Få et tilbud på din rejse

Kenya

Info om Kenya

Info om Kenya

Alt du skal vide, inden rejsen går til Kenya

 

Visum

Ved rejser til Kenya kræves gyldigt visum for alle danske statsborgere. Med virkning fra- og med 1. september 2015 indførte de Kenyanske myndigheder, at alle passagerer skal fremvise en kopi af deres elektroniske visum ved check in – dette er dog ikke længere et krav! Der kan også ansøges visum manuelt ved ankomsten til lufthavnen i Kenya. Vælger man at ansøge online eVisa, kan dette søges her: http://evisa.go.ke/evisa.html Her kan der søges om visum til en enkelt indrejse og om transitvisum.
Vær opmærksom på at du, som rejsende, selv er forpligtet til at søge om visum. Prisen er cirka 50 USD pr. person.

Har I behov for yderligere oplysninger, henviser vi til den Kenyanske ambassade.

Vær opmærksom på at dit pas skal være gyldigt i seks måneder fra indrejsedatoen. Disse regler er gældende for danske statsborgere, såfremt du ikke er dansk statsborger, er det din egen pligt at undersøge reglerne omkring indrejse, visum mm. Kontakt ambassaden, i det land du er født, for mere information. Ved indrejse kan det blive krævet, at du fremviser returbilletten og tilstrækkelige økonomiske midler til opholdet, herunder kontanter, rejsechecks eller kreditkort.

Læs mere omkring visum på udenrigsministeriets hjemmeside.

Vaccinationer

Vi anbefaler, at du kontakter egen læge eller en certificeret vaccinatør, og gennemgår din rejseplan med ham – eller hende.

På Sikkervaccination.dk finder du desuden de opdaterede og gældende anbefalinger. Rejsende med DANexplore får 10 % rabat på vacciner booket gennem Sikkervaccination.dk.

Rejseforsikring

Det gule sygesikringskort dækker ikke i Kenya. Tegn derfor en rejseforsikring inden afrejse – få oplysninger hos DANexpore.

Valuta

Den kenyanske valuta kaldes schilling (KES). Det er muligt at veksle til kenyanske schillings i Nairobi lufthavn samt i fx Mombasa lufthavn. I Kenya kan du på de fleste lodges og hoteller betale med kreditkort på beløbet. Der kan normalt betales med VISA og mastercard. Det er derfor vigtigt, at du hæver valuta hjemmefra eller i lufthavnen. Prisniveauet er generelt billigere end i Danmark.

Transport i Kenya

I Kenya er det normalt, at DANexplore bestiller transport til dig hjemmefra. Når du ankommer til lufthavnen, vil en kontaktperson fra vores samarbejdspartner i Kenya dig i ankomsthallen med et skilt med dit navn på. Fra alle hotellerne vil der være bestilt transport hjemmefra, så du ikke skal tænke på dette på destinationen. På din safari, vil der naturligvis være en erfaren guide og chauffør.

Drikkepenge

Det er skik at give drikkepenge i Kenya. Det er normalt at give cirka 10 % i drikkepenge, hvis du får en god service på en restaurant. Desuden er det også normalt at give drikkepenge til stuepigen, og ham- eller hende, der bærer kufferten til eller fra værelset. Det er passende at give omkring 100 kenyanske schilling per værelse per dag. Det er også vigtigt at give safarichaufføren/-guiden drikkepenge, som svarer til cirka 10-15 USD pr. person pr. dag.

Vejret

Klimaet i Kenya er tropisk med høj luftfugtighed ved kysten. Dagtemperaturen ligger på omkring 23-28 grader året rundt. Nætterne kan i højlandet være meget køligere, helt ned til 2-5 grader. Derfor er det vigtigt at medbringe varmt tøj til aftenen og natten. I savanneområderne er klimaet noget mere tørt og behageligt for de fleste. Det regner ofte i april, maj og november, mens der er mindst nedbør fra december til februar. Temperaturen i det Indiske Ocean er cirka 26 grader året rundt. Dog kan man aldrig med sikkerhed forudsige vejrforholdene.

Vand

Du bør ikke drikke vandet fra vandhanen, men du kan sagtens tage brusebad og børste tænder i det. Der findes drikkevand på værelset, og vand på flasker kan købes overalt.

Elektricitet

Kenya har den samme strømstyrke som i Danmark på 220/230 V. Men stikkontakterne er som regel anderledes end vores. Stikkontakterne er til firkantede ben, så derfor er det en god ide at købe en adapter hjemme. På nogle lodges og hoteller kan du låne/leje en adapter.

Telefon

For at ringe til Danmark tastes 000 45 efterfulgt af det ønskede nummer.

Mobiltelefon

Det muligt at ringe til- og fra en dansk mobiltelefon langt de fleste steder i Kenya. Dog kan forbindelsen visse steder være svingende og afhænger af den danske udbyders aftale i Kenya. Tjek evt. prisen med dit teleselskab inden afrejse. Det kan meget vel blive en dyr fornøjelse.

Tidsforskel

Om vinteren er Kenya to timer foran Danmark og ved skiftet til sommertid er Kenya kun en time foran Danmark.

Indkvartering i Kenya

Hvordan skal du bo, når du tager på safari? Det er svært at forestille sig hjemmefra, men selve indkvarteringens beliggenhed har stor indvirkning på den generelle oplevelse af din safaritur. Selvom mange parker i Østafrika ikke er indhegnet, er der ud- og indgange til parken. Du kan godt se dyr udenfor parken, men den største koncentration af dyr er sædvanligvis dybt inde i parken, hvor de gemmer sig for mennesker og  husdyr. Når du bor udenfor parken og skal igennem indgangsporten hver dag, kan det være tidskrævende både i forhold til transport og entre til parken. Hos DANexplore er vi af den mening, at det er vigtigt at bo inde i parken eller tæt ved, så tiden ikke skal bruges på transport.

Når du bor dybt inde i parken, kan du ofte se dyrene fra campen/lodgen. Er du på en privat safari, bestemmer du selv, hvor meget tid du vil bruge på at køre rundt i parken, og hvornår du ønsker at  slappe af i campen/lodgen.

Nogle lodges/camps i parken har udsigt til vandhuller og floder, hvor dyrene samles for at få vand og slikke salt. Du kan derfor se de store flokke af vilde dyr indsamle næring til dagen direkte fra dit værelse.

Nogle lodges, ofte dem der er bygget i sten, kan have mellem 100 og 200 senge, mens andre kun har ti senge, typisk camps. Når du vælger en mindre camp, vil der være få mennesker til at betale lejen, så derfor skal du betale mere for overnatningen. Dog foretrækker mange stadig at bo på de mindre og personlige camps, da du på den måde får en mere autentisk oplevelse af den afrikanske safari.

Hos DANexplore har vi inddelt vores indkvartering i følgende kategorier:

Budget camping

I budget camping sover du i campingtelte, permanente telte eller basale hytter. Nogle camps tilbyder et privat badeværelse, men ofte er det uden. Budget camping ligger ofte udenfor parkerne, hvor der bliver tilberedt en menu af en kok på campen.

Lodge

Lodges kan varierer meget i standard og udseende. Dette afhænger af, hvem der ejer dem og om de vedligeholder den angivne standard. En lodge er typisk defineret som et hotel bygget af mursten og beliggende i vildtområderne eller på savannen. Værelserne kan være i separate hytter og alle værelser har eget badeværelse. Måltiderne består af en buffet, som serveres i en stor spisesal.

Telt camps

Telt camps har ofte mindre plads end lodges og tilbyder derfor en mere ægte safari oplevelse. Disse camps har ofte en rigtig god beliggenhed i parken og er meget populære. Teltene er store og indrettet med senge, elektricitet og eget badeværelse. Måltiderne er enten buffet eller a la carte, afhængig af størrelsen og standarden af campen. Måltiderne bliver ofte serveret udenfor under stjernerne i fantastiske omgivelser.

Luksus telt camps

Luksus telt camps er mindre end de almindelige telt camps. Her vil du møde et meget opmærksomt og flittigt personale. Disse camps er indbegrebet af luksus i det fri. Teltene er indrettet i en smagfuld stil og vil fuldende din safarioplevelse. Måltiderne er a la carte, og de bliver serveret i private og smukke udendørs omgivelser, lige ved dit telt eller på et andet unikt sted i campen, hvor der er udsigt til et vandhul eller en rindende flod, hvor de vilde dyr flokkes.

Den Danske Ambassade:
13 Runda Drive
Runda
P.O Box 40412-00100 GPO
Nairobi, Kenya

Planlæg din rejse til Kenya i dag

Se alle vores rejser til Kenya her

Få hjælp til at sammensætte en (realistisk) rejseplan

Ring til os på 86 40 88 44 – det er helt uforpligtende – eller send en rejseforespørgsel via formularen nedenfor og vi viser dig, hvordan din drømmerejse til Kenya kan se ud.

Vi glæder os til at høre fra dig!

 

Send en forespørgsel på rejsen

Udfyld formularen og få et uforpligtende rejsetilbud. Vi glæder os til at hjælpe dig med din drømmerejse.