Få et tilbud på din rejse

Tilbage til bloggen

Hvor skal du rejse hen for at dykke eller snorkle? Få svaret her

Få de bedste undervands-oplevelser i fx Australien, Thailand, på Bali og Zanzibar

Koralrev, farvestrålende fisk, skildpadder og revhajer. Der er en hel verden under havoverfladen, som venter på at blive udforsket. Men hvor skal du rejse hen for at få dykning og snorkling i særklasse? Det giver får du et overblik over her.

Dykning og snorkling i Australien

Med verdens største koralrev skal Australien selvfølgelig på listen. Great Barrier Reef strækker sig over 2300 kilometer, og det siger næsten sig selv, at så stort et rev har mange gode steder at både snorkle og dykke.

1. Upolo Cay og Uopolo Reef: Særligt egnet til snorkling eller et prøvedyk

Omkring en times sejllads fra Cairns finder du Upolo Cay og Upolo Reef, som er to mindre besøgte områder i Great Barrier Reef. Ved Upolo Reef kan du opleve Wonder Wall, som er en væg af farverige koraller. Området her er særlig egnet for snorkling, og det er muligt at tage på en dagstur med båd til netop disse områder. Fra båden kan du snorkle eller kaste dig ud i et prøvedyk.

2. Osprey Reef: Et af Australiens bedste steder at dykke

Er du en mere rutineret dykker, kan Osprey Reef anbefales. Området betegnes som et af Australiens bedste steder for dykning. Revet har en stor lagune, der er omkring 30 meter dyb. Omkring revet er der en dybde på cirka 1000 meter.

Korallerne er endnu i god stand, og de farvestrålende vægge vil helt sikkert invitere til et genbesøg med dykkermaske og flaske. Du vil med stor sandsynlighed se mange havskildpadder, og det er heller ikke usandsynligt, at du får et glimt af de store rokker, der gæster revet med jævne mellemrum. Desuden kommer hvalhajer, delfiner og barracudaer også på disse kanter. Og så er der også en stor bestand af hajer.

3. Heron Island: Dykning direkte fra stranden

Heron Island er en oplagt destination, hvis du drømmer om at kaste dig ud i dykning eller snorkling – måske for første gang. Du dykker som oftest direkte fra stranden, da øen ligger midt på det store rev. Af faste beboere i området kan nævnes skildpadder, rokker og revhajer. Og så er vandet selvfølgelig levende af farverige fisk.

Fra november til marts kan du desuden opleve, når skildpadde-æg udklækkes i sandet. Små skildpaddeunger vralter gennem sandet og ud i det store hav. Det er en helt særlig oplevelse, som du kan få med på denne tid af året.

På Heron Island kan du vælge at bo på Heron Island Resort, hvor du kan nyde godt af restaurant, swimmingpool og spa.

Læs mere om rejser til Australien her

Koraller, farverige fisk og havskildpadder i Thailand

Thailand er et vaskeægte ferieparadis med svajende palmer, hvide sandstrande og afslappende ø-stemning. Men det stopper ikke ved det. De thailandske have byder også på dykning og snorkling, hvor du vil opleve både koraller, farverige fisk og havskildpadder.

1. Koh Tao: Vragdykning

Koh Tao er kendt for at være et af Thailands allerbedste områder til dykning og snorkling. Du finder et rigt dyreliv under overfladen. Oplev for eksempel hvalhajer, angel fish og havskildpadder. Et andet trækplaster er muligheden for vragdykning ved The Wreck of the Sattakut – et tidligere US Navy skib.

Øen har flere professionelle dykkerskoler, så har du ikke prøvet kræfter med dykning før, er der gode muligheder for at kaste dig ud i disciplinen i trygge og sikre omgivelser.

1. Koh Chang: Dykning og snorkling fra båd

Foruden sit tropiske paradis lokker Koh Chang også med gode snorkling- og dykkermuligheder. Omkring Ko Rang finder du koraløerne Ko Yark, Ko Kra og Ko Tong, som lokker med flere koralrev og farvestrålende fisk. Ved Koh Chang dykker du fra båd, som sejler dig ud til små tropiske øer og koralrev.

3. Krabi: Oplev hvalhajer og djævlerokker

Krabi er endnu et område i Thailand, som tilbyder gode muligheder for dykning. Du kan for eksempel dykke ved The Koh Hayai Caves, hvor der er et rigt marineliv, og så har lagunen en smuk blå farve. Her kan du også være heldig at opleve hvalhajer og djævlerokker.

En anden mulighed er at sejle til Phi Phi øerne i Krabi regionen, som er kendt for sine farverige og livsfyldte koralvægge. Revene er hjemstad for skildpadder, revfisk og små hajer.

Læs mere om rejser til Thailand

Mnemba-Atollen sætter rammen på Zanzibar

Zanzibar er kendt for både krydderier, palmebeklædte strande og ikke mindst rigtig gode dykkerområder. Ved Mnemba-Atollen er vandet krystalklart med koralrev og sandbanker, og så kan du være heldig at se rokker, havskildpadder, dragefisk og delfiner.

Læs mere om rejser til Zanzibar her

Koralrev, vulkanske undervandsklipper og vragdykning på Bali

Bali er de senere år blevet en rigtig (sommer)feriefavorit. Og det med rette. Her får du både kultur, natur og strand samt en høj hotelstandard. Hvad snokling og dykning angår, så finder du også de smukkeste koralrev, vulkanske undervandsklipper og nogle af de mest kendte vragdyk i verden.

1. Lombokstrædet: Dykning med stor sigtbarhed

I Lombokstrædet findes den største gennemstrømning af tidevand i verden, og det giver nogle stærke strømninger, som renser vandet. Det betyder, at sigtbarheden er stor. I strædet kan du være heldig at møde klumpfisken, som nok står højt på mange dykkeres liste over oplevelser under havets overflade.

Det er også i Lombokstrædet, at du kan dykke i verdens mest berømte vrag, USS Liberty Wreck. Vraget er et 120 meter langt og blev beskadiget i et møde med en japansk ubåd under Anden Verdenskrig. Skibet nåede ikke i havn, men “slæbte” sig dog ind til kysten. Vraget ligger i dag kun 30 meter fra strandbredden.

2. Komodo Island: Dykning og snorkling for alle

Komodo Island er der dykning og snorkling for alle. Øen har en enorm variation, og derfor kan Komodo Island også skrives på listen over verdens bedste dykkersteder. Du oplever alt fra klumpfisk, djævlerokker, delfiner og blæksprutter.

Øen er desuden hjemstavn for den store Komodovaran, som kan blive op til tre meter lang. Øen huser omkring 2000 komodovaraner, og et møde med de store dyr er en ganske særlig oplevelse.

På Komodo Island er der mulighed for indkvartering på Komodo Resort, hvor du for eksempel kan få et ophold på tre dage med to dyk pr. dag.

Et andet resort på Bali med dykkercenter er Kubu Indah Dive & Spa Resort. Resortet ligger med havet på den ene side og vulkanen Mt. Agung på den anden i fiskerlandsbyen Kubu. Fra resortet er der direkte adgang til husrevet, så du dykker eller snorkler fra stranden.

Læs mere om rejser til Bali her

Del dine oplevelser med os

Er der andre dykkerdestinationer, du vil anbefale? Så del dem gerne med os i kommentarsporet nedenfor.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *