Tilbage til bloggen

Nytårsrejser: 5 steder du får en nytårsaften, du husker

Nytårsrejser

Nytårsrejser der gør nytårsaften uforglemmelig

Nytårsrejser: ”5-4-3-2-1 – Gooooooodt nytår!” Sådan tæller mange af os nok ned, når uret nærmer sig midnat den 31. december. Og så klinger champagneglassene, og raketterne flyver og brager omkring os.

Men kan du huske, hvor du var, da du skålede nytåret velkommen i år 1997 eller år 2011? Måske kan du, men for de fleste af os flyder nytårsfesterne sammen, og det kan være svært at huske dem fra hinanden.

Din næste nytårsaften kan faktisk blive en, du aldrig glemmer. Vi giver dig fem nytårsrejser, hvor du får en anderledes nytårsaften, du husker.

Sydney: Hvor et af verdens største fyrværkerishows lyser nytårshimlen op

Når vi snakker nytårsaften, er det nærmest umuligt at komme uden om Sydney. Sydney er nok en af verdens mest populære byer, når det kommer til nytårsrejser. Og det er med god grund. For Sydney og Sydney Harbour Bridge sætter rammen for et af verdens mest spektakulære fyrværkerishows – og så er der faktisk to af dem. Et klokken 21.00 og et klokken 24.00, som begge varer 12 minutter, et minut for hver måned.

Det er populært at fejre nytåret i Sydney, så det er en god ide at møde op i god tid, så du får en af de eftertragtede pladser i området omkring Operahuset og havnen.

Australien er ti timer foran os i Europa, så fejrer du nytår i Sydney, er du en af de første, der skåler i champagne og tæller ned til det nye år. Og det i sig selv er da en sjov tanke.

Efter nytårsfesten kan du fortsætte festlighederne med en rundrejse i det store land down under.

 

Nytårsrejser

Godt nytår i Sydney: Happy New Year!

Thailand: Vandpistoler, palmer og afslapning

I Thailand har man tre udgaver af nytåret: det vestlige nytår, det kinesiske nytår og det thailandske nytår. Og hvis du vil opleve det traditionelle, thailandske nytår, skal du flytte din nytårsrejse en lille smule – til april måned, for at være mere præcis.

Songkran er navnet på det thailandske nytår, og det er altså ikke raketter og champagneflasker, der tegner billedet ved denne fejring. I stedet er det vand (og masser af det). Ved det thailandske nytår finder verdens største vandkamp nemlig sted, hvor de lokale kaster med vand for at slippe af med det forgange års dårligdomme. Og der er rent faktisk tale om en klassisk vandkamp, som vi kender den fra skolegåden. Indbyggere og turister overøser hinanden med vand fra fyldte spande og vandpistoler, og det er svært ikke at lade sig rive med af den løsslupne stemning.

Men Thailand er også skønt for nytårsrejser, hvis du vil holde det ”danske nytår” i tropiske omgivelser under en palme med en drink i hånden. Nyd en lækker nytårs-morgenbuffet på dit resort, tilbring dagen i skyggen af et palmetræ eller i vandkanten med dine børn. Og til aften kan du nyde nytårsmiddagen, og skåle i champagne,  på stranden med udsigt til de brusende bølger.

Bliv inspireret til din rejse i Thailand.

Thailand hoteller Koh Chang Koh Kood

Godt nytår i Thailand: Sa-was-dee-pee-mai!

New York: Where the big ball drops

Man kan næsten fristes til at se Time Square i New York, som et symbol på nytårsaften. Har du set nytårsfilmen ”New Years Eve”, forstår du helt sikkert hvorfor. Hvert år samles over en million festglade mennesker nemlig til nytårsfest på sammenfletningen mellem Broadway og Seventh Avenue på Manhattan. Så et besøg på Time Square nytårsaften er både imponerende og kaotisk på én og samme tid.

I mere end 100 år har man sænket The Big Ball i takt med, at der tælles ned til årsskiftet. Den store kugle vejer over fem tons, og festlighederne transmitteres til hele USA og store dele af verden.

En nytårsrejse til New York behøver ikke begrænse sig til et besøg i storbyen. Efter festlighederne er der gode muligheder for at rejse landet tyndt i bil eller camper. Eller hvad med en nytårscruise? Du finder alle vores rejser til USA lige her.

nytårsrejser

Godt nytår i New York: Happy New Year!

Japan: Nytårssol og puddersne

Nytårsdagene er den helligste tid på året i Japan. Templer og helligdomme har døgnåbent, og så er den første sol nytårsmorgen noget ganske særligt for den japanske befolkning. Af samme grund går japanerne tidligt i seng nytårsaften, så de kan komme tidligt ud af fjerene nytårsmorgen. Besøger du Tokyo nytårsaften vil du dog få fyrværkeri og fest for alle pengene, men du kan også få en stille nytårsoplevelse. Besøg for eksempel et af de hellige templer, hvor traditionen foreskriver, at klokkerne skal ringe 108 gange, når klokken slår 12 nytårsaften.

I Japan kan du også byde det nye år velkommen med ski under fødderne i et af de japanske skiområder. Her får du store mængder puddersne og fantastisk skiløb. Nytåret kan desuden krydres med sushi i lange baner, kobe-bøffer og onsens – velvære i 40 graders varme kilder.

Gå på opdagelse i alle vores rejser til Japan.

Japan skipakke skiferie tree skiing
Godt nytår i Japan: Akemashite omedetō gozaimasu!

 

Dubai: Nytårsaften med glans og 400.000 raketter

På en nytårsrejse ud i verden er det værd at overveje en stopover i Dubai, for i Dubai får du en nytårsaften med glans. Dubai er indbegrebet af ekstravagance, storslået arkitektur, og alt i Dubai er bare en tand mere overdådigt. Og det kommer næppe som en overraskelse, når vi fortæller dig, at nytårsaften ikke er en undtagelse.

Dubais nattehimmel oplyses af et kæmpemæssigt fyrværkerishow, hvor mere end 400.000 raketter suser mod himlen. Så vi tør godt garantere, at Dubais nytårsshow er et af de største i verden.

Nytårsrejser

Godt nytår i Dubai: Kul ‘am wa antum bi khayr!

 

PS. Fik vi sagt, at vi også har skrevet om, hvordan du får en jul uden stress og jag under fjerne himmelstrøg?

Skriv et svar