Tilbage til bloggen

5 grunde til at dine børn vil elske en rejse til Bali

Læs mere om blandt andet børnevenlige strande, udflugter og hoteller

Bali er blandt andet kendt for øens frodige natur med rismarker, vandfald, kaffeplantager og regnskov.

Du har måske også hørt om Ubud, Balis kulturelle hjerte. Ubud ligger i det frodige højland omgivet af grønne rismarker, og så er byen kendt for sine små gallerier, markeder og eksotiske køkken.

Langs kysten og i den sydlige del af Bali venter gyldne strande og svajende palmer, så Bali har det hele. Men hvad kan du forvente, når du rejser til Bali med børn?

Det giver vi dig et overblik over nu.

Rejser til Bali med børn

1. En smilende og imødekommende lokalbefolkning gør rejsen på Bali med børn tryg

Når du rejser til Bali med børn, vil du opleve et yderst imødekommende folk. Balineserne er nemlig kendt for deres venlige og åbne sind – og de elsker børn.

Den hjælpsomme befolkning gør, at det føles trygt at færdes i gaderne  – selv efter mørkets frembrud. Samtidig vil du også opleve, at de lokale gerne vil fortælle mere om deres kultur og hverdag. Det gør rejseoplevelsen autentisk.

2. Børnevenlige strande på Bali

Bali har flere gode strande med gyldent sand og svajende palmer. Rejser du til Bali med børn, anbefaler vi blandt andet strandene ved Sanur i det sydlige Bali.

Sanur har en indbydende strand, hvor badeforholdene er gode med lavvande og små bølger. Stranden beskyttes nemlig af et rev, der mindsker bølgernes størrelse og kraft. Så børnene kan i ro og mag bygge sandslotte og lege i vandkanten.

Langs strandpromenaden ligger der flere gode restauranter. Her er der rig mulighed for at prøve de mange kulinariske specialiteter, som Bali tilbyder. Sanur ligger desuden tæt på lufthavnen og efter en lang flyrejse med børn, kan det være en fordel ikke at skulle køre langt til den første destination. Så med små børn er Sanur et godt sted at starte.

Fra Sanur kan du sejle til naboøen Nusa Lembongan, som også har børnevenlige strande. Blandt andet Lighthouse Beach og Mushroom Beach har gode forhold til børn med lavvande og legeområder for børn. Lembongan er næsten bilfri, og det giver øen en særlig ro, og du er langt væk fra stress og jag – her er I bare sammen. Det vil dine børn med sikkerhed elske.

3. Udflugter på Bali med børn

På en rejse til Bali med børn er der gode muligheder for at krydre standlivet med spændende udflugter, både for store og små.

Monkey Forest i Ubud med mere end 700 nysgerrige aber

I Ubud kan du opleve 700 aber i den berømte og hellige jungle Monkey Forest. Her kommer børnene helt tæt på de nysgerrige dyr, som kan være meget nærgående. Ved indgangen er der mulighed for at købe mad, som det er tilladt at fodre aberne med, men husk at aberne er vilde og et besøg her foregår på dyrenes præmisser.

NB: Vær opmærksom på at fortorvene i Ubud, og omkring Monkey Forest, ikke er af samme standard som i Danmark. Der kan være store huller i fortorvene, hvor klapvognen og små børn skal løftes over. Trafikken i Ubud er forholdsvis hektisk med både scootere og biler, så hold godt øje med børnene, når I krydser vejene.

Kør mountain bike på en vulkan

Er dine børn over 7 år, er der mulighed for at tage på en mountain bike tur ned fra vulkanen Mt. Batur. Turen foregår i et roligt tempo ned af vulkanen gennem små landsbyer og forbi frodige plantager og hellige templer. Der indlægges selvfølgelig god tid til foto- og vandpauser, og tempoet er ikke højere end, at alle kan være med.

River rafting i Ubud

River Rafting på Ayung River ved Ubud er endnu en udflugt for dig, der har større børn. Det er ikke utænkeligt, at turen ned af floden giver et sug i maven og sætter gang i lattermusklerne, men sejlturen tager dig også forbi det ægte Bali. Du sejler nemlig forbi alt lige fra regnskov og rismarker til brusende vandfald og små landsbyer, hvor de lokale lever langs flodens bredder.

Snorkling ved flotte koralrev med farverige fisk

På Bali er der også gode muligheder for at kaste dig ud i snorkling og dykning. Tag fx på bådtur fra Kuta i det sydlige Bali, hvor du sejler til flere tropiske småøer. På turen er der tid til både at snorkle, bade og slappe af på stranden. Også på Lembongan kan du booke bådture, der sejler dig ud til koralrev med farverige fisk, rokker og skildpadder.

I Kubu bor du på et resort med eget dykkercenter, hvor du kan få alt lige fra et prøvedyk og dykkercertifikat til leje af snorkeludstyr. Børn skal være 10 år for at kunne få et prøvedyk. Her skal du også være opmærksom på, at du snorkler ved stedets husrev direkte fra sten-stranden, så dine børn skal være trygge ved vand og forholdsvis stærke svømmere.

4. Børnevenlige hoteller med swimmingpools, madlavningskurser og restauranter

På Bali er hotelstandarden generelt høj, og du finder alt lige fra eksklusive getaways til hoteller med resort-stemning, hvor der også er plads til børnene.

Flere hoteller har:

  • 1 eller flere swimmingpools hvor børnene kan bade og lege
  • Restauranter der serverer alle måltider, så du skal ikke tænke på noget som helst – andet end at nyde ferien med dine børn
  • Madlavningskurser hvor store og små lærer mere om det balinesiske køkken og kaster sig ud i at lave spændende retter

Og så har langt de fleste hoteller på Bali en spa- og wellness afdeling, hvor mor og far bliver forkælet med fx yoga og massage. Der findes desuden også hoteller med eget dykkercenter, hvor der er mulighed for at leje snorkeludstyr og tage dykkercertifikat.

5. Du kommer nemt og sikkert rundt på Bali med børn

På en Bali-rundrejse rejser du fra by til by, så du oplever alt det bedste af Bali. Heldigvis kommer du nemt og sikkert rundt på Bali, når du booker en privat chauffør og guide.

Med en privat chauffør og guide bliver din transfer bekvem og tryg, for du skal ikke bruge energi på selv at finde vej eller forholde dig til Balis anderledes trafik-regler. Du skal i stedet bare nyde udsigten fra bagsædet og måske underholde børnene med små lege.

Bryd køreturen op

Det er desuden muligt at kombinere din transfer med sightseeing. En sightseeing-transfer indebærer, at køreturen bliver brudt op af stop ved fx templer, kaffeplantager og små landsbyer. Her er der tid til at udforske seværdighederne. Jeres private guide vil fortælle om fx templet, og her efter har I tid på egen hånd.

I bestemmer selv hvor mange stop I vil have på vejen, og hvor lang tid I vil bruge ved de enkelte seværdigheder. En sightseeing-transfer inkluderer desuden en frokost.

Så med en sightseeing-transfer bliver køreturen til en oplevelse, og med børn kan det være en fordel at bryde køreturen op, så de kan få strukket benene og brugt lidt energi, inden turen fortsætter.

PS. Vi har også skrevet om, hvor du skal bo på Bali med 5 byer og hoteller, vi anbefaler dig

Skriv et svar