Få et tilbud på din rejse

Tilbage til bloggen

Alaska til lands og til vands

Inspiration til en kendt, en ukendt og en overset oplevelse på din kør-selv ferie i Alaska.

Få inspiration til din kør-selv ferie i Alaska (til store og små)

Èt er sikkert, når du tager på kør-selv ferie i Alaska. Køreturen er en stor og helt naturlig del af din rejse, fordi meget af Alaskas rå og vidunderlige natur ligger lige der, hvor du alligevel kører.

Du kan leje både bil og motorhome i Alaska, men vær opmærksom på, at Alaska har en del grusveje, som du ikke må køre på med nogle køretøjer. Derfor er det en rigtig god idé at have styr på ruten hjemmefra.

Se hvordan du kan sammensætte en kør-selv ferie til Alaskas højdepunkter her

Alaska, som skabt til at være udendørs

Alaska er som skabt til dig, der elsker at opholde dig udendørs i flere timer. Er du relativt godt gående og har du et par gode vandrestøvler? Så vil du elske Alaska. De ekstra kilometer, som det kræver at komme helt tæt på gletsjere, længere ind i nationalparker og til afsides kyststrækninger, er hele rejsen værd.

Det bedste tidspunkt at rejse til Alaska

Den absolutte højsæson for kør-selv ferier i Alaska er juli måned. Du kan dog sagtens besøge delstaten fra midt maj og frem til slutningen af september uden, at det bliver alt for koldt.

Det er også værd at nævne, at Alaska ligger langt mod nord. Det betyder nemlig, at sommernætterne er lange og lyse, og at du får en hel del ekstra timer i døgnet til at spotte for eksempel bjørne, elge og ørne.

Læs også blogindlægget om, hvor og hvornår du kan opleve bjørne i Canada

Kombiner kør-selv ferie med krydstogt

Vil du gerne opleve så meget som muligt, men har du begrænset tid? Så overvej at kombinere din kør-selv ferie i Alaska med et krydstogt. Et krydstogt er en underholdende og helt speciel mulighed for at opleve en stor del af Alaskas afsides og unikke natur, som ligger langs kysten.

3 oplevelser du ikke vil gå glip af i Alaska

Uanset om du har to, tre eller fire uger til at opleve Alaska, så findes der tre oplevelser, som vores Alaska-ekspert Troels anbefaler.

Her får du Troels’ bud på både en kendt, en ukendt og en lidt overset oplevelse i Alaska.

1. Alaskas mest berømte nationalpark

Du må kun køre de første 20 kilometer ind i Denali Nationalpark selv. Derfor anbefaler jeg, at du benytter den autoriserede bus ved parkens hovedindgang, og tager den 4-6 timers køretur (afhængigt af årstid) rundt i den UNESCO-beskyttede nationalpark.

Denali Nationalpark er ikke kun hjemsted for Nordamerikas højeste punkt, Mount Denali (6.190 meter), men også et stort antal bjørne, ulve, elge og ørne. Nationalparken er et paradis for wildlife-entusiaster. Her finder du alt fra brusende floder til frodige dale samt vidtstrakte og uberørte sletter. Det er Alaskas natur når den er bedst.

2. Tidskapslen Kennecott Kobbermine

Kennecott Kobberminen ligger i Wrangell-St. Elias Nationalpark & Reservat. Nationalparken er i sig selv et besøg værd, fordi du både kan riverrafte, vandre på gletsjere og overnatte i helt unikke og autentiske små byer langt fra alfarvej.

Et besøg i Kennecott Kobberminen er som at tage på en tidsrejse. Intet har ændret sig siden minen lukkede i 1938. Og det er som at tage et skridt tilbage i tiden, til lige netop det øjeblik, hvor arbejdet stoppede og alle forlod minen på én gang. Kennecott Kobberminen er lige dele spøgelsesby og en historisk overlevering fra en tid, hvor det handlede om hårdt arbejde og overlevelse. Rundvisningen tager ikke mere end et par timer, men det er en fantastisk oplevelse for de historieinteresserede, store som små.

3. I kajak mellem isbjergene

I Valdez anbefaler jeg en heldagstur i havkajak til Colombia gletsjeren i Prince William Sound. Gletsjeren har skabt en imponerende fjord, som er strøet med flydende isblå og hvide isbjerge, som du navigerer imellem i din havkajak. Turen inkluderer også en uforglemmelig frokost på en ø midt i fjorden, hvor synet og lyden af den kælvende gletsjer konstant minder dig om naturens enorme kræfter.

Se flere kør-selv ruter i USA her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *