Turen fra Sydney til Cairns i autocamper er en fantastisk måde at opleve den australske østkyst på, som rummer enorm variation i både natur og kultur – og en lang række af landets populære højdepunkter. Det er derfor den perfekte blanding af rejseeventyr og afslapning.
I starter i pulserende Sydney, kører gennem afslappende Byron Bay, videre til unik natur på Fraser Island og i Whitsundays, inden I slutter i tropiske Cairns. Undervejs er der masser af andre stops og oplevelser uanset om man rejser som par eller familie.
Sydney er en smuk storby, fyldt med seværdigheder. Tag en stemningsfyldt gåtur ved havneområdet, Circular Quay, hvor I bl.a. finder Jørn Utzons verdensberømte Operahus, og i nærheden, Royal Botanic Garden, som er en dejlig oase i byen.
Vil I gerne opleve en masse af Sydney på en nem og bekvem måde, er “Captain Cook Cruises Hop-On Hop-Off” en genial måde at sejle rundt til byens attraktioner på. Her kan I bl.a. lave et stop ved den anerkendte Taronga Zoo. Slut evt. dagen af med en vild udsigt over hele byen på toppen af Sydney Harbour Bridge, med
Har I brug for at blive kølet lidt af, er en af Australiens mest ikoniske strande, Bondi Beach, knap 10km fra centrum af Sydney. Slap af på den smukke hvide sandstrand, hvor I kan opleve de lokale surfere, og nyd en god frokost på en af de hyggelige caféer i området.
Efter afhentning af jeres camper i udkanten af Sydney, kører I nu mod Newcastle. Med sin blanding af surf, sand og afslappede kyststemning fanger man hurtigt essensen af byen. Newcastles vartegn er “Merewether Ocean Baths”, det største havbadsanlæg på den sydlige halvkugle, med havvand helt ud til kysten, tæt ved Merewether Beach, som er de lokales surf spot. Byens bedste strand til familier er Nobbys Beach, hvor man kan være heldig at se nogle af de ”lokale” delfiner.
Stockton Sand Dunes er en sjov seværdighed nær Newcastle. De enorme sandklitter strækker sig over 32 kilometer og er de største kystnære sandklitter på den sydlige halvkugle. Her kan I prøve kræfter med sandboarding, deltage i en 4WD-tur eller blot beundre de gyldne sand masser på en vandretur.
Ruten går nu atter ud til kysten, og denne gang er det Port Macquarie, venter forude. En populær badeby som byder på meget mere end lækre strande.
Besøg Koala Conservation Hospital og få indsigt i de nuttede pungdyr og deres livsvilkår i Australien. I kan deltage i daglige rundvisninger, møde hospitalets små patienter og lære om de forskellige bevaringsindsatser, der drives herfra. Alternativt kan I tage i Billabong Zoo og møde Australiens eksotiske dyr.
I kan også udforske regnskoven på ’Sea Acres Rainforest Boardwalk’. Turen er ca. 1,3 km lang på gangbroen, som er hævet ca. syv meter over jorden. Kom tæt på regnskovens trætoppe, lyt til fuglesang og oplev firben kravle op og ned ad de ældgamle træstammer.
Begynd dagen med en naturskøn køretur fra Port Macquarie til Coffs Harbour. Ved ankomsten til Coffs Harbour kan hele familien se frem til endnu en sjov dag med grin og action i Big Banana Fun Park, en forlystelsespark med banan-tema, hvor I finder både vandrutsjebaner, skøjteløb, minigolf, lasergame og meget mere!
Har I brug for en fredfyldt og rolig dag, så besøg Coffs Harbour Butterfly House. En indendørs subtropisk regnskov fyldt med flotte og farvestrålende sommerfugle, der frit flyver omkring. Spot sjældne sommerfuglearter, lær om livscyklussen for disse sarte insekter og hør hvordan de bidrager til økosystemet.
I dag er Byron Bay, Australiens østligste punkt, målet for dagens køretur. Byen er oplagt til hvalsafari (maj-november) hvor man kan se de enorme pukkelhvaler boltre sig i havet ud for kysten. Foretrækker I at spotte efter hvaler med fast land under fødderne, er det perfekt med en tur op til byens kendte fyrtårn, Cape Byron Lighthouse, hvor der er en fantastisk udsigt over hele bugten.
Trænger I til en dag ved stranden er Byron Bays ikoniske, Main Beach, stedet. Her findes alt til den perfekte familiedag ved stranden med gyldent sand og turkisblåt vand.
Efter et afslappende besøg i Byron Bay, kommer der gang i den, når turen går nordpå til Australiens funklende underholdningshovedstad Gold Coast. Her finder I forlystelsesparker til børn i alle aldre, udforsk bl.a. Warner Bros. Movie World, prøv de vilde forlystelser i Dreamworld, eller plask igennem det store vandland Wet’n’wild.
Brisbane er en spændende storby, som byder på en masse kultur. Start evt. dagen ud med 360◦ panorama udsigt i Wheel of Brisbane, der tager jeg med på en tur 60m oppe i luften, mens I hører om byens historiske vartegn. Vil I opleve byen til vands, kan I tage en sejltur på Brisbane River, eller slentre gennem byen på Brisbane Art Trail (2km). Vil I gerne dase lidt, er Brisbane også kendt for Streets Beach, en menneskeskabt strand inde i byen.
Fra Brisbane går turen nu til Caloundra på Sunshine Coast. Denne rolige kystby er kendt for sin afslappende atmosfære og fantastiske surfing. På ruten mellem Brisbane og Caloundra kan I stoppe og få en oplevelse hos “The Home of the Crododile Hunter” – Stewe Irwins, Australia Zoo, der i dag styres af Iwins familie. En virkelig fin og sjov zoo for alle aldre, hvor man kan blive klogere på saltvandskrokodiller i deres crocoseum, eller fodre en kænguru i deres Roo Heaven.
Turen går nu videre mod nord fra Caloundra til Hervey Bay. Undervejs kan I stoppe ved Rainbow Beach og tage den korte gåtur til Carlo Sand Blow, en cirka 15 hektar stor sanddyne, der har fundet vej til klitterne ud mod kysten. Op ad dagen ankommer I til Hervey Bay.
Hervey Bay er kendt for at være et af de bedste steder at spotte hvaler fra juli til oktober. Men byen er også et stort udgangspunkt til Fraser Island – verderns største sand ø. Svøm i Lake McKenzie, spot vilde Dingoer, bliv betaget af ruinerne af Maheno skibbrud og øens natur generelt. En tur til Fraser Island er et must, når I er I Hervey Bay.
En længere køredag venter forude i dag, men slutdestinationen er hele turen værd. Beliggende kun 30 minutter uden for Rockhampton, er kystbyen Yeppoon et must, når Queensland-kysten skal opleves og udforskes. Fra Kystbyen Yeppoon kan I både besøge Byfield National Park, Pumpkin Island og Great Keppel Island, så der er meget at bruge tiden på.
Turen fra Yeppoon til Mackay er også en af de lange stræk, men ruten har flere smukke områder I kan stoppe ved og nyde undervejs. I kan bl.a. tage forbi Mount Etna, se frodige landskaber, landbrugsområder og små kystbyer. Mackay, der kaldes ”Sukkerrørsbyen” pga. sin omfattende sukkerproduktion, er også kendt for sine fantastiske strande. Vi anbefaler man evt. stopper lidt nord for Mackey for natten, for at vågne op til en rigtig aussie oplevelse.
Nord for Mackay finder I Cape Hillsborough National Park, som er kendt for sine pelsede beboere. I de tidlige morgentimer er Cape Hillsborough-stranden opholdssted for både kænguruer og wallabies. I skal dog være klar ved solopgang, så natten kan evt. tilbringes på Cape Hillsborough Tourist Nature Park, hvor I nærmest er nabo til stranden. Efter en skøn morgen på stranden, kører I mod Airlie Beach, som er gateway til Whitsundays og Great Barrier Reef.
Dagen i dag giver næsten sig selv. Airlie Beach er et udgangspunkt til Whitsunday-øerne, så en dag med aktiviteter omkring strand, sand og sejlads er i højsædet her. Vi anbefaler en dagstur med Catamaran hvor I kan opleve verdenskendte Whitehaven Beach, snorkle i krystalklart vand og vandre til Hill Inlet Lookout.
Townsville er en af de store udgangspunkter til Great Barrier Reef, og byen er særligt kendt for deres undervandsmuseum for dykkere, MOUA. En anden perle som Townsville byder på er, smukke Magnetic Island. Hop på en katamaran til den lille ø som kun er 8km fra byen. Magnectic Island er en perle fyldt med små vandreruter hvor I kan spotte vilde koalaer og wallabies. Vi anbefaler man lejer en jeep eller en ”Barbie Car” som øen er kendt for. Det er en super måde at opleve den lille ø på, på én dag.
I tager nu afsked med Townsville og fortsætter turen længere nordpå. Målet for dagens køretur er Mission Beach, som er et paradis for naturelskere. Palmeklædte strande, tropisk regnskov og gyldne sandstrande venter. På vej til Mission Beach kan I overveje en afstikker til Wallaman Falls (Australiens højeste permanente vandfald med ét fald) og de berømte blå Cardwell Spa Pools.
Turen fortsætter i dag til rutens nordligste punkt, Port Douglas. Undervejs passerer I byen, Cairns, som I vender tilbage til efter nogle dage i Port Douglas i det tropiske nordlige Queensland.
Port Douglas er en lille populær kyst- og ferieby, kendt for sin naturskønne omgivelser. Byen er gateway til ikke mindre end to UNESCO-verdensarvssteder, nemlig Great Barrier Reef samt Daintree Rainforest, verdens ældste regnskov. Brug dagene på udforskning af den historiske regnskov og den smukke verden under vandet på Great Barrier Reef, og tilbring tid i den charmerende Port Douglas by, hvor I finder et væld af restauranter, caféer, gallerier og butikker.
Port Douglas og omegn tilbyder en perfekt blanding af kultur, natur, afslapning og eventyr for hele familien.
Det er sidste køredag i denne omgang, når turen går fra Port Douglas til Cairns. Cairns er en livlig by, som er kendt for sin afslappede atmosfære, palmeklædte Esplanade og pulserende natteliv. Byen byder på et væld af restauranter og caféer, surferbutikker, kunstgallerier og markeder.
Nyd jeres sidste dag i Cairns, inden I atter flyver hjemad. Har i tid til det helt store eventyr, kan vi anbefale at fortsætte jeres rejse til Bali, Fiji, Malaysia eller Thailand. Ræk ud til en af vores rejsekonsulenter for at høre mere om jeres næste store eventyr."
Se vores rejseforslag