Få et tilbud på din rejse

Rejseforespørgsel Slidein

Rejseforespørgsel Slidein

Tilmeld nyhedsbrev
Tilbage til bloggen

Postkort fra Canada: 5 forskellige og unikke oplevelser i det østlige Canada

Tag med på kør-selv ferie i det østlige Canada langs smukke kyststrækninger, til hyggelige fiskerlandsbyer og unikke nationalparker.

Af Thomas Lyhne, USA og Canada ekspert

En rejse til det østlige Canada er til dig, der drømmer om at:

  • Køre langt fra alfarvej gennem øde vildmarker og enorme skove
  • Vandre eller sejle i anderledes og unikke nationalparker
  • Besøge historiske byer og samfund
  • Møde lokalbefolkningen og komme under huden på den lokale kultur.

Det bedste tidspunkt at besøge det østlige Canada er fra midt maj til slut september.

Foråret er rigt på dyreliv og friske farver i de store skovområder. Sommeren er højsæson for aktiviteter som MTB, vandring, klatring, vandsport og fiskeri. Efteråret er helt specielt fordi de kæmpe skovområder skifter farver og samtidigt er en turistmæssig lavsæson. Vinteren er kold, men også charmerende, især i det østlige Canadas mindre skiområder.

Det østlige Canada passer rigtig fint til en tur i motorhome, både som par og familie, fordi der er stor variation i både natur, byer og aktiviteter. CanaDream tilbyder nyere og velholdte campere, og har en app, som gør det nemt at finde campingpladser mm.

Se også, hvordan en 16 dage/14 nætter kør-selv ferie i det østlige Canada kan se ud her

Der er rigtig meget at se og opleve i det østlige Canada, derfor er det svært kun at lave en top 5. Ikke desto mindre, så er her min top 5 over anderledes og unikke områder i det østlige Canada.

1. Fundy Bay National park og Hopewell Rocks

En meget fin nationalpark med mulighed for cykling, MTB, dags- og flerdagsvandreture i skov og på højderygge og en betagende kyst med en smuk udsigt til Nova Scotia.

På din vej gennem nationalparken kan du stoppe i den lille by Alma, som er et lille samfund med fiskebåde og små hyggelige huse. Cape Enrage er også et stop værd. Her er en flot udsigt fra fyrtårnet, og stranden nedenfor har ufattelig mange smukke flade sten, så du næsten bliver nødt til at bygge din egen stendysse.

Fundy Bay er primært kendt for tidevandet. Højdepunktet i parken er klart tidevands-området Hopewell Rocks. Husk at checke op på tidevandstabellen – især ved gåture på selve havbunden. Ved højvande er en tur i kajak rundt om klipperne også utrolig betagende og en helt speciel oplevelse.

Vandet har, mellem høj- og lavvande, en forskel på op til 14 meter og flytter sig med cirka to til fire meter i timen. Det giver noget havbund at gå på og en lang strækning langs kysten. OBS! Der findes nødtårn i området ved kraftig stigning af vandet.

Nede på havbunden står du omgivet af prægtige klippeformationer, som troner sig forskruet og søgræs-begroet op fra havbunden. Nogle er bevokset med små træer, og kun fantasien sætter grænsen for, hvad disse klipper ligner.

Du kan gå langt langs kysten, og jo længere du går, jo færre turister er der, men husk at holde øje med tidevandet! Der er kun én op- og nedgang til havbunden, så du skal retur, hvor du startede for at komme op igen. Husk også, at havbunden er meget blød tæt på vandet og at det er blødt mudder, som du nemt synker i.

Find mere inspiration til din kør-selv ferie i Canada her

2. 1000 Islands i det østlige Canada

Kingston er primært kendt som “studieby” og Canadas tidligere hovedstad og ligger smukt, der hvor St. Lawrence Bay bliver til Lake Ontario. Her er en del forsvars-akademier og uddannelsesmuligheder for forsvaret samt lidt forsvars-museer. Fra Kingston afgår mange sejlture til 1000 Islands området samt til den større ø Wolf Island.

Overnat eventuelt i den idylliske by Gananoque, som er en hyggelig by med arkitektoniske huse og betagende gader.

Lidt længere nordpå kan du skimte den store bro, som forbinder Canada med USA, med adgang til New York state. Området her og længere nordpå (ad 1000 Islands Parkway) er indbegrebet af de mange øer. Selvom du ikke kan se dem alle fra land, får du et super indtryk af idyllen og de betagende øer – beboede som ubeboede.

Mange af de små marinaer og campingpladser tilbyder kajakture til dig, der gerne vil udforske øerne på nærmere hold. Husk dog på, at det ikke er alle beboere på øerne, der er interesseret i at byde uventede gæster på kaffe, så udvis respekt.

Når du forlader 1000 Islands, så kør tidligt – på en god morgen kan du opleve en solopgang over øerne i det stille vand.

Området hedder 1000 Islands, men der er op til 1800 øer registreret delt mellem USA og Canada.

Bliv også klogere på 5 fantastiske byer i det østlige Canada – fra Quebec til Toronto – her

3. Prince Edwards Island

Prince Edward Island er en stolt og selvstændig stat og skal afgjort opleves. Øen består af 5 store områder, som umuligt kan opleves på bare én dag. Hvis du har tiden, så giver det et fint helhedsindtryk af øen, hvis du når at besøge både øens midte, nordlige og østlige del. Broen til Prince Edward Island “rammer” øen cirka midt på, så det er nemt at komme rundt (og retur).

TV-serien Anne fra Grønnebakken (Anne of Green Gables) blev filmet her, og er den største turistattraktion. Ved French River ligger Anne of Green Gables museet, som er et hyggeligt besøg, hvis du kender lidt til Anne.

Charlottetown

Charlottetown er øens største by og hovedstad. Her er fine indkøbsmuligheder, og en hyggelig bykerne med specielle huse, kirker og en god stemning. Her er hyggelige pladser og gader, spisesteder og hele byen minder meget om filmscener fra amerikanske film, når de mindre byer spiller en rolle i filmen.

Charlottetown ligger cirka 30 minutters kørsel fra broen, og kan nemt være din base på et hotel eller campingplads lidt uden for byen.

Fra Charlottetown kan du fortsætte mod øst og følge områdets ruteflag/skilte (hvert område sit ruteflag) langs kysten og via de små byer. Ruteflagene indikerer også, når der kommer attraktioner, mariner, fyrtårne og andre besøgsmål, så turen kan tage lidt tid.

Georgetown

Turen til Georgetown går via Wood Islands, Murrey Harbour og Cape Bear Lighthouse, hvor du lige kan nyde pynten og fyrtårnet inden turen går videre mod Georgetown ad kystveje, skov- og landbrugsområder.

Især majs og kartofler dyrkes her, og så er øen specielt kendt for sine fisk og skaldyr, især hummere. Vær opmærksom på, at der allerede er kø ved hummer-spisestederne fra kl.17. I højsæson er det derfor en god idé at booke bord og især til aftensmad. I Georgetown spiser du rigtig godt ved vandet og især ved havnen.

Du kan også komme på hummerture i Georgetown og fange din egen middag.

Fyrtårn, strand og Summerside

På Prince Edward Island kan jeg anbefale at køre mod Eastpoint Fyrtårn og dernæst langs nordkysten mod Prince Edward Nationalpark ved Greenwich. Her er flotte sandbakkede landskaber med et fint stisystem ud til vandet.

Tag også en afstikker til North Rustico, hvor du kan tage på cykel-, kajak- og hummerture. Her er en hyggelig lille havn og den helt rigtige stemning. Cira 30 minutter herfra ligger øens bedste strand Cavendish med klitter.

Den nordlige del af Prince Edward Island, med Summerside som største by, er meget mere uberørt og uturistet. Her ligger også mange fyrtårn og marinaer og ligeledes en smuk kystrute. Kysten her er mere klintet og består af flere klipper samt højdeforskelle.

Prince Edward Island var også en stor oplevelse, fordi vi mødte så mange dejlige imødekommende mennesker. Du forlader øen samme vej, som du kom, hvis du er i motorhome – biler kan sejle til fastlandet fra Wood Islands – via Constitution Bridge. Broafgift betales ved afrejse fra øen (cirka 50 CAD).

Læs også om hvor du kan opleve bjørne i Canada her

4. Peggys Cove

Peggys Cove er en historisk gammel fiskerlandsby med cirka 45 beboere. Fyrtårnet er varetegnet sammen med de små gamle huse.

Jeg vil anbefale dig at gå turen langs kysten, op og ned af klipperne, hen til fyrtårnet. I Peggys Cove er der også god mulighed for at spise hummer, men det er et populært sted og her kommer en del busser, især om formiddagen. Så kom tidligt eller efter frokost – så er busserne væk.
Peggys Cove er et fantastisk sted, med et smukt fyrtårn, og det er køreturen nordpå langs kysten iøvrigt også.

5. 2 perler i det østlige Canada: Lunenburg og Mahone Bay

De to farverige fiskebyer/landsbysamfund Mahone Bay og Lunenburg er ganske simpelt perler her langs kysten.

Lunenburg er nok mest populær, da den er størst, men Mahone Bay må ikke glemmes, da den er bygget rundt om selve bugten. Lunenburg var europæernes første bosættelse udenfor Halifax. Fiskeri og landbrug den gang i 1700 tallet var stort og krævede mere plads.

De farverige og historiske huse bærer præg af Europa med italienske vinduer, franske døre og engelske facader, men før europæerne boede Arcadia og Micmak indianerne her. Ord som imponerende og idyllisk beskriver vist meget godt disse to byer.

Tip! Husk også en smuttur til Blue Rocks.

Ps. Find mere inspiration til din kør-selv ferie i det østlige Canada her

Skriv et svar