Rejser til Jeju Island i Sydkorea

Jeju Island

Hvad skal man opleve på Jeju Island?

Jeju Island, kendt som Sydkoreas “Hawaii”, er et UNESCO-verdensarvsområde fyldt med vulkanske landskaber, dramatiske kyststrækninger og en rig kulturarv. Øen byder på et unikt miks af natur, historie og lokale traditioner. Fra imponerende vandfald og lavatunneler til hyggelige landsbyer og eksotiske strande, er Jeju Island et must for naturelskere og kulturinteresserede.

Jeju Island er oplagt til en mini kør-selv ferie, da den nemmeste og mest effektive måde at komme rundt på øen på, er i en lejebil.

Oplevelser og seværdigheder på Jeju Island

 Jeju City – øens livlige hovedby

Jeju City er hovedbyen på Jeju Island og fungerer som øens indgang med både lufthavn og havn. Byen kombinerer moderne omgivelser med lokal charme og er et oplagt sted at have base under opholdet på Jeju Island. Her finder du et stort udvalg af restauranter, caféer og markeder, hvor du kan smage øens berømte specialiteter som sort svinekød og friske skaldyr. Dongmun Traditional Market er et must for madentusiaster, med boder fyldt med frugt, tørret fisk, lokale snacks og håndlavede souvenirs. Byen har også flere kulturelle attraktioner som Jeju Folklore & Natural History Museum og Halla Arboretum, der viser øens unikke flora. Om aftenen byder Jeju City på et hyggeligt natteliv med barer og små spisesteder, hvor du kan opleve den lokale stemning.

Seongsan Ilchulbong – solopgangskrateret

Seongsan Ilchulbong, også kaldet Sunrise Peak, er et vulkansk krater skabt af en undervandseksplosion for mere end 5.000 år siden. Stedet er berømt for sin spektakulære solopgang, som kan nydes fra toppen af krateret efter en forholdsvis kort, men stejl vandretur. Stien til toppen er velholdt og giver undervejs flotte udsigter over det omkringliggende hav og landskab. Kraterets kant er dækket af frodige græsarealer, og området omkring basen har små caféer og souvenirbutikker.

Seongeup Folk Village – traditionel kulturarv

Seongeup Folk Village giver et indblik i Jejus traditionelle liv med velbevarede huse med stråtage, stenmure og smalle stier. Landsbyen har været beboet i århundreder og fungerer i dag som et levende museum, hvor besøgende kan se gamle redskaber, lære om lokale traditioner og opleve håndværk udført af de nuværende beboere. Her møder man også Jejus berømte “dol hareubang” – stenskulpturer, som menes at være beskyttende ånder.

Hallasan National Park – Sydkoreas højeste bjerg

Midt på øen ligger Hallasan National Park med Hallasan bjerget, en sovende vulkan og Sydkoreas højeste bjerg med en højde på 1.947 meter. Nationalparken tilbyder flere vandrestier i forskellige længder og sværhedsgrader, fra korte ture til længere dagsture, der fører til kraterets rand. Stierne byder på varierede landskaber med lavamarker, skovområder og udsigtspunkter, der ændrer karakter med årstiderne. Om vinteren dækkes toppen af sne, hvilket giver en dramatisk kontrast til de omkringliggende grønne landskaber.

Jeongbang Waterfall – vandfald møder havet

Jeongbang Waterfall er et af de få vandfald i Asien, der falder direkte ned i havet. Vandfaldet, som har en højde på 23 meter, ligger tæt på byen Seogwipo og er omgivet af klipper og frodig vegetation. Besøgende kan gå helt ned til bunden af vandfaldet, hvor de kan nyde den friske brise og tage billeder af vandet, der styrter ned mod klippebunden. Området omkring vandfaldet har også små boder, hvor lokale sælger friske frugter og snacks.

Cheonjiyeon Waterfall – natur og legender

Cheonjiyeon, som betyder “himmel og jord forbundet med en vandtråd”, er et populært sted på Jeju kendt for sin rolige atmosfære og smukke omgivelser. En kort gangsti fører besøgende gennem en frodig skov, hvor man kan opleve sjældne planter og fugle, inden man når selve vandfaldet. Om aftenen er området oplyst, hvilket skaber en magisk stemning.

Hamdeok Beach – familievenlig strand med lavt vand

Hamdeok Beach er kendt for sit klare, lavvandede vand og fine, hvide sand. Stranden er ideel til svømning, især for familier med børn, og har en afslappet stemning med nærliggende caféer og restauranter. Ved lavvande blotlægges store sandbanker, som giver mulighed for lange gåture i vandkanten.

Rainbow Road – farverig kyststrækning

Rainbow Road er en malerisk kystvej tæt på Jeju City, der er kendt for sit lange, regnbuefarvede autoværn og fantastiske udsigt over havet. Vejen er populær blandt både cyklister og bilister, der ønsker en naturskøn rute med mulighed for et farverigt fotostop undervejs.

Snoopy Garden – en oplevelse for familier

Snoopy Garden er en unik temapark omgivet af skov, hvor figurerne fra Peanuts-universet indgår i kunstinstallationer og legepladser. Haven er opdelt i indendørs og udendørs områder og byder på kreative udstillinger, hyggelige caféer og masser af plads til leg. Et hit for børnefamilier og fans af Charles M. Schulz.

Seopjikoji Coast Lighthouse – naturskøn halvø

Seopjikoji er en halvø kendt for sit smukke fyrtårn og dramatiske klippekyst. Området er ofte brugt som filmlokationer og byder på stier, der fører forbi blomsterenge, lavaklipper og små fiskerhytter. Fyrtårnet giver en betagende udsigt over det åbne hav og de omkringliggende landskaber.