Dette eventyr starter i Sydney, men hovedelementet i rejseforslaget er et roadtrip på Østkysten og i Red Centre. Det er lækkert krydret med en fed tur inde i Red Centre. Her camperer I i teltlejr og ser ikoniske Ayers Rock, Kings Canyon og The Olgas. Her venter hamrende smukke solnedgange og en uvirkelig stjernehimmel.
Herefter flyver I til Brisbane og kører autocamper fra Brisbane til Cairns. Destinationerne på ruten er synonym med, hvad I skal opleve i Australien, når I er på østkysten. Fraser Island, Whitsundays, Great Barrier Reef og Cape Tribulation.
Turen her henvender sig til par (men kan også køres af familier med større børn. Man skal være dog minimum 8 år for at deltage på en campingtur i Red Centre).
Dette er et ruteforslag, der gerne skulle give jer inspiration til jeres Australien-rejse. Hvor mange dage eventyret skal være, og hvad der skal opleves undervejs, er helt op til jer. Det er det fantastiske med en ferie i autocamper. I har den ultimative frihed og mulighed for at ændre kurs undervejs! DANexplores rejsekonsulenter sidder klar til at rådgive jer og sammensætte det helt rigtige eventyr.
Vær opmærksom på, at rejsen også kan foretages som kør-selv-ferie i bil.
Dag 1: Ankomst Sydney
Sydney er en smuk storby fyldt med seværdigheder. Start jeres eventyr med at tage en stemningsfyldt gåtur ved havneområdet, Circular Quay, hvor I bl.a. finder Jørn Utzons verdensberømte operahus og Royal Botanic Garden, som er en dejlig oase i byen.
Dag 2: Sydney
I dag har I hele dagen til at udforske byen. Besøg de historiske gader i ’The Rocks’-kvarteret, tag på “Captain Cook Cruises Hop-On Hop-Off” til byens attraktioner eller køl af på en af Australiens mest ikoniske strande, Bondi Beach, hvor I kan opleve de lokale surfere og en god frokost på en af de hyggelige caféer i området. Dagen kan sluttes af med den vildeste udsigt over byen på toppen af Sydney Harbour Bridge med ’The Bridge Climb’.
Dag 3: Sydney – Ayers Rock Lufthavn
I dag flyver I fra Sydney mod Red Centre, mere bestemt Ayers Rock lufthavn, hvor jeres tredages-tur til Red Centres storslåede og unikke natur begynder.
Dag 3 – 5: Red Centre Camping Tour
De næste tre dage bliver I klogere på aboriginalkunst og -kultur, mens I skal se de ikoniske områder Ayers Rock, The Olgas og Kings Canyon. Sammen med jeres guide og resten af den lille gruppe, skal I på vandreture gennem The Valley of Winds, se den smukkeste solnedgang ved Ayers Rock, nyde aftensmad omkring jeres lejrbål, og sove under stjernehimmel på en permanent teltlejr beliggende ved Kings Creek. Det her bliver et eventyr I altid vil mindes! På turen fragtes I rundt i en 4×4 offroad-bus.
Dag 5: Ankomst Alice Springs
Jeres tur rundt i Red Centre ender i Alice Springs tidligt om aftenen. Byen er Northern Territories næststørste by med sine 30.000 indbygger og med en lille charmerende grøn oase, som giver et spændende indblik i hverdagen, når man bor i Red Centre.
Dag 6: Alice Springs
Starter I dagen tidligt, kan I opleve den betagende solopgang over byen fra Anzac Hill. Brug dagen med et besøg på museet for Flying Doctors, der yder en essentiel hjælp til hele Northern Territory og Oplev School of Air, verdens største klasselokale. Skolen udsender undervisning over radioen ud til børn på eksempelvis cattle stations og i aboriginalsamfund, der sikrer undervisning til alle i Red Centre. Om eftermiddagen kan I besøge Kangaroo Sanctuary, hvor man kan komme tæt på baby-kænguru. Det anerkendte sanctuary er dokumenteret med en serie på National Geograchic, kaldet Kangaroo Dundee.
Dag 7: Alice Springs – Brisbane
I dag flyver I fra Red Centre og et stort sceneskift i natur ved ankomst til den australske østkyst, der er kendetegnet af smukke strande, livlige byer og ikke mindst Great Barrier Reef.
Dag 8: Brisbane
Brisbane er en spændende storby, som byder på en masse kultur. Start dagen ud med 360 graders panoramaudsigt i Wheel of Brisbane, der tager jer med på en fantastisk tur 60 meter oppe i luften, mens I hører om byens historiske vartegn. Vil I opleve byen til vands, kan I tage en sejltur på Brisbane River eller I kan slentre gennem byen på Brisbane Art Trail. Vil I gerne dase lidt er Brisbane også kendt for Streets Beach, en menneskeskabt strand inde i byen.
Dag 9: Brisbane – Hervey Bay (291 km)
I starter dagen med at hente jeres camper, og sætter I kursen mod Hervey Bay som er jeres udgangspunkt til verdens største sandø Fraser Island. Undervejs på turen kan I køre omkring Rainbow Beach og opleve lidt af Great Sandy National Park med dets smukke grønne og orange klitter.
Dag 10: Fraser Island
I starter dagen tidligt fra Hervey Bay med færge til Fraser Island. Svøm i krystalklare Lake McKenzie, kør på 75 Mile Beach i en firehjulstrækker, spot vilde dingoer og bliv betaget af ruinerne af Maheno-skibbruddet og øens natur generelt. En tur til Fraser Island er et absolut must, når I er taget på roadtrip op langs Australiens østkyst.
Dag 11: Hervey Bay – Agnes Water (225 km)
Dagens destination byder på afslappet og autentisk surferstemning, smukke strande og en god mulighed for at prøve at ride på bølgerne. Trænger man til at få rørt sig lidt efter dagens køretur, er den korte vandretur op til ‘1770 Headland and Lookout’ helt perfekt.
Dag 12: Agnes Water – Rockhampton (225 km)
I har en lang køredag forude, inden I kommer til dagens destination Rockhampton, også kendt som “Beef City”. Byen summer af liv og er en lille kosmopol i fremgang med en fantastisk beliggenhed ved Fitzroy-floden. Om aftenen kan man finde førsteklasses steakhouse-restauranter i byens historiske gader.
Dag 13: Rockhampton – Airlie Beach (483 km)
I dag har I en lang køretur forude med 6-7 timers kørsel. Vil I bryde ruten lidt op, kan I køre omkring Cape Hillsborough National Park og tage en pause ved stranden. Sidst på dagen ankommer I til Airlie Beach, hvorfra man kan opleve Whitsundays Island.
Dag 14: Whitsundays
Det er et tropisk paradis, som venter jer i dag. Sejlturen rundt i ø-gruppen Whitsundays tager jer til bl.a. til verdenskendte Whitehaven Beach, hvor I kan snorkle i det klare vand og vandre til Hill Inlet Lookout.
Dag 15: Airlie til Townsville & Magnetic Island (272 km)
Townsville er et af de store adgangspunkter til Great Barrier Reef, og byen er særligt kendt for deres undervandsmuseum for dykkere, MOUA. En anden perle som Townsville byder på er smukke Magnetic Island. Hop på en katamaran til den lille ø som kun er 8 kilometer fra byen. Ø’en er en perle fyldt med små vandreruter, hvor I kan spotte vilde koalaer og wallabies og køre rundt i en jeep eller øens mange ”Barbie Cars”.
Dag 16: Townsville – Mission Beach (235 km)
I tager nu afsked med Townsville og fortsætter turen længere nordpå. Målet for dagens køretur er Mission Beach, som er et paradis for naturelskere. Palmeklædte strande, tropisk regnskov og gyldne sandstrande venter. På vej til Mission Beach kan I overveje en afstikker til Wallaman Falls (Australiens højeste permanente vandfald med ét fald) og de berømte blå Cardwell Spa Pools.
Dag 17: Mission Beach – Port Douglas (204 km)
Turen fortsætter i dag til rutens nordligste punkt Port Douglas, en lille populær kyst- og ferieby beliggende ca. 70 km nord for Cairns, som er kendt for sin naturskønne omgivelser og afslappede atmosfære.
Dag 18: Port Douglas
Port Douglas er gateway til ikke mindre end to UNESCO-verdensarvssteder, nemlig Great Barrier Reef og Daintree Rainforest, verdens ældste regnskov. Brug dagen på udforskning af den historiske regnskov eller den smukke verden under vandet på Great Barrier Reef, og tilbring tid i charmerende Port Douglas, hvor I finder et væld af restauranter, caféer, gallerier og butikker.
Dag 19: Port Douglas – Cairns (67 km)
I er nået til rutens sidste del. I kan køre via Rex Lookout fra Port Douglas og få en scenisk køretur, inden I afleverer jeres camper i Cairns.
Dag 20: Cairns
Cairns er en livlig by, som er kendt for sin afslappede atmosfære og palmeklædte esplanade. Byen byder på et væld af restauranter og caféer, kunstmusser og et festligt natteliv.
Udfyld formularen og få et uforpligtende rejsetilbud. Vi glæder os til at hjælpe dig med din drømmerejse.