Få et tilbud på din rejse

Tilbage til bloggen

6 udvalgte højdepunkter på Borneo

Fra bjergbestigning, junglevandring, orangutanger til de skønneste tropeøer.

Bestig Mount Kinabalu, udforsk de gigantiske Mulu-grotter og tag på “safari” i Borneos jungle

Hvis du elsker vild og uspoleret natur, så vil du elske disse naturskønne seværdigheder på Borneo.

Se hvordan du kan sammensætte din rundrejse i Malaysia og på Borneo her.

Her er aktiviteter for både børn og voksne samt noget for alle aktivitetsniveauer. Fra et krævende trek til toppen af Mount Kinabalu til de mere tilbagelænede “flod-safarier” og snorkeludflugter.

Se også 6 udvalgte oplevelser i det vestlige Malaysia.

1. Bestig Mount Kinabalu

Mount Kinabalu hæver sig 4.096 meter over havoverfladen, og er et af Sydøstasiens højeste bjerge. Selvom der ikke kræves specialudstyr for at nå toppen, anbefales et moderat til højt fitnessniveau for at klare turen derop. På toppen af bjerget belønnes du med den smukkeste solopgang over Borneo. Er vejret med dig, kan du se langt over Sabah’s bjergområder, de flade sletter og det endeløse hav.

2. Sepilok Orangutang Center

Dette er måske nok en af de mest kendte seværdigheder på Borneo. Sepilok centerets formål er at rehabilitere orangutanger, der af forskellige årsager, ikke er i stand til at klare sig selv i naturen. Samtidig gør centeret det muligt for besøgende at se og opleve orangutangerne i deres naturlige miljø i Borneos skove.

3. Sukau regnskoven

Tag på bådtur langs Kinabatanganfloden, som er hjemsted for en utrolig koncentration af vilde dyr. Er du heldig, spotter du måske en af de 10 forskellige abearter som fx den berømte næseabe, der findes i Sukau. Området er også hjemsted for Borneos pygmæelefanter og alle otte slags næsehornsfugle, som lever på Borneo – så hold godt øje!

4. Gaya Island – en af mange skønne øer og seværdigheder på Borneo

En kort sejltur fra Kota Kinabalu ligger en lille ø dækket af regnskov og omgivet af det fineste hvide sand. Gaya Island ligger i det beskyttede område Tunku Abdul Rahman National Park. Vi anbefaler at udforske nationalparkens rige dyreliv på både regnskovens mange vandrestier eller under havets overflade.

5. Danum Valley

Gå på opdagelse i Danum Valleys uspolerede regnskov, hvor både orangutanger, pygmæelefanter, krokodiller, næseaber og næsehornsfugle bor. Danum Valley kan opleves både til lands, til vands og i luften. Fra luften på de mange hængebroer, der forbinder trætoppene eller du kan bade i vandfald og vandre gennem regnskoven. Der er mange forskellige vandrestier i området af forskellig længde og sværhedsgrad, så der er noget for enhver.

6. Gunung Mulu National Park

Nationalparken er berømt for sine imponerende grotter, også kendt som Mulu-grotterne. Grotterne findes også på UNESCOs verdensarvsliste, og det er ikke uden grund. Mount Mulu er Sarawaks næsthøjeste bjerg og består af kalkstensformationer, klipper og kløfter samt de imponerende grotter.

Sarawak Chamber, som er en af grottens huler, har rekorden som verdens største kendte underjordiske hule. Den er så stor, at 40 Boeing 747 kan være derinde! Gunung Mulu National Park er også kendt for sit rige dyreliv. Her bor hele 8 arter af næsehornsfugle, 27 arter af flagermus, skæggede vildsvin, spøgelsesaber, gibbonaber, 3 hjortearter m.fl.

Se hvordan en rundrejse, der bl.a. inkluderer Mulu-grotterne, kan sammensættes her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *