Safarioplevelser i Kenya er der masser af, men hvor skal du starte. På denne 5-dages safari har vi udvalgt tre vidt forskellige nationalparker, så du er garanteret en safari med masser af variation i både natur- og dyreoplevelser.
Glæd dig til at opleve den mindre kendte Amboseli National Park, som ligger smukt placeret for foden af Mount Kilimanjaro. Rejs videre til Lake Naivasha og tag på en bådsafari omkring Cresent Island. Dyrene på Cresent Island blev bragt hertil i 1985 i forbindelse med indspilningen af ‘Mit Afrika’, med Meryl Streep i hovedrollen som Karen Blixen. Dit safarieventyr rundes af på den berømte Masai Mara slette, hvor åbne vidder, store flokke af blandt andet elefanter, løvefamilier, geparder og flodheste sætter prikken over i’et på din rejse.
Fra juli til oktober kan du være heldig at opleve et af naturens største fænomener, gnuernes vandring, når op mod 1,5 millioner gnuer krydser Mara floden.
Bestil et tilbud på din safari her
Inspiration! Besøg rejsebloggen og find ud af, hvorfor Masai Mara er så fantastisk som alle siger, når far og datter tager på safari i Kenya
Nairobi – Amboseli – Lake Naivasha – Masai Mara
Efter ankomsten til Nairobi lufthavn bliver du først kørt til en privat lounge, hvor du lige kan friske dig op ovenpå flyrejsen. Herefter går turen sydpå og efter en køretur på cirka fire timer, ankommer du til turens første stop, Amboseli National Park, som ligger smukt placeret for foden af Kilimanjaro.
Amboseli National Park er et af Kenyas bedste safariområder med et rigt og varieret dyreliv, bl.a. en stor bestand af elefanter.
Din base de næste dage er Amboseli Sopa Lodge og her serveres der frokost, inden eftermiddagen byder på turens første safari.
Efter eftermiddagens safari er der middag på lodgen.
Dagen starter tidligt med endnu en safari i Amboseli, hvorefter der serveres morgenmad tilbage i lodgen. Du har nu det meste af dagen på egen hånd, kun afbrudt af frokost.
Du kan slappe af ved poolen og herfra nyde den fabelagtige udsigt til Kilimanjaro med den snedækkede top. Sidst på eftermiddagen, og inden middagen serveres, venter endnu en spændende safari rundt i nationalparken.
Efter morgenmaden går turen nu videre til Lake Naivasha, hvor du ankommer efter fem timer i bil. Lake Naivasha er en stor ferskvandssø med et overfladeareal på 160 km2, hvilket dog kan variere meget afhængig af nedbøren.
Ved søen findes et mangfoldigt og varieret fugleliv og desuden, er den også hjemsted for et større antal flodheste.
Du ankommer til Lake Naivasha Sopa Lodge, hvor både frokosten og middagen serveres – eftermiddagen og aftenen er til fri disposition.
Morgenmaden spises tidligt og forude venter en køretur på cirka 5,5 time frem til Masai Mara National Reserve, der ligger i den sydvestlige del af Kenya. Masai Mara naturreservatet og Marafloden, som løber igennem, er opkaldt efter masaierne, som bor i og omkring området.
Masai Mara er kendt for sit varierede og mangfoldige dyreliv, et stort antal rovdyr og for at huse “The Big Five” – som er løver, elefanter, næsehorn, bøfler og leoparder.
Desuden lægger Masai Mara årligt arealer til et helt specielt naturfænomen, nemlig the Great Migration, hvor op mod 1,5 millioner gnuer i følgeskab af et stort antal Thompsons gazeller og zebraer, i perioden fra juli til oktober krydser savannen på deres årlige vandring, med rovdyrene lige i hælene. Den årlige migration forbindes oftest med Serengeti, men krydser altså også Masai Mara.
Efter ankomst til Mara Sopa Lodge og frokost, byder eftermiddagen på safari. Om aftenen er der middag tilbage i lodgen.
Tidlig start på dagen med endnu en safari inden morgenmaden. Alternativt kan du, mod tillægspris, tage på en enestående ballonsafari, hvor du oplever savannen og dyrene oppefra, når ballonen lydløst bevæger sig hen over Masai Mara, mens solen står op. Turen har en varighed af tre timer og undervejs serveres der champagne-morgenmad i bushen.
Frokosten spises tilbage i lodgen, inden du skal på turens sidste safari om eftermiddagen. Om aftenen serveres middagen i Mara Sopa Lodge.
Efter morgenmaden går turen nu tilbage til Nairobi. Turen tager cirka 5,5 timer i bil, men du kan også vælge at tage turen retur til Nairobi i fly, dog mod et tillæg i prisen.
Fra Nairobi går turen videre mod nye oplevelser eller retur mod Danmark, hvis eventyret er ovre for denne gang.
*GRUPPE: Du deltager som del af en gruppe med andre/fremmede rejsende.
* PRIVAT: Mod tillæg bliver afgangen eksklusiv/privat.
Prisbemærkninger:
Ovenstående priser er lavsæsonpriser og fra-priser!
Husk at medbringe:
Solhat, solcreme, insektspray, kamera og kikkert.
Udfyld formularen og få et uforpligtende rejsetilbud. Vi glæder os til at hjælpe dig med din drømmerejse.