Tilbage til bloggen

Hvor skal du bo på Bali?

5 byer og hoteller hvor du skal bo på din rejse til Bali.

Bali er et møde med hellige templer, frodige rismarker, spændende markeder og tropisk badeferie. Derfor er det oplagt at besøge flere af øens byer og områder for at få det hele med. Men hvor skal du bo på Bali? Det giver jeg dig et overblik over nu med 5 byer og tilhørende hoteller.

Jeg har selv rejst rundt på Bali, og jeg elskede, at man på relativt kort tid kan komme fra en by til en anden. På vejen oplever du en varieret natur og nye seværdigheder. Så jeg tør godt garantere en alsidig rejse, hvis du besøger (nogle af) disse 5 steder på Bali.

Se hvordan en rundrejse på Bali kan se ud her

Hvor skal du bo på Bali: 5 fantastiske steder på Bali, der giver en alsidig rejse

1. Ubud: Kulturelle templer, spændende gallerier og grønne rismarker

Ubud er og bliver et must, hvis du rejser til Bali. Og skal jeg udpege ét af de 5 steder, jeg præsenterer for dig i denne artikel, som du IKKE MÅ GÅ GLIP AF – så er det Ubud.

Selvom Ubud er turistet og mange har fået øjnene op for byens charme, så får du stadig en autentisk oplevelse, når du bevæger dig rundt i byens små gader.

Listen over oplevelser i Ubud er lang. En slentretur i byens gader med gallerier, restauranter og butikker er et godt sted at starte. Byen er på sin vis utrolig hektisk med dyttende scootere og biler, men samtidig har gaderne en charme, og de små gallerier er utroligt hyggelige.

De lokale kunstnere portrætterer blandt andet områdets rismarker, templer og lokalbefolkning. Så har du plads i kufferten, kan du komme hjem med et autentisk kunstværk til minde om din rejse.

Foruden gallerier lokker Ubud også med:

  • Campuhan Ridge Walk. En afmærket gåtur blandt rismarker og frodig skov. Selvom ruten ligger midt i byen, er du langt væk fra scootere og souvenir-butikker.
  • Monkey Forest hvor der lever 700 nysgerrige aber – en grøn oase midt i byen.
  • River rafting på Ayung River. Få pulsen op og rørt lattermusklerne på en sejltur ned af floden.
  • Pura Taman Serawati templet. Templet ligger centralt i Ubud, og hylder Saraswati – gudinden for viden, kunst og litteratur.
  • Yoga og spa: Ubud er en spirituel by, hvor du kan komme helt ned i gear med yoga-undervisning og spabehandlinger.

Bo på hyggeligt boutique hotel midt i Ubud

På vores rejse til Bali havde vi 4 nætter i Ubud, og vi boede centralt i Ubud på Anumana Ubud Hotel. Et utroligt hyggeligt boutique hotel i hjertet af Ubud – få meter fra Monkey Forest.

Hotellet har 3 stjerner, og personligt synes jeg, at du får meget ‘hotel for pengene’. Dit værelse er stilfuldt indrettet med balkon og moderne badeværelse. Hotellet har et rigtig hyggeligt poolområde, hvor nogle af værelserne har direkte adgang til poolen. Der er også en bar, der serverer cocktails, som du nyder i baren eller ved poolen.

Et ophold på Anumana Ubud Hotel inkluderer morgenmad i hotellets restaurant. Du kan bestille alt lige fra brød, æg og pandekager til frugt og yoghurt. Spørger du mig, var det her, vi fik den bedste morgenmad på hele rundrejsen.

2. Kubu: Danske værter, snorkling og havudsigt

I Kubu på Kubu Indah Dive og Spa Resort havner du i et paradis. Jeg ved godt, det er store ord. Men jeg var blæst bag over – faktisk allerede fra vi stod ud af bilen. Skuldrene sænkes helt af sig selv ved ankomst.

Det første du ser, er den frodige have med hyggelige bungalows, hvor det blå hav danner baggrunden. Atmosfæren er skøn og afslappet – og her får du virkelig afslapning for alle pengene. Og det handler en rejse altså også om!

Du bor i enten bungalows eller privat villa med pool. Vi boede personligt i det sidste – og det kan virkelig anbefales! Det er ret fantastisk at have sin egen pool og have.

Stedet har en hyggelig restaurant, hvor du spiser alle dine måltider til lyden af bølgeskvulp. Menuen står både på asiatiske- og internationale retter.

Du finder også en spa-afdeling, hvor du får virkelig professionelle behandlinger. Jeg fik selv en traditionel, balinesisk massage, som var fantastisk.

Og så har resortet et professionelt dykkercenter, hvor du kan tilkøbe alt lige fra et prøvedyk til dykkercertifikat. Tag et dykkercertifikat på 4-7 dage – alt efter hvor intensivt du ønsker forløbet. Du kan også leje snorkeludstyr. Snorkling og dykning foregår direkte fra resortet ved det store husrev.

Fik jeg sagt, at hotellet er dansk-ejet? Rikke og Ulrik byder velkommen. De ejer nemlig stedet sammen med et tysk-schweizisk par – og det giver altså stedet en hjemmelig stemning.

Og når man er på den anden side af jorden, synes jeg, det kan være ret betryggende at have danskere omkring sig.

3. Lovina: Mørke lavastrande og springende delfiner

Helt mod nord ligger Lovina – ud til kysten. I Lovina er du kommet lidt væk fra de mere hektiske turiststrømme – men Lovina har alligevel alt, hvad du ønsker dig af en feriedestination, derfor er Lovina også et oplagt sted at bo på Bali.

Lovina ligger i smukke omgivelser med grønne rismarker, flotte vandfald og selvfølgelig havets brusende bølger. Og så har byen flere restauranter, hoteller og butikker.

Strandene her er helt særlige – de er nemlig mørke. Det skyldes det sorte lavasand. I bugten kan du være heldig at opleve delfinerne springe, og netop delfinerne er da også et stort trækplaster. I området tilbydes der delfin-safari ved solopgang.

Dykning er også populær i Lovina, da forholdene er gode for både øvede og begyndere.

Jette og Made byder velkommen til Runah Cantik i Lovina

Endnu et hotel på Bali med et dansk islæt. Runah Cantik er nemlig ejet af det dansk/balinesiske par Jette og Made. Hotellet er småt og hyggeligt med kun fire værelser fordelt i to villaer.

Hotellets størrelse giver dit ophold et personligt præg uden en stor gruppe af andre gæster. Rumah Cantik ligger placeret med en traditionel, balinesisk landsby på den ene side og med grønne og frodige rismarker på den anden. Så du finder en god blanding af natur, kultur og oplevelser lige uden for døren.

200 meter fra hotellet finder du de mørke lavastrande, og så har hotellet også et hyggeligt pool-område.

4. Jimbaran: Bugten i syd med måske Balis bedste strand

På Sydbali, lidt syd for Kuta, finder du en lille bugt i hesteskoform – det er Jimbaran. Og mange mener, at Jimbaran har en af Balis bedste strande. Stranden er gylden og badevandet roligt.

Bugten er et lille paradis med en rolig atmosfære. Og så ligger Jimbaran også godt for udflugter. Derfor er Jimbaran også et dejligt sted at bo på Bali.

Langs stranden ligger der flere gode spisesteder, hvor du nyder aftensmaden med udsigt til solnedgangen.

I bugten er der også mulighed for at prøve surfing – og jeg kan personligt skrive under på, at det kan anbefales at kaste sig ud i surfing. Det er ikke nogen let disciplin, men det er virkelig sjovt.

Bo helt ned til stranden på Belmond Jimbaran Puri

Belmond Jimbaran Puri er et skønt resort, der ligger helt ned til vandet. Her bor du et stenkast fra stranden i en hytte eller villa. Bor du i villa, har du din egen pool.

Resortet har en stor udendørs pool og 3 restauranter, der serverer lækre retter fra det asiatiske og vestlige køkken, selvfølgelig med udsigt til havets bølger.

Dit ophold inkluderer naturligvis morgenmad – det er faktisk altid tilfældet, når du booker et hotel på Bali gennem DANexplore. Og det er altså en stor luksus, at kunne sætte sig til bords ved et dækket morgenbord hver eneste morgen. For mig er det dér, at jeg virkelig mærker, at det er ferie.

5. Nusa Lembongan: Naboøen uden biler og med færre turister

Du ankommer med båd fra Sanur og sejler ind mod Lembongan.Sejlturen tager omkring 45 minutter. Allerede ved ankomst fornemmer du, at her er der færre turister end på Bali.

En anden fordel er, at der ikke kører biler på Lembongan. Kun scootere og golfbiler. Og derfor er stemningen knap så hektisk.

På Nusa Lembongan kan du hoppe på en cykel eller scooter og tage på sightseeing uden at sætte livet på spil. Trafikken på Bali er generelt ret vanvittig, og der skulle jeg i hvert fald ikke nyde noget af en cykeltur. På Bali er det meget bedre med guidede ture i bil.

Af samme grund er det også dejligt at komme til Lembongan, hvor du kan færdes rundt på øen – uden guide.

Det kan for eksempel anbefales at køre (på cykel eller scooter) til Devil’s Tears, som er en stor klippeformation med grotter. Her stormer bølgerne ind i grotterne for at blive slynget ud igen i en hvirvelvind af vand. Det er et flot syn og lyden af havets kræfter er imponerende.

Solnedgangene er også storslået her.

Foruden Devil’s Tears lokker Lembongan med:

  • Gyldne strande hvor feriestemningen er i top.
  • Mangroveskov hvor du for eksempel kan sejle i kano.
  • Gode spisesteder – “Lemongrass” og “Bali Eco Deli” kan varmt anbefales.
  • Naboøen Nusa Ceningan der forbindes til Lembongan med Yellow Bridge.

Bo i din egen hytte på stranden på Hai Tide Beach Resort

Din hytte ligger ned til den hvide sandstrand Mushroom Beach. Så om aftenen kan du sidde på din egen terrasse med en tropisk drink og nyde udsigten over bugten.

Hytterne er i to etager og har soveværelse, opholdsrum og badeværelse.

Hai Tide har to swimmingpools, to barer, to spiseområder samt Hai Bar & Grill, som har forskellige velsmagende asiatiske og vestlige retter på menukortet.

Derudover er der et dykkercenter, hvor instruktører står klar med professionel hjælp til både øvede dykkere og nybegyndere.

 

Gør køre-turen til en oplevelse

Selv om du let kommer rundt på Bali, så bruger du en del tid på, at køre fra en by til en anden. Øen er lille, men det tager alligevel hurtigt en god time at køre 30-40 kilometer. Infrastrukturen er simpelthen dårlig.

MEN der er masser af seværdigheder, du kan opleve på dine køreture. Fra Ubud til Lovina kan du for eksempel besøge Ulun Danu Beratan templet og Gitgit vandfaldet.

Derfor anbefaler jeg dig at booke sightseeing-transfers med privat guide, når du rejser fra hotel til hotel.

Nu ved du, hvor du skal bo på Bali.  Men hvad med seværdigheder? Få Katrines tips til 5 seværdigheder på Bali som fuldender rejsen lige her.

Skriv et svar