og to på én scooter, og der udleveres varm køredragt og hjelm. Turen er med guide og inkluderer varme drikke og snacks undervejs.
Pris pr. person: DKK 1.598,-

Fra slut januar til marts kan du tage med på snescooter ud i mørket bag Ilulissat. Med en erfaren guide kører du væk fra byen og ud i baglandet, hvor snescooternes lys slukkes undervejs, så du kan opleve nattehimlen og forhåbentlig nordlyset.
Minimumsalder er 12 år. Chauffør skal være 18 år og have gyldigt kørekort til bil. Man kører to og to på én scooter, og der udleveres varm køredragt og hjelm. Turen er med guide og inkluderer varme drikke og snacks undervejs.
Pris pr. person: DKK 1.698,-

Hundeslæde har i generationer været en vigtig del af Grønlands kulturarv, og på denne tur møder du både hundene og kusken, inden turen går ud i vinterlandskabet.
Turen starter ved hundegården, hvor du kan møde hundene og være med, når de gøres klar. Derefter følger cirka én times kørsel gennem det arktiske landskab. Til turen udleveres varmt sælskindsovertøj inkl. støvler, men du skal selv medbringe hue, halstørklæde, handsker m.m.
Hundeslæde er normalt mulig fra midt november til april, men afhænger af sneforhold. Hvis der ikke er sne nok, annulleres turen og refunderes.
Pris pr. person: DKK 1.998,- for voksne / DKK 898,- for børn 8-11 år

Tag med på en helikoptertur over Ilulissat Isfjord og videre mod Sermeq Kujalleq, den imponerende isbræ, der er blandt de mest aktive på den nordlige halvkugle.
Under flyvningen får du udsigt til de store isformationer, fjelde og det arktiske landskab. Helikopteren lander ved kanten af indlandsisen i cirka 30 minutter, hvor du kan tage udsigten og stilheden ind, inden turen går tilbage mod Ilulissat.
Pris pr. person: DKK 4.498,-

Det er muligt at opgradere én af overnatningerne i Ilulissat til en nat i nordlys-glasiglo ved Hotel Arctic. Glasigloerne har frit udsyn til nattehimlen, fjorden og forhåbentlig nordlyset direkte fra sengen.
Igloerne er udstyret med gardiner, varme der holder glasset isfrit, toilet, radio med bluetooth og rindende vand. Bemærk, at det ikke er muligt selv at vælge, hvilken nat der opgraderes til glasiglo, da der kun er få glasigloer og begrænset udbud.
Pris pr. person: DKK 1.550,- i dobbeltværelse / DKK 3.000,- i enkeltværelse
Se vores rejseforslag