Rejser til Australien

Rejser til Australien

Drømmer I om en rejse til Australien fyldt med storslået natur, fascinerende dyreliv og ikoniske storbyer? Hos DanExplore hjælper vi jer med at skræddersy en rejse til Australien, der matcher jeres ønsker – uanset om I vil køre selv gennem outbacken, dase ved tropiske strande eller udforske metropoler som Sydney og Melbourne.

Hvorfor rejse til Australien?

Australien er et kontinent fyldt med kontraster og unikke oplevelser. Her kan I vågne op til lyden af bølger ved Great Ocean Road, vandre i regnskoven i Queensland og opleve solnedgangen over den ikoniske Ayers Rock (Uluru). Kombiner storbyliv og kultur med afslappende stranddage, og lad jer betage af det australske dyreliv – fra kænguruer og koalaer til farverige koralrev ved Great Barrier Reef.

Populære rejsetyper i Australien

Kør-selv-ferie i bil eller autocamper i Australien
En kør-selv ferie er den perfekte måde at opleve Australien i jeres eget tempo. Kør langs den spektakulære Great Ocean Road, opdag skjulte perler i Northern Territory eller tag på roadtrip fra Sydney til Brisbane med stop ved hyggelige kystbyer og nationalparker. Med en campervan eller lejebil har I friheden til at udforske netop det, der interesserer jer.

Rundrejse i Australien
Vil I opleve flere dele af landet på én rejse? Så er en rundrejse i Australien et oplagt valg. Kombinér byer som Sydney, Melbourne og Adelaide med naturoplevelser i Outbacken og snorkling ved Great Barrier Reef. Vi hjælper jer med fly, overnatninger og ruter, så alt går op i en højere enhed.

Badeferie og øhop
Australien byder også på skønne strande og tropiske øer. Slap af ved Whitsunday Islands, nyd livet i Byron Bay eller rejs videre til Fiji eller Bali for den ultimative ferie med både eventyr og afslapning.

Togrejser gennem det australske landskab
For en anderledes rejseoplevelse kan I tage på togrejse gennem Australien. Med tog som The Ghan, der kører fra Darwin til Adelaide, eller Indian Pacific, der forbinder Sydney og Perth, kan I nyde komforten og udsigten, mens I krydser kontinentet. ​

Dyreliv og naturoplevelser

Australien er kendt for sit unikke dyreliv. På Kangaroo Island kan I møde kænguruer, koalaer og sæler i deres naturlige habitat. I Daintree Rainforest, en af verdens ældste regnskove, kan I opleve et rigt plante- og dyreliv. Tasmanien byder på uberørt natur og muligheden for at se den tasmanske djævel. 

Storbyliv og kultur

Australiens storbyer kombinerer moderne livsstil med kulturelle oplevelser. I Melbourne kan I udforske kunstgallerier, caféer og markeder. Brisbane byder på en afslappet atmosfære og adgang til smukke strande. I Adelaide kan I nyde vin og gastronomi i verdensklasse.​

Hos DanExplore tilbyder vi skræddersyede rejser til Australien, der passer til jeres ønsker og behov. Uanset om I drømmer om eventyr i outbacken, afslapning på tropiske strande eller kulturelle oplevelser i storbyerne, hjælper vi jer med at planlægge den perfekte rejse.

Højdepunkter I ikke må gå glip af

  • Sydney – Oplev Operahuset, Bondi Beach og den livlige havnefront.

  • Great Barrier Reef – Snorkel blandt farverige fisk og koraller i verdens største koralrev.

  • Uluru (Ayers Rock) – Et spirituelt og visuelt ikon midt i den røde ørken.

  • Tasmanien – En naturperle fyldt med vandfald, bjerge og dyreliv.

  • Great Ocean Road – En af verdens smukkeste kyststrækninger med de tolv apostle.

Hvornår er det bedst at rejse til Australien?

Australien har forskellige klimazoner, så den bedste rejsetid afhænger af, hvor I skal hen. Generelt er forår (september-november) og efterår (marts-maj) ideelle, især hvis I vil kombinere storby, strand og Outback.

Vi skræddersyr jeres rejse til Australien

Hos DanExplore får I personlig rådgivning fra rejseeksperter med kendskab til Australien. Vi tilpasser rejsen til jeres behov – uanset om det er jeres første rejse Down Under eller I drømmer om en længere rundrejse med mange stop.


Vil I have inspiration til jeres rejse til Australien eller et uforpligtende tilbud?

Kontakt os i dag og lad os hjælpe jer med at planlægge eventyret.

Fakta om Australien

Australien Kænguru

Generelle fakta

  • Beliggenhed: Australien er en ø-nation og kontinent i den sydlige halvkugle, beliggende mellem Stillehavet og Det Indiske Ocean. Landet består af fastlandet, øen Tasmanien samt flere mindre øer.

  • Hovedstad: Canberra – politisk centrum med moderne arkitektur og grønne omgivelser.

  • Største byer: Sydney, Melbourne, Brisbane, Perth og Adelaide.

  • Indbyggertal: Cirka 26 millioner (2025).

  • Sprog: Engelsk er det officielle sprog.

  • Valuta: Australsk dollar (AUD).

  • Tidszoner: Australien har tre hovedtidszoner (UTC+8 til UTC+10, sommertid i nogle stater).

  • Kørestil: Der køres i venstre side af vejen.

  • Flyvetid fra Danmark: Omkring 22–28 timer med mellemlandinger, afhængigt af destination.

Bedste tidspunkt at rejse til Australien

Vejret i Australien er (groft sagt) modsat det danske. Det vil sige, at når vi har vinter i Danmark, så er det sommer i Australien og omvendt. Med det sagt, så er Australien stadig en helårsdestination. Det nordlige Australiens “højsæson” er fx fra maj til september, mens den i det sydlige Australien er fra oktober til april.

Det nordlige Australien: Great Barrier Reef og Kakadu National Park

Det nordlige Australien har et tropisk klima med en våd sæson fra oktober til april, og en tør sæson fra maj til september. Det vil sige, at det bedste tidspunkt at opleve blandt andet Great Barrier Reef, Cape Tribulation, Kakadu og Litchfield National Park eller Bungle Bungle i Purnululu National Park er fra maj til september. I den våde sæson er mange nationalparker lukkede på grund af de store vandmængder og ufarbare veje, og sigtbarheden på snorkel- og dykkerudflugter kan være markant nedsat på grund af regnen.

Den australske midte: Brisbane og Lamington National Park

I Australiens midte er klimaet subtropisk. Det betyder varmt vejr året rundt og tørre og milde vintre. I Australiens midte kan du blandt andet besøge Brisbane, Fraser Island, Gold Coast og Lamington National Park.

Skal du besøge Alice Springs og Ayers Rock så vær opmærksom på, at der i forårsmånederne kan forekomme tordenvejr, hagl og støvstorme fra ørkenen.

Det sydlige Australien: Sydney, Great Ocean Road og Tasmanien

I den sydlige del af Australien er vejret tempereret, og årstiderne er mere tydelige end i det øvrige Australien. Dog oplever Sydney hele 330 solskinsdage om året, mens der syd for Sydney og i bjergområderne kan forekomme sne og frost. I Melbourne og på Tasmanien opfører årstiderne sig mere som vi kender dem fra Danmark – bare med omvendt fortegn.

Savner du mere information om vejret i Australien, i et specifikt område eller by? Så er du velkommen til at kontakte vores rejsekonsulenter.

Nedenfor har vi samlet lidt mere generel information om vejret i nogle af de mest besøgte byer i Australien.

Vejret i Melbourne

Det er oplagt at besøge Melbourne vintermånederne juni til august. Det er i denne periode, at der er sommer i Sydaustralien med en gennemsnitstemperatur på 25 grader.

I forårsmånederne fra september til oktober vil du stadig opleve lune temperaturer i Melbourne med op til 19 grader om dagen. Om vinteren er gennemsnitstemperaturen cirka 14 grader, og det er også på denne tid af året at falder den største mængde nedbør.

Vejret i Sydney

Sydney kan prale med op til 330 solskinsdage om året. I vintermånederne fra december til februar er det sommer i Sydney, og dagtemperaturen kan snige sig op på 26 grader. Vær opmærksom på, at luftfugtigheden også kan være høj i denne periode.

Foråret er mildt og dejligt i Sydney med temperaturer omkring 15-20 grader om dagen. Dog falder der mest nedbør mellem marts og juni, så det kan være en god ide at have en paraply tæt ved hånden. Vinteren i Sydney (juni-august) er kølig, men bliver ikke kold. Den gennemsnitlige dagtemperatur er 17 grader, og falder sjældent til under 14 grader. I løbet af efteråret stiger dagtemperaturen igen og nærmer sig 22 grader.

Vejret i Brisbane

I Brisbane er vejret varmt året rundt. Temperaturen topper dog i december til februar, hvor den gennemsnitlige dagtemperatur er 30 grader. Det varme vejr fortsætter ind i forårsmånederne, hvor dagtemperaturene ligger på 23-25 grader.

I Brisbane er juni til august som oftest tørre med et mildt og behageligt vejr, og en gennemsnits dagtemperatur på 18 grader. Så foretrækker du et mildere klima, kan du overveje om sommermånederne er det bedste tidspunkt for dig at udforske Brisbane.

Fra september og frem til november stiger temperaturene igen, og dagtemperaturen ligger på 21-26 grader, så en efterårsferie kunne meget vel gå til Queensland.

Vejret i Cairns

I Cairns skelnes der mellem vådsæson fra oktober til april og en tørsæson fra maj til september.

December til februar er varme og fugtige måneder med dagtemperaturer oppe i nærheden af 30 grader. Fra marts til maj ligger dagtemperaturen mellem 23 og 32 grader. En sjælden gang i mellem kan en tropisk cyklon lægge vejen forbi kystområderne. Cyklonerne kan forekomme fra november til maj.

Fra juni til august er der stadig varmt i Cairns med temperaturer mellem 17 og 26 grader. Fra september til november er der tørt og lunt med dagtemperaturer op til 29 grader.

Vejret i Alice Springs og Ayers Rock

Fra december til februar får du dagtemperaturer til 36 grader og milde nætter. Det er dog også i disse måneder, at der falder den største mængde nedbør. Nedbørsmængden varierer en del fra år til år, hvorfor det er svært at sige, hvor meget nedbør, der falder i gennemsnit.

Fra marts til maj når temperaturen op på 25 grader. I vintermånederne fra juni til august ligger dagtemperaturen på omkring 21 grader, og kan falde helt ned til 4 grader om natten. Derfor er vejrforholdene mere usikre i denne periode sammenlignet med resten af året.

September er stadig forholdsvis kølig med temperaturer mellem 10 og 26 grader, men fra oktober begynder temperaturene at stige op til mellem 20 og 34 grader. Efteråret byder på et behageligt klima, inden sommervarmen igen sætter ind i december.

Kænguru skilt i Australien
Australien Blue Mountains
Australien Melbourne
Australien Whitesunday Islands
Rottnest Island cykler
Kangaroo Island Kænguru Australien
Tasmanien Hobart Mount Wellington
Australien Uluru Ayers Rock
Udsigt over Canberra med luftballoner

De australske delstater

01
Australien Blue Mountains

New South Wales – Storbyliv og naturoplevelser i perfekt balance

New South Wales (NSW) er Australiens mest folkerige delstat og hjemsted for ikoniske oplevelser, storslået natur og ikke mindst storbyen Sydney. Det er her, mange starter deres rejse til Australien – og det er ikke uden grund. Her får I en smagsprøve på alt det bedste, landet har at byde på.

I Sydney venter verdensberømte seværdigheder som Sydney Opera House, Harbour Bridge, Bondi Beach og et pulserende storbyliv med kunst, kultur og køkken fra hele verden. Byen ligger smukt ud til havet og er omgivet af nationalparker og bugter, der gør det nemt at kombinere sightseeing med naturoplevelser og afslapning.

Uden for storbyen finder I Blue Mountains, en spektakulær bjergkæde med dramatiske klippeformationer og dybe kløfter – oplagt til vandreture og udflugter. Kører I nordpå langs kysten, venter hyggelige feriebyer som Byron Bay, Port Stephens og Coffs Harbour, hvor I kan surfe, bade og nyde en afslappet atmosfære.

New South Wales byder også på vinområder som Hunter Valley, eventyrlige grotter i Jenolan og mulighed for hvalsafari langs kysten. Delstaten er med andre ord et ideelt rejsemål for både førstegangsbesøgende og jer, der vil kombinere storby, strand og natur i ét samlet eventyr.

02
Australien Melbourne

Victoria – Kultur, kyststrækninger og kulinariske oplevelser

Victoria er Australiens næstmindste delstat målt på areal, men hvad den mangler i størrelse, opvejer den i variation og karakter. Med Melbourne som hovedstad byder Victoria på en levende kulturscene, storslåede naturoplevelser og en afslappet stemning, der hurtigt vinder besøgendes hjerter.

Melbourne er kendt som Australiens kultur- og madmekka. Her venter jer smalle gyder fyldt med gadekunst, hippe caféer, designerbutikker og hyggelige vinbarer. Byen er også vært for en lang række festivaler og sportsbegivenheder, herunder Australian Open og Formel 1-løb. Stemningen er både international og jordnær, og I vil hurtigt mærke byens kreative puls.

Men Victoria er meget mere end Melbourne. En af de mest ikoniske oplevelser er en køretur langs Great Ocean Road – en spektakulær kystvej med dramatiske klipper, regnskov, strande og de berømte kalkstenssøjler kendt som De Tolv Apostle. Undervejs kan I spotte koalaer i det fri, tage på vandretur eller nyde en picnic med havudsigt.

Inde i landet venter vinområder som Yarra Valley og Mornington Peninsula med vingårde, lokale oste og charmerende bed & breakfasts. I Grampians National Park kan I vandre i bjergene og se aboriginal klippekunst, og i Phillip Island kan I opleve den populære pingvinparade i solnedgangen.

Victoria egner sig både til korte ture og længere rundrejser, og delstaten er ideel for jer, der vil kombinere byliv, madkultur og smuk natur i ét samlet forløb.

03
Australien Whitesunday Islands

Queensland – Sol, strande og naturvidundere i tropisk tempo

Queensland er Australiens solrige delstat med mere end 300 solskinsdage om året og nogle af landets mest berømte naturattraktioner. Her finder I en skøn blanding af kystliv, tropisk regnskov, koralrev og hyggelige feriebyer, der gør staten til et oplagt valg for både aktive eventyrere og jer, der søger ren afslapning.

Øverst på mange rejsendes ønskeliste står Great Barrier Reef – verdens største koralrev og en af klodens mest imponerende naturoplevelser. Her kan I snorkle eller dykke blandt farvestrålende fisk, skildpadder og koraller i det turkise hav. Mange tager udgangspunkt i byer som Cairns eller Port Douglas, som også giver adgang til Daintree Rainforest – verdens ældste tropiske regnskov.

I den sydlige del af Queensland ligger Brisbane, statens hovedstad og en moderne storby med flodpromenade, parker, gallerier og god stemning. Kystbyerne Gold Coast og Sunshine Coast byder på strande, forlystelsesparker, markeder og familievenlige ferieområder. Her finder I et perfekt mix af strandliv og oplevelser for alle aldre.

Queensland har også spændende outback-områder og øer i verdensklasse. Whitsunday Islands, med deres hvide sandstrande og mulighed for sejlads, er oplagte til øhop og romantiske rejser. Delstaten er desuden rig på dyreliv, og I kan se alt fra krokodiller og kænguruer til koalaer i det fri eller på centre, der formidler viden om Australiens unikke natur.

Queensland indfrier enhver drøm om Australien med sit varme klima, sin venlige atmosfære og sine naturskatte – både over og under havets overflade.

04
Rottnest Island cykler

Western Australia – Vilde vidder, rå natur og uopdagede perler

Western Australia er Australiens største delstat og samtidig en af de mindst befolkede. Her venter jer uendelige vidder, dramatiske landskaber og en følelse af at være langt fra alfarvej. Hvis I søger autentiske oplevelser, færre turister og storslået natur, er Western Australia et oplagt valg.

Delstatens hovedstad, Perth, er en moderne og solrig storby, hvor strandliv, grønne parker og et blomstrende kulturliv smelter sammen. Her kan I nyde livlige caféer, smukke solnedgange ved kysten og nem adgang til oplevelser som Swan Valley og øen Rottnest Island, kendt for de fotogene quokkaer.

Langs den sydlige og sydvestlige kyst finder I grønne vinområder som Margaret River, der byder på prisbelønnede vine, gourmetrestauranter og naturskønne kyststrækninger. Området kombinerer vinoplevelser med vandring gennem eukalyptusskove og hvalkiggeri i sæsonen.

Længere nordpå åbner landskabet sig op i mere barske og øde egne. I Coral Bay og Exmouth kan I snorkle ved Ningaloo Reef – et af de få steder i verden, hvor man kan svømme med hvalhajer. I det fjerne nord venter det røde og dramatiske outback-område Kimberley, hvor floder skærer sig gennem kløfter og landskaber, der ligner noget fra en anden planet.

Western Australia kræver lidt mere planlægning og køretid, men belønner jer med enestående naturoplevelser, unikke kystlinjer og ro, som man sjældent finder i de mere kendte delstater. Her er plads til fordybelse og ægte eventyr.

05
Kangaroo Island Kænguru Australien

South Australia – Vinmarker, dyreliv og afslappet livsnydelse

South Australia er måske mindre kendt end sine østlige naboer, men det er netop en del af dens charme. Her får I smagfulde mad- og vinoplevelser, imponerende natur og et roligt tempo, der gør det let at fordybe sig i rejsen. Hvis I er til livsnydelse, autentiske møder og god plads, vil South Australia uden tvivl overraske positivt.

Delstatens hovedstad, Adelaide, er en elegant by med brede boulevarder, parker og en spændende madscene. Byen kaldes ofte Australiens festivalby på grund af de mange kulturelle begivenheder, der finder sted året rundt. Herfra har I kort afstand til flere af landets mest kendte vinområder.

Et af højdepunkterne i South Australia er Barossa Valley, et verdensberømt vinområde fyldt med vingårde, gårdbutikker og familieejede producenter. Her kan I nyde shiraz og lokale specialiteter i rolige omgivelser. Også McLaren Vale og Clare Valley byder på smukke vinlandskaber og kulinariske oplevelser.

For naturelskere er Kangaroo Island et sandt paradis. Øen ligger en kort færgetur fra fastlandet og er hjemsted for fritgående kænguruer, koalaer, søløver og utallige fuglearter. Øens vilde kyststrækninger og nationalparker indbyder til vandring, dyreobservation og rendyrket ro.

Inde i landet venter det barske outback-landskab i Flinders Ranges, hvor I kan opleve gamle klippeformationer og aboriginal kulturarv. South Australia er også porten til det ikoniske ørkenområde Oodnadatta Track og den saltholdige Lake Eyre.

South Australia er et fremragende valg for jer, der søger et ægte, roligt og smagfuldt Australien – langt fra menneskemylder og masseturisme.

06
Tasmanien Hobart Mount Wellington

Tasmanien – Vild natur, skarp luft og små storbyer med sjæl

Tasmanien, Australiens eneste ø-delstat, ligger sydøst for fastlandet og føles som en verden for sig. Øen er mindre end de øvrige delstater, men rummer nogle af de mest betagende landskaber i hele landet – fra vilde bjergområder og dybe skove til dramatiske klippekyster og rolige strande.

Delstatens hovedstad, Hobart, er en charmerende havneby omgivet af bjerge og kendt for sin kombination af kolonihistorie og moderne kunst. Her kan I slentre langs havnefronten, besøge det anerkendte kunstmuseum MONA og spise jer gennem lokale specialiteter på Salamanca Market. Stemningen i byen er afslappet og kreativ, og Hobart fungerer fint som base for mange af øens oplevelser.

Tasmanien er et eldorado for naturelskere. Over 40 procent af øen er dækket af nationalparker og naturreservater. I Cradle Mountain-Lake St Clair National Park kan I vandre blandt bjergtoppe og alpine søer, og på Freycinet-halvøen venter den ikoniske Wineglass Bay med sin halvmåneformede strand og turkisblå vand. Her er rig mulighed for både korte gåture og flerdages trekkingruter.

Øen er også kendt for sit rige dyreliv – her lever bl.a. wallabies, wombats, echidnaer og den sagnomspundne tasmanske djævel. Samtidig byder Tasmanien på lokale vinområder, mikrobryggerier og økologiske gårde, som inviterer til smagsoplevelser i særklasse.

Tasmanien er oplagt for jer, der ønsker en rejse i roligt tempo med nærhed til naturen, frisk luft, lokalt håndværk og oplevelser uden for de slagne stier. En destination med kant, sjæl og masser af karakter.

07
Australien Uluru Ayers Rock

Northern Territory – Outbackens sjæl og naturens storhed

Northern Territory dækker enorme landområder i det centrale og nordlige Australien og er kendt for sine storslåede landskaber, spirituelle steder og autentiske outback-stemning. Her oplever I et helt andet Australien – vildt, varmt og dybt forbundet med den oprindelige kultur.

Territoriets største attraktion er uden tvivl Uluru (Ayers Rock), det mægtige røde monolit i hjertet af ørkenen. Uluru er et helligt sted for Anangu-folket, og en solopgang eller solnedgang her er en uforglemmelig oplevelse. I samme område ligger Kata Tjuta og Kings Canyon, som tilsammen udgør nogle af landets mest ikoniske outback-oplevelser.

Den største by, Darwin, ligger i den nordlige del af territoriet ud til Timorhavet. Her er stemningen tropisk og afslappet, med natteliv, markeder og adgang til den storslåede Kakadu National Park – en af verdens største og mest varierede nationalparker. Her kan I opleve aboriginal klippekunst, krokodiller i floderne, fugleliv og dramatiske vandfald.

I Litchfield National Park venter naturlige klippebassiner og vandfald, perfekt til en forfriskende dukkert, mens Nitmiluk Gorge i Katherine-regionen byder på sejlture, kajak og hiking gennem dybe kløfter.

Northern Territory er også stedet, hvor I kommer tættest på den oprindelige kultur. Her kan I deltage i guidede ture med lokale Aboriginal-fortællere, lære om bush food og høre Dreamtime-historier, der går tusindvis af år tilbage.

Hvis I søger et Australien med råhed, nærvær og dybe rødder – langt fra storbyernes rytme – så er Northern Territory den ægte vare.

08
Udsigt over Canberra med luftballoner

Australian Capital Territory – Politik, arkitektur og grønne byrum

Australian Capital Territory, ofte forkortet ACT, er Australiens mindste område, men også et af de mest betydningsfulde. Her ligger landets hovedstad, Canberra, der blev udvalgt som kompromis mellem storbyerne Sydney og Melbourne. I dag fungerer Canberra som Australiens politiske og administrative centrum, men byen byder på meget mere end blot regeringsbygninger.

Canberra er en planlagt by, omgivet af søer, parker og bakker. Det giver en særlig åben og rolig stemning, som adskiller sig markant fra andre hovedstæder. Byens arkitektur og struktur er velovervejet og gennemtænkt, og det mærkes i alt fra infrastruktur til byrum og naturintegration.

Et besøg i Canberra byder på en lang række kulturelle oplevelser. I kan blandt andet udforske National Gallery of Australia med værker af både australske og internationale kunstnere, besøge National Museum of Australia eller opleve den moderne arkitektur i Parliament House. Byen huser også mange gratis museer og gallerier, hvilket gør det nemt at dykke ned i landets historie, kultur og samfundsstruktur.

Naturen spiller en stor rolle i byens identitet. Canberra er omgivet af bjerge og naturparker, og inde i byen er der gode muligheder for cykling, vandreture og sejlture på Lake Burley Griffin. I foråret blomstrer byen op med Floriade, en stor blomsterfestival, der tiltrækker besøgende fra hele landet.

ACT egner sig særligt godt til jer, der interesserer jer for kunst, historie, arkitektur og moderne byudvikling i naturskønne rammer.

Oplev den australske kultur

Afslappet livsstil og dybe rødder

Når I rejser til Australien, møder I ikke kun spektakulær natur og vilde dyr, men også en kultur, der er præget af både oprindelige traditioner og moderne livsstil. Den australske kultur er mangfoldig, afslappet og fuld af kontraster – og det er netop det, der gør landet så fascinerende at opleve som rejsende.

En stolt kulturarv fra Australiens oprindelige folk

En vigtig del af kulturen i Australien stammer fra Aboriginal-folket, som har boet i landet i over 60.000 år. Deres traditioner, historier og kunst er stadig synlige overalt – fra de ikoniske hellige steder som Uluru, til hulemalerier i nationalparker og moderne gallerier i byerne. Aboriginals har en stærk tilknytning til naturen, og deres såkaldte “Dreamtime stories” fortæller om verdens skabelse gennem generationer.

Mange steder i Australien kan I komme tættere på den oprindelige kultur – f.eks. gennem guidede ture, kulturelle oplevelser med lokale formidlere, kunstværksteder eller smagninger på traditionel “bush food”.

Den afslappede australske livsstil

Australierne er kendt for deres afslappede attitude, venlige væsen og stærke fællesskabsfølelse. Sæt jer på en café i Sydney, nyd en barbecue i en park i Melbourne eller tag på surfkursus ved Byron Bay – og I vil hurtigt mærke, hvordan livet i Australien handler om balance, glæde og frihed.

Det sociale liv foregår ofte udendørs – på stranden, i baghaven eller ved sportskampe. Sport spiller nemlig en stor rolle i den australske kultur. Cricket, rugby og australsk fodbold (AFL) samler både børn og voksne, og store sportsbegivenheder fejres som nationale højtider.

En smeltedigel af verdens kulturer

Siden kolonitiden har Australien tiltrukket folk fra hele verden. I dag er landet hjem for en bred vifte af kulturer og etniske baggrunde – især i byerne, hvor I vil finde asiatiske, europæiske, mellemøstlige og afrikanske influenser i både mad, musik og sprog. Det gør det australske samfund åbent, mangfoldigt og dynamisk.

Særligt madkulturen i Australien afspejler denne smeltedigel. Her kan I nyde alt fra frisk seafood og lokale vine til internationale retter med et australsk twist. Gå ikke glip af en traditionel meat pie, fish and chips på stranden eller moderne “fusion food” i storbyernes restaurantkvarterer.

Mød kulturen på jeres rejse til Australien

Uanset om I udforsker storbyer som Sydney og Melbourne, besøger mindre kystbyer eller rejser dybt ind i Outbacken, vil I opleve den australske kultur som både imødekommende og unik. Den afspejler landets historie, dets mangfoldighed og det nære forhold til naturen.

Lad os hjælpe jer på eventyr!

Vi sætter den personlige kontakt og det gode rejsehåndværk i højsædet. Og sidder klar til at hjælpe jer med jeres drømmerejse til Australien!

Her kan du læse mere om og finde kontaktinfo på vores rejsekonsulenter med Australien-ekspertise, der har base på vores kontorer i Randers og Aarhus.

DanExplores rejsekonsulent Mille i Japan

Mille Kjeldal Raun

Rejsekonsulent

T: 8712 4932
@: mkr@danexplore.dk

Efter en kort afstikker vendte Mille i 2023 tilbage til DanExplore - og den branche, som hun har været en del af siden 2005. Hendes mange store personlige oplevelser på det australske kontinent er noget hun nyder at omsætte til værdifuldt input til DanExplores rejsende. At skabe store minder for livet er noget af det, der driver hende allermest i sit arbejde.

Udover Australien er New Zealand og Japan lande, som hun har et særligt tilhørsforhold til. En rejse til Japan i efteråret 2023 gjorde, at hun faldt pladask for det kontrastfyldte land og nu sender hun selv rejsende ud for at få samme følelse. Når hun selv rejser, er det hele paletten af en destinations oplevelser, som skaber den perfekte rejse. Alt fra maden til kulturen, historien og oplevelserne er noget, som hun har øje for, når hun sammensætter en rejse.