Tilbage til bloggen

Et fantastisk møde med Australiens natur- og dyreliv

For DANexplores Kasper gjorde især Australiens natur- og dyreliv stort indtryk – både over og under vandet.

Australien er et kæmpestort land, der rummer en masse natur- og dyreoplevelser. Kasper fra DANexplore, var i maj 2023 ’Down under’ for at opleve meget af det, som nordkysten og Tasmanien har at byde på.

# Fantastiske oplevelser i regnskoven

Efter et kort stop i Sydney gik turen til Port Douglas i Queensland, der er allermest kendt for to steder, der er på UNESCO’s verdensarvs-liste. Verdens største koralrev, Great Barrier Reef og regnskoven i Daintree.

Turen ud til regnskoven var smuk, men jeg var allermest begejstret for en ’river cruise’, hvor jeg var med en lille båd ude at sejle i meget autentisk natur, hvor krokodillerne svømmede ved siden af båden. Det var stort at opleve det fantastiske dyr i sit naturlige habitat.

Herfra gik turen videre til Cairns, som var en af mine favoritter. Besøget på Hartleys Crocodile Adventure var virkelig fedt, for her var der mulighed for at komme tæt på de unikke australske dyr. Normalt er jeg ikke til dyreparker, men det var en virkelig fed oplevelse at være så tæt på kænguruer, wombats, krokodiller og koalaer. Stedet gør desuden meget for at bidrage til bæredygtighed, dyrebeskyttelse og bevaring af regnskov. Det blev desuden til en smagsprøve på krokodillekød, som smager hen ad kylling med en snert af saltvand.

Det næste på programmet var ture over og igennem regnskoven. Først med svævebane, hvor det blev til flotte panorama-scenarier og fortællinger om skov- og plantefauna og dernæst med tog ved den farverige landsby Kuranda. En tur, der også gav et helt specielt og nærværende møde med regnskoven.

Et helt igennem fantastisk møde med Australiens natur- og dyreliv!

# Flotte koraller ved Great Barrier Reef

Som en efterhånden erfaren dykker med omkring 40 dyk på CV’et havde jeg på forhånd glædet mig til mødet med Great Barrier Reef. Det verdensberømte koralrev skuffede da heller ikke, og det er det flotteste, jeg har oplevet koralmæssigt.

Der var smukke farverige koraller, klovnefisk og andre fisk – og også en lille haj. Det giver altid et gib og virker faretruende, når dykkerinstruktøren signalerer ”HAJ” under vandet. Så kommer man lidt op på dupperne. Gruppen der dykkede 50-100 meter fra os fik også set skildpadder.

Det blev til to dyk i alt. Det første fra en platform og dyk nummer to fra en båd. Der var godt med vind den dag, så det var lidt hårdt, men alt i alt en megafed oplevelse.

Kasper Australien Great Barrier Reef

# Tasmaniens smukke natur – til lands og i luften

Så gik turen til Tasmanien, Australiens største ø, der har en spændende historie – og som er meget mere end at være der, hvor kronprinsesse Mary er fra. Vi kørte fra øens næststørste by Launceston ad en flot rute langs østkysten. Undervejs gjorde vi stop forskellige steder. Blandt andet ved Saint Helens, hvor de hvide sandstrande, det klare azurblå og granitklipperne sprang i øjnene.

På vej mod hovedbyen Hobart var en udflugt til Wineglass Bay på programmet. Her var jeg på et virkelig flot ’hike’ med den smukkeste natur, der slutteligt kunne nydes ved et ’lookout’, der var hele den stejle tur værd.

I Hobart var der tid til at opleve på egen hånd. Hobart har en særpræget historie, da den fungerede som straffekoloni for briterne i starten af 1800-tallet. Byen har alt fra en historisk bymidte til det store moderne museum MONA, som jeg ikke havde forventet at ville opleve i en by som Hobart. Er man en bare en lille smule kunstinteresseret, så er det helt sikkert et besøg værd.

Fra Hobart var der også arrangeret en dagsudflugt til Bruny Island. Her stod den på en tur i naturens tegn. En fin tur langs kysten blev sluttet af ved Cape Bruny-fyrtårnet, der siden 1836 har stået på den sydlige spids af halvøen. Her var der mulighed for at nyde en smuk havudsigt og blive klogere på fyrtårnets historie og betydning.

Turen til Tasmanien sluttede med et gensyn med Wineglass Bay, men denne gang fra et lille fly. Det var virkelig fedt også at få set den flotte natur og de steder, jeg havde vandret tidligere, fra luften. En virkelig god måde at tage afsked med den flotte ø.