Tilbage til bloggen

Skiferie i julen: Sådan får du en hvid jul langt væk fra gaveræs og køkkengryder

- I Canada, USA eller Japan

Glade jul, dejlige jul. For mange er julen den sødeste tid på året med familiehygge, lyskæder, der lyser op i vintermørket, og lune æbleskiver og gløgg. Men julen er også lig med travlhed, julegaveindkøb og madlavning til den helt store guldmedalje.

Måske er det i år, at slud og sjap skal byttes ud med sneklædte bjerge og hvide trætoppe? Er du samtidig typen, der hellere vil sidde i en skilift frem for at holde i kø til storcentrets p-hus? Så skal du på skiferie i julen, så får du nemlig en hvid jul, du aldrig glemmer langt væk fra julegaveræs og køkkengryder.

Find ud af hvorfor du får en jul uden stress og jag, når du tager på skiferie i julen

1. Tag på skiferie i julen til Canada, USA eller Japan og få en hvid jul med masser af powder

Sne der aldrig iser til i Canada

Canada er berømt for sin sne. Champagne Powder. En let og tør sne der giver de perfekte køreforhold, fordi sneen:

  • meget sjældent iser til
  • ikke bliver tung og opkørt
  • ligger i bunkevis – faktisk er der områder i Canada, der får mellem 12 og 18 meter sne

Og så har Canada skiløb for alle. Lige fra OL-skiløbere, der løb Whistlers nedfarter tynde under vinter-OL i Vancouver i år 2010, til nybegynderen der kun har stået på ski få gange.

Få masser af plads på pisterne i USA

I USA er alt større – det gælder også skiområderne. Så i Colorados skiområder har du plads og masser af den. Mange steder står du på ski i områder med mere end 200 nedfarter. Med så mange muligheder, er der også god chance for at finde områder, hvor du har nedfarterne for dig selv.

Og så er skiområderne udstyret med moderne og veludviklede liftsystemer, hvilket betyder, at du sjældent behøver at stå i kø, hverken på vej op eller ned af bjerget.

Mange af skiområderne ligger i 3.000 meters højde, så faktisk kan du stå på ski langt ind i foråret – sneen får ganske enkelt lov til at lægge lidt længere. Der falder op til 7 meter sne hvert år, og også Colorado kan prale af en let og tør puddersne, som giver optimale skiforhold for både nybegyndere og erfarne skiløbere.

Få (næsten) dagligt snefald i Japan

Japan har nogle gavmilde vejrguder – i hvert fald når det kommer til mængden af sne. Vejrsystemer bringer nemlig kold sibirisk luft ind over det nordlige Japan, hvilket resulterer i store mængder af den tørre og bløde powder, som Japan er verdenskendt for.

Det er ikke unormalt, at der falder over 15 meter sne på en sæson – og det er heller ikke et særsyn med daglige snefald. Så hvis du er heldig, står du op til et frisk lag puddersne hver morgen.

Fælles for alle 3 lande er, at sneen er blød og let, bjergene majestætiske og med fart under skiene får du en juleferie langt væk fra gaveindkøb og juleand.

2. Du får en jul spækket med kvalitetstid på en skiferie i julen

På en skiferie er der tid til at være sammen. Og hvis du spørger os, så handler julen om at være sammen med dem, du holder af.

På en skiferie i julen er der tid til:

  • hyggelige snakke i skilifterne
  • skiløb side om side
  • frokost på en bjergtop
  • restaurantbesøg, en øl i baren og brætspil til aften

3. Du behøver ikke løfte en finger (med mindre du gerne vil) på en skiferie i julen

Typisk kræver julen en del tid i køkkenet. Der skal laves konfekt, bages julekager og så skal anden steges. Risalamanden må man heller ikke glemme. Det kræver alt sammen en god rum tid i køkkenet, og så skal julebordet også dækkes.

Uanset om du vælger Canada, USA eller Japan, så behøver du ikke løfte en finger. Du kan bare sætte dig til bords i en af de hyggelige restauranter og få julemiddagen serveret efter en lang dag på bjerget. Så i stedet for selv at skulle bruge en dag i køkkenet, kan du bruge juleaftensdag på pisterne sammen med de mennesker, du holder af.

Foretrækker du selv at lave jule-menuen, er det selvfølgelig muligt at bo i ferielejligheder med eget køkken.

NB: Husk at bestille bord hjemmefra og i god tid, hvis du vil ud at spise juleaften.

4. Hyggelige skibyer dækket af sne med julepynt og julelys

Snedækkede gader, lyskæder i trækronerne og julepynt i butiksvinduerne – så bliver det ikke meget mere eventyrligt. Der er nemlig noget helt særligt over en hvid jul, hvor julelysene lyser op i mørket og sneen knager under vinterstøvlerne.

 

 

5. Julemænd i Whistler, hesteslædekørsel i Breckenridge og fyrværkerishow i Niseko

Uanset om du fejrer julen i Canada, USA eller Japan, så vil der være masser af juleaktiviteter at vælge i mellem.

Juleudklædning, afterski for børn og ildshow i Whistler

I Whistler i Canada kan du fx glæde dig til at opleve pisterne blive badet i røde farver på ‘Santa Day’. Skiløbere i alle aldre hopper nemlig i julemandskostumet og suser ned af pisterne. Rejser du til Whistler med børn kan juledagene også bruges på familie-afterski med udendørs og børnevenlige lege og aktiviteter.

Sidst men ikke mindst kan du også opleve et fascinerende show efter mørkets frembrud. Her vil et miks af musik, dans og levende ild sætte scenen for en festlig og anderledes oplevelse. Dygtige skiløbere kører fx med fuld fart ud over et stort hop og svæver gennem en ring af ild. Showet er gratis og foregår hver søndag aften i julen.

Nyd vinterlandskabet fra en kane trukket af heste

I Breckenridge i USA kan du få en eventyrlig oplevelse, som både store og små vil elske. Hils på de flotte heste og sæt dig derefter til rette i kanen. Hestene trækker dig gennem snelandskabet som mørket falder på og himlen fyldes med stjerner. Turen kan kombineres med restaurantbesøg.

Julemanden kommer naturligvis også til byen. Her kan børn hilse på julemanden og få taget gratis billeder med ham taget af en professionel fotograf. Der bliver selvfølgelig også serveret julelækkerier i form af varm kakao, cookies og juleslik.

Raketter lyser julehimlen op i Niseko

I Niseko i Japan skydes julen ind med et farverigt brag. Et stort festfyrværkeri lyser nemlig aftenhimlen op juleaften. Byen samles om showet og ønsker hinanden en glædelig jul, inden familier og venner igen går hver til sit.

Også i Niseko kommer julemanden på besøg for at hilse på alle børn d. 24. december.

PS. Vil du hellere holde jul i Florida eller Thailand? Så læs med her

Skriv et svar