Få et tilbud på din rejse

Tilbage til bloggen

10 unikke kulturelle og historiske oplevelser på Hawaii

Få Hawaiis atmosfære, historie og kultur helt ind under huden på din ø-hop rundrejse på Hawaii.

10 kulturelle og historiske oplevelser: Unikke, lidt oversete og autentiske oplevelser på Hawaii, hvor du får Aloha helt ud til fingerspidserne.

Hawaiis kolonisering er en episk fortælling. Den startede i år 300, hvor polynesiske opdagelsesrejsende drog ud på havet. De fandt vej til de små hawaiianske øer i håndlavede kanoer kun væbnet med deres wayfaring teknik. En teknik der gjorde, at de kunne læse nattehimlen som et kort.

Indtil da var den Hawaiianske kultur ikke blevet påvirket udefra. Det betød, at de polynesiske bosættere var starten på udformningen af gamle praktiser, livssyn og filosofier – og den Hawaiianske kulturarv, vi oplever i dag.

Du kan opleve den gamle ø-kultur flere steder på Hawaii, hvis bare du ved, hvad du skal lede efter. Under Hawaiis postkort-idylliske sandstrande, ukulele toner, azurblåt vand og solbrune surfere finder du nemlig et helt andet Hawaii.

Nedenfor får du et bud på, hvilke unikke og autentiske kulturelle og historiske oplevelser på Hawaii, du ikke må gå glip af.

Læs mere om rejser til Hawaii her

5 kulturelle oplevelser på Hawaii

#1. Lei – blomsterkransen der både er velkomsthilsen og tegn på kærlighed

En lei er en hawaiiansk håndlavet guirlande af friske tropiske blomster. Blomsterkransen er, udover en velkomsthilsen, et tegn på kærlighed, ære, respekt, festlighed, afsked, held og meget mere. En lei får du i nogle tilfælde af hotellet eller til luau, men du kan også købe din egen i supermarkeder eller Honolulus China Town.

En tradition omkring leis er, at de “afleveres” til naturen. Derfor kan du finde leis der hænger i træer, flyder på vandet eller på Waikikis strandpromenade hvor bronzestatuen af Duke, den mest kendte hawaiianske surfer, bærer de kulørte kranse i sine hænder. Når lei kransene hænges på statuer, siges det, at du en dag vil vende tilbage til Hawaii.

#2. Luau – den store buffet-fest

En luau er en hawaiiansk buffet-fest med populære hawaiianske retter, medrivende musik og danseopvisninger som fx hula. En fest, hvor man fejrede en speciel anledning, blev historisk set kaldt ahaaina. Direkte oversat betyder det samling og mad.

Det var en vigtig kulturel tradition, og med tiden udviklede festen sig til den luau, du oplever på Hawaii i dag. Venner og familie samles til private fejringer, men der findes også luau-oplevelser for turister, der er nysgerrige på hawaiiansk kulturhistorie.

Se hvordan du kan kombinere hele 5 øer på én rundrejse på Hawaii her

#3. Lær at danse (og forstå) hula

Igennem tiden har den sensuelle hula dans haft mange betydninger, men først og fremmest kommunikerer og fejrer den fællesskab og samfundets fortællinger. Dansens karakteristiske bløde arm- og hoftebevægelser er fuld af symbolik og fortalte oprindeligt historier om Hawaiis oprindelse og guder. Dansen indeholdt desuden ofte skjulte budskaber, som kunne være spirituelle og amorøse.

Hula er populært også den dag i dag, og du kan blandt andet prøve kræfter med den kulturelle dans på O’ahu.

#4. “Talk story” når de lokale fortæller historier

I oldtids Hawaii, før sproget var fuldt udviklet, blev historier, sange og traditioner fortalt fra generation til generation. Selvom overleverings-traditionen ikke er lige så stærk i dag, kan du stadig opleve de lokales historiefortællinger. Gennem deres sange, musik og dans kan du levende forestille dig Hawaii fra en anden tid – en tid hvor familier og naboer samledes til historietid. Denne særlige oplevelse får du fx ved Mauna Lani Bay Hotel på Big Island (Hawaii) som gæst.

Eventen er unik, har været afholdt i over 20 år, og svær at finde noget andet sted på øerne. Mauna Lani Bay Hotels Talk Story event “Twilight at Kalahuipua’a” afholdes også kun på den lørdag, der falder tættest på en fuldmåne mellem 5:30-8:30. Det kan gøre det svært at koordinere, men oplevelsen er ganske særlig med lokale musikere, du sidder på plænen foran skøn havudsigt, og fortællinger ledes af historikeren Danny Akaka.

#5. Surfing

Tro det eller ej, men surfing er en gammel sport. Før i tiden gik den under navnet he’e nalu – som betyder at glide på bølgerne. De gamle hawaiianere opfandt sporten, og i dag er det lige så meget en subkultur, som det er en del af hverdagen på øerne. Det betyder, at du uden problem kan opsnuse en underviser på de større strande med gode bølger, og mærke den ophøjende følelse det er at ride på bølgerne.

Få inspiration til 4 af de bedste strande på Hawaii her

5 historiske oplevelser på Hawaii

#1. Puuhonua o Hanaunau National Historical Park

Puuhonua o Honaunau var engang et sted, hvor krigere, der havde tabt eller overtrådt de hellige love (Kapu), kunne søge tilflugt. Hvis de kunne nå herhen, kunne de blive renset ved hjælp af ceremonier, så de igen kunne vende tilbage til samfundet. Med andre ord var det en slags ”helle”. I dag står det gamle område smukt restaureret, og en historie-parkbetjent fortæller om helligdommens historie flere gange om dagen i amfiteateret tæt ved informationscenteret. .

#2. Pearl Harbor Memorial

På O’ahu finder du det gribende mindesmærke for Pearl Harbor angrebet, der fandt sted om morgenen d. 7 december 1941. 443 japanske fly og den store japanske flåde smed deres bomber over stillehavsbasen, og over 2.000 amerikanske soldater mistede livet. I dag står amerikanske flådeskibsvrag tilbage som et uhyggeligt minde og giver et indblik i et unikt stykke af Hawaiis nyere historie.

#3. Templet Mookini Luakini Heiau

For længe siden kaldte man hawaiianske templer for heiau, og Mookini Luakini Heiau er med sine 1500 år på bagen et af de vigtigste historiske monumenter på Hawaii. Templet er dedikeret til Ku, den hawaiianske krigsgud, og det har en uhyggelig historie. Ud over at blive brugt af konger til at bede, blev det nemlig også brugt til menneskeofringer. En af templets vigtigste tilbedere var den mest kendte hawaiianske konge Kamehameha, som blev født i området.

#4. Markeder med lokale madvarer

En anden måde at møde den hawaiianske kultur er igennem hawaiiansk mad og de lokale sælgere. På markederne sælges der lokale retter, frugter, grøntsager og traditionelt håndværk, og musikere spiller musik i baggrunden.

Her kan du få smag for det, de lokale selv spiser. Smag blandt andet laulau, som kan bestå af svinekød eller kylling pakket ind i taro blade, før det dampes. Du kan også prøve lilla poi lavet af taroplanten. Det ligner kartoffelmost, og poi har været en selvfølge i det hawaiianske køkken i over et årtusinde.

Prøv fx:

  • Kauai Community College farmers market, på Kaua’i
  • Maku’u Farmers Market, på Big Island
  • Kapiolani Community College, på O’ahu

Endnu en bonus ved at tage på øerners landbrugsmarkeder er, at du støtter den lokale økonomi og hjælper til at bibeholde traditionelt hawaiiansk håndværk, der også sælges på markederne.

#5. Polynesien Cultural Center

Det polynesiske kulturcenter er Hawaiis mest besøgte attraktion, og har 6 ”byer” der repræsenterer Polynesiens unikke ølkulturer – Hawaii, Fiji, Aotearoa (New Zealand), Samoa, Tahiti og Tonga. Du kan opleve traditionel dans som hula, demonstration af træklatring, udvinding af kokosnødsmælk, spektakulære danseshows og luau. Du får virkelig en smag af, hvad polynesisk kultur er for en størrelse, og så er det hamrende sjovt.

Læs mere om rejser til Hawaii her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *