Tilbage til bloggen

Hawaii for børnefamilier

Hawaii er perfekt til familieferie, og her får du inspiration til de bedste strande, aktiviteter og oplevelser for børn.

Hawaii ligger bogstavelig talt på den anden side af jordkloden, og er i dén grad et besøg værd – især for børnefamilier.

Børn kan lege på de hvide sandstrande, snorkle med farverige tropiske fisk, lære at surfe og danse hula og vandre på vulkaner, hvor de kan se vaskeægte lava.

TIP! Rejsen fra Danmark til Hawaii tager mindst 20 timer, og vil du bryde rejsen op, så tag et par dage i fx Los Angeles eller San Francisco på vejen. Herfra tager flyveturen til Hawaii kun 6 timer.

Læs mere om rejser til Hawaii her

Når du skal spise ude med dine børn

Hawaii er familieorienteret helt ned til sokkeholderne. Har du små børn med på restaurant, er det heller ikke et problem. Der er både børnemenuer og børnestole ved de fleste restauranter.

Noget særligt Hawaiiansk er deres luau, som gør indtryk på både store og små. En luau er en buffetoplevelse med masser af lækker hawaiiansk mad, underholdning med traditionel hawaiiansk dans som hula og ildtricks. Du kan også gøre som de lokale og tage på strandpicnic med alt, hvad det indebærer – inklusiv et dyp i det krystalblå vand.

Har I lejet en ferielejlighed med eget køkken, så snyd ikke jer selv for at handle ind på de lokale markeder eller i et af Hawaiis velassorterede supermarkeder. Selv en indkøbstur kan have stor underholdningsværdi alene på grund af det store (og anderledes) udvalg af varer. Priserne er højere end i Danmark, men det er fordi, alt skal flyves ud til øerne.

Kombiner 3 af Hawaiis smukkeste øer (Big Island, Maui og Oahu) på denne 14 dages rundrejse

Er dit barn gammel nok til…?

Nogle aktiviteter på Hawaii kræver, at børnene har en bestemt alder, så det kan godt betale sig at undersøge lidt på forhånd.

Snorkel-cruise? Alt efter hvilken båd der er tale om, sættes der nogle gange alders-restriktioner på turene. Typisk skal børnene være mellem 5 og 8 år, hvis turen foregår på en katamaranbåd. Mange steder udleveres der skumstænger, du kan svømme med, så du nemt kan koncentrere dig om at se på farverige fisk.

Surfing? Er dine børn gode svømmere, så er der ingen ko på isen. Ældre børn kan tage med ud i større surf-grupper og få gruppeundervisning, mens det kan være bedre for mindre børn at få eneundervisning.

Paddleboarding (SUP) er en af-art af surfing, hvor du står op på boardet og padler dig frem. Her er det også tilfældet, at børn får eneundervisning, uanset om de er gode svømmere eller ej, eller skal være i følge med en voksen.

Helikoptertur? De fleste selskaber har deres egen minimums-alder (fx 2 år +). Børn skal sidde på eget sæde, og så betaler de også fuld pris.

4 gode strande for børnefamilier

Der er mange dejlige strande på Hawaiis øer, men ikke alle er lige børnevenlige. Nogle steder går bølgerne højt, og andre steder er der store sten på sandbunden. Men rigtig mange strande er et paradis for små vandhunde, og vi introducerer et par stykker her.

#1. Ko’Olina lagunerne på Oahu

Ko’olinas halvmåneformede svømmehuller er nogle af de mest børnevenlige at plaske rundt i. Det bløde pulversand er blevet importeret fra Lanai, en nærliggende hawaiiansk ø, og stenvægge agerer som bølgebrydere. De hjælper med at indkapsle lagunerne, så de store bølger holdes ude.

Holder I til i Waikiki området? Så er Kuhio beach også meget børnevenlig med roligere vand.

#2. Poipu Beach på Kaua’i

Denne gyldne sandstrand byder på en samling af halvmåneformede bassiner, hvor vandet er lavt og perfekt til soppende børn. Der er livreder på stranden, og ud over at bade kan du også snorkle og boogie-boarde.

poipu beach, hawaii for børnefamilier

#3. Baby Beach ved Lahaina på Maui

En lille strand gemt væk fra den slagne vej. Den besøges ofte af lokale familier, fordi revet omkring stranden er tæt og holder bølgerne i skak. Der er færre turister, sandbunden er dejlig blød, der er lavvandet, og så er vandet meget roligere her. Et perfekt sted at bygge sandslotte.

#4. Carl Smiths Beach Park ved Hilo på Big Island (Hawaii)

Lavasten og rev beskytter dette badeområde, og indhegner det som en stor swimmingpool perfekt til større børn. Vandet er lavt, og der er mange børnefamilier i området i weekenderne. Faciliteterne nær stranden er gode, og det er et ideelt sted at holde picnic under områdets store skyggende træer.

Få inspiration til 4 andre skønne strande her

Aktiviteter for børnefamilier

Der er ikke så få muligheder endda, når det kommer til børnevenlige aktiviteter på Hawaiis forskellige øer.

Der er nemlig mulighed for både at snorkle efter farverige fisk på O’ahu ved Hanauma Bay, hvalsafari ud for Mauis kyst, tage på katamaran tur ud for Kaua’is Napali kyst og Big Island byder på fantastiske snorkeleventyr med delfiner og skildpadder!

 

På Maui kan du også finde USA’s største tropiske akvarie, Maui Ocean Center, der er gode vandreture for større børn, såsom Diamond Head på O’ahu, for ikke at glemme Waimea Canyon på Kaua’i med sine vilde udsigter og fugleliv.

Kulturoplevelser på Hawaii for børnefamilier

Få også tips til 10 unikke kulturelle og historiske oplevelser på både Oahu, Maui og Kauai.

Der er også gode muligheder for at få Hawaiis kultur ind under huden. Prøv fx Polynesian Culture Center på O’ahu og lad dine børn opleve det bedste fra hele Polynesien med sang og dans. Eller lad dem prøve kræfter med hula-dansen i Waikiki området.

Hawaii for børnefamilier

Tag dem med til en luau, hvor der er både live danse-underholdning og en stor buffet at gå ombord i. Vis dem historiske Pearl Harbor eller besøg vulkanparken Hawai’i Volcanoes National Park på Big Island, hvor du kan gå igennem en lava tunnel.

Der venter mange spændende oplevelser på Hawaii for børnefamilier.

Se flere ruteforslag til din kør-selv ferie i USA her

Skriv et svar