Selvom Bali er varmt året rundt, så er der stadig nogle bestemte tider på året, særlige højtider og oplevelser, du bør planlægge din rejsen efter.
Lad os starte med vejret…
Sæsonerne på Bali deles op i regntid og tørsæson.
Vejret er en uforudsigelig størrelse, og der er aldrig garantier. Men som udgangspunkt bør du forvente, at regntiden på Bali er præget af:
I regntiden vil der som udgangspunkt ikke være mulighed for at trekke på vulkanerne, da der lukkes ned for turene i denne periode. Til gengæld er der ideelle forhold for surfing med den øgede vind ved kysterne.
En anden fordel ved regntiden er, at mængden af turister er mindre. Med undtagelse af jul og nytår.
Tørsæson betyder ikke, at der aldrig kommer en regnbyge, men det overordnede vejr byder på sol og tørvejr. Det er også i disse måneder, at der er flest turister.
Særligt juli og august er populære blandt turister på Bali.
Tørsæsonen er den bedste periode for dykning og snorkling. Sigtbarheden er bedre end i regnsæsonen, hvor monsunbyger raser, og der er færre timer med en overskyet himmel.
Som udgangspunkt anbefaler vi altid vores kunder at rejse til Bali i tørsæsonen. Det er her vejforholdene er bedst – og det er bare sjovere at besøge hellige templer, eksotiske markeder og frodige rismarker i tørvejr.
Dermed ikke sagt at du ikke kan rejse til Bali i regnsæsonen, hvis det passer dig bedst. For Bali er skønt året rundt.
Find din rundrejse på Bali her
Det er ikke kun vejret, der er værd at tage højde for i planlægningen af din Bali rundrejse.
For Bali har en yderst spændende og anderledes kultur, og ved at opleve hellige ceremonier, traditionelle højtider og særlige mærkedage får du et unikt indblik i balinesernes fascinerende kultur.
På Bali har de et kalendersystem kaldet ‘Saka’ med 210 dage om året, og den følger blandt andet månens bevægelse. Hver måned starter efter nymåne, og fuldmånen falder på 14. eller 15. dagen efter nymånen.
Fuldmåne og nymåne følges af store ceremonier på Bali. De lokale valfarter til templerne i hvide klæder, hvor de ofrer til guderne med blomster, frugt og røgelse.
Balineserne er generelt yderst åbne over for at invitere turister inden for til ceremonier (reglerne herfor kan variere lidt fra tempel til tempel), så længe du udviser respekt for traditionerne. Og det er altså prikken over i’et på de kulturelle oplevelser at deltage i en af de traditionsrige ceremonier.
I følge ‘Saka’ kalenderen falder årets første nymåne i marts. Derfor fejrer balineserne også deres traditionelle nytår i denne måned. Den præcise dato varierer fra år til år – det afhænger af, hvornår nymånen falder.
Nytåret kaldes for “Day of Silence”. Navnet vender jeg tilbage til.
Forberedelserne op til denne dag er omfattende, og de indebærer blandt andet den helt store rengøring. Balineserne gør nemlig øens hellige statuer og templer rene, og dem er der mange af.
Dagen før “Day of Silence” fyldes gaderne med optog. Balineserne bevæger sig larmende gennem gaderne med skræmmende figurer. Det gør de for at skræmme onde ånder væk.
Og nu tilbage til navnet. “Day of Silence” kommer sig af, at alle er helt stille nytårsdag. Også turisterne. Gaderne er tømt for mennesker og butikker og restauranter lukker.
Dagen bruges på selvrefleksion, så lys og elektronik er slukket i alle hjem.
Som gæst på Bali skal du være opmærksom på ikke at planlægge udendørsaktiviteter, transport, restaurantbesøg eller andet denne dag.
Hver 210. dag pyntes Bali op med bambus-dekorationer kaldet ‘Penjor’. Det er symbol på, at Galungan festivalen er lige rundt om hjørnet. Bambus-dekorationerne er pyntet med frugt, blomster og kokusblade,
Dekorationerne står på alle gader uden for alle de balinesiske hjem.
Galungan er en 10 dages fejring af ‘Dharmas’ sejr over ‘Adharma.’ Oversat: Det gode sejrede over det onde. Sejren markeres med Balis mest betydningsfulde højtid.
Afdøde forfædres ånder besøger jorden og deres tidligere hjem under den 10 dages festival. Hjemmets nuværende beboere gør deres ypperste for at være gode værter. Blandt andet ved at ofre til guderne og gå i tempel til ceremonier.
Balineserne rejser hjem til deres fødebyer, hvor de er vokset op. Her samles de til familietid og i byernes lokale templer.
Festivalens sidste dag falder 10 dage efter Galungan. Denne dag kaldes Kuningan. Her forlader forfædrenes ånder jorden igen. Også denne dag finder flere ceremonier sted med henblik på at ‘sende forfædrene godt afsted.’
Gaderne vil også være præget af dans og musik under store dele af festivalen. Børn vil være klædt ud som den mytologiske Barong – et fabeldyr som opretholder balancen mellem det gode og det onde. I mange hjem har man derfor også en Baron stående.
Børnene danser udklædte gennem gaderne for at holde onde ånder på afstand.
NB: Galungan falder ikke på de samme dage hvert år – det afhænger af månens bevægelse.
Uanset sæsonerne på Bali, så er øen et spændende møde med en fascinerende kultur og et åbent og venligt folkefærd. På en rejse til Bali får du et unikt indblik i balinesernes særlige forhold til deres kultur og tro.
Det er ganske imponerende at opleve, hvordan balineserne lever i harmoni med deres kulturarv i en hverdag, der bliver mere og mere moderne – og turistet.
Rigtig god rejse til Bali!