Få et tilbud på din rejse

8 steder at besøge på din rejse til Bali

Seværdigheder på Bali er der masser af. Spørgsmålet er blot, hvad skal du vælge på din rejse til Bali. Vi har samlet 5 byer og 3 øer på og omkring Bali, som vi kan anbefale dig at besøge – afhængigt af dit behov.

Der er stor forskel på om du rejser til Bali som en familie med børn eller som par. Behovene er forskellige, og derfor er det rart med et overblik over, hvad de forskellige byer på Bali tilbyder, så du kan tilpasse din rejse til Bali efter dine ønsker.

Leder du efter et romantisk getaway kan vi for eksempel anbefale øen Lembongan. Vil du helt væk fra turiststrømmene er Kubu en overset perle, og rejser du med børn er strandene omkring Sanur meget børnevenlige med lavvande og masser af plads på stranden til at bygge sandslotte.

På vores rejseblog kan du få 5 konkrete seværdigheder på Bali, der gør din rejse til Bali mindeværdig

Sanur – Den børnevenlige by med brede sandstrande

Sanur ligger i det sydøstlige hjørne af Bali og er en af øens mest populære feriebyer – det er også her turismen lever i bedste velgående. Byen tiltrækker mange børnefamilier, da tempoet er stille og roligt med et bredt udvalg af aktivitetsmuligheder.

Sanur har  en indbydende strand, hvor badeforholdene er gode med lavvande og små bølger. Stranden beskyttes nemlig af et rev, der mindsker bølgernes størrelse. Så børnene kan i ro og mag bygge sandslotte og lege i vandkanten.

Langs strandpromenaden ligger der flere gode restauranter. Her er der rig mulighed for at prøve de mange kulinariske specialiteter, som Bali tilbyder.

Sanur er desuden en god base på din rejse til Bali, hvis du drømmer om at besøge Gili, Lombok eller Lembongan. Mange af tur-bådene sejler nemlig fra stranden i Sanur.

Ubud – Kunstbyen der er omgivet af frodige rismarker

Rejser du til Bali, må du ikke gå glip af et besøg i Ubud. Ubud har i århundrede været centrum for balinesisk kunst – specielt kunstmalerier. Og i de omkringliggende landsbyer findes nogle af øens dygtigste kunsthåndværkere, som er med til at sætte deres præg på denne stemningsfulde by.

På en gåtur gennem Ubuds gader må du derfor heller ikke snyde dig selv for et besøg i de hyggelige gallerier. Og har du plads i kufferten, kan du komme hjem med en autentisk souvenir, der fortæller en historie om Bali. Mange af kunstnerne portrætterer nemlig Balis kultur og natur.

Ubud er omgivet af grønne marker og risterrasser, og området indbyder til vandre- og cykelture. Tæt på byens centrum finder du for eksempel Campuhan Ridge Walk, der er en afmærket rute gennem frodig skov og grønne rismarker.

For enden af Ubuds hovedgade møder du endnu en grøn oase – som er fuld af liv. Her lever nemlig 700 nysgerrige (og til tider nærgående) aber. Oasen hedder Monkey Forest og er en hellig jungle, som er et besøg værd, hvis du besøger Ubud. Men hold på hat og briller – aberne hiver gerne fat i løse genstande.

Ubud har desuden et væld af hyggelige caféer, restauranter og spændende butikker og markeder med kunsthåndværk.

Ubud er også et godt udgangspunkt for udflugter. Du kan foreksempel bestige Mt. Batur ved solopgang eller prøve kræfter med river rafting.

Lovina – Mørke strande og delfiner der springer i bugten

På det nordlige Bali ligger Lovina, et mindre og roligt sted, hvor tiden står stille. Her er en lang og indbydende strand, som er kendt for den spektakulære sorte farve, der skyldes det vulkanske sand.

Her kan du boltre dig i det stille hav eller tage på delfinsafari. Havet ud for Lovinas kyst er nemlig berømt for sin store bestand af delfiner.

Dykning er også meget populær i Lovina, da forholdene er perfekte for både øvede og begyndere.

I Lovina finder du den mere rustikke og naturlige del af øen, og Lovina er derfor perfekt at kombinere med vores rejsemål på det sydlige Bali.

Munduk – Bjerglandsbyen med frodige dale og vandfald

Mod nord ligger den lille vidunderlige bjerglandsby Munduk, et sted hvor de færreste rejsende finder hen. Naturen er meget forskellig fra den sydlige del af Bali, og klimaet er behageligt. Her er frodige dale, træer og vandfald – et område der er oplagt til vandreture.

Her findes også kaffe-, nellike- og frugtplantager. På et besøg i en af kaffeplantagerne kan du for eksempel prøvesmage den berømte og dyre Luwak-kaffe. Det specielle ved denne kaffe er, at bønnerne har været, gennem det katte-lignende dyr, Luwakens fordøjelsessystem. Den specielle kaffe anses som en delikatesse, og det er en sjov oplevelse at smage kaffen og høre om dens tilblivelse. Vi lover, at du ikke kan smage, at kaffens bønner har været på en lidt speciel rejse.

Munduk er en af Balis bedst bevarede hemmeligheder, og herfra har du en fantastisk udsigt over bjerge og havet. Området er blandt de mest frodige i Indonesien og udbuddet af friske grøntsager er større end noget andet sted på Bali.

Munduk er for dig, der gerne vil trække stikket og gå ture i den frodige natur langt væk fra Sydbalis trafikstøj og turiststrømme.

Candidasa – Kystbyen der har udsigt til vulkanen Mt. Agung

Candidasa byder dig velkommen til et mere afslappet Bali. Candidasa var oprindelig en lille fiskerby, der nu er populær hos besøgende, der ønsker en afslappende ferie. Her er der plads og tid til at koble af.

Langs hovedgaden er der et bredt udvalg af restauranter og butikker. Så efter en dag på stranden er der gode muligheder for at nyde det balinesiske køkken.

I Candidasa er har du udsigt til den stadig aktive vulkan Mt. Agung. Og vulkanen troner 3.000 meter op i himlen og er et fascinerende syn.

Under dit besøg i Candidasa kan du også besøge de hyggelige landsbyer og de mange templer, som pryder området.

Lombok – Indbydende strande og frodig regnskov

Efter at have oplevet Balis spændende byer er det måske tid til at kigge mod Balis omkringliggende øer. En af disse øer er Lombok.

Lombok er bedst kendt for sine indbydende strande, men øen har meget mere at byde på. På Lombok domineres landskabet mod nord af bjerge dækket af frodig regnskov. Og så oplever du ørkenlignende sletter og ikke mindst de dejlige hvide strande, hvor ferielivet hersker.

Lomboks turiststrømme er mindre end dem, du oplever på  Bali. Ølivet er autentisk med en utrolig smuk natur.

Du kan både sejle og flyve til Lombok på din rejse til Bali.

Giliøerne – Bountyøer med snorkling, fred og idyl

Ud for Lombok ligger Giliøerne – her er fred og ro – og ingen biler.

Øgruppen består af tre bountyøer, som byder på kilometervis af flotte, hvide palmestrande og noget af den bedste snorkling og dykning du kan komme i nærheden af på disse kanter.

Under havoverfladen oplever du et hav af farvestrålende tropefisk. Og så lokker Gili-øerne med Turtle Point, hvor chancerne for at snorkle med havskildpadder er store.

Gili-øerne sætter scenen for den perfekte afslutning på en oplevelsesrig rundrejse på Bali. Her er der tid til at komme helt ned i gear og nyde ferielivet.

Du sejler med båd fra Sanur til Gili – sejltiden er på cirka 3 timer.

Lembongan Island – Øen de færreste turister har opdaget (endnu)

Lemongan Island er et godt alternativ til både Lombok og Gili. Sejltiden er kortere med omkring 45 minutter på vandet. Og så har færre turister fået øjnene op for øens paradis, så på Lembongan oplever du væsentlig færre turister end på resten af Bali.

Lembongan er, lige som Gili-øerne, bilfri. Her er der kun scootere og golfbiler. Øen ligger elleve kilometer sydøst for Bali og er langt væk fra Sydbalis hektiske tempo og knallert-kaos.

Øen er omringet af mangrovesumpe, palmer og gyldne sandstrande. Inde på øen er terrænet tørt, med vulkanske stengærder og kaktusdækkende bakker. Der er gode stier mellem de forskellige resorts og strande, og det er muligt at leje cykler og scootere for få penge.

Det kan for eksempel anbefales at cykle til The Devil’s Tears, som er en formation af klippe-grotter, hvor havets kræfter skaber et fascinerende vand-show. Bølgerne skyller med stor kraft ind i grotterne for at blive slynget ud igen i en hvirvelvind af vand. Lyden alene er imponerende. Af andre udflugtsmuligheder kan nabo-øen Nusa Ceningan og kano-sejllads i mangroveskovene anbefales.

Udover afslapning og udforskning af øen, er der fantastiske forhold for surfing, snorkling og dykning.

Oplev Lembongan Island på din rejse til Bali – ingen stress, ingen forurening, ingen store hoteller og næsten ingen telefoner.

Få 5 grunde til at du skal besøge Lembongan på din Bali rejse.

Sightseeing-transfers – Templer, vandfald og rismarker ligger som perler på en snor

Noget af det der gør en rejse til Bali særlig er, at de mange seværdigheder og byer ligger inden for kort køreafstand. Så når du kører fra en by til en anden, er det oplagt at kombinere transporttiden med sightseeing.

En sightseeing-transfer indebærer, at du hentes på et hotel og køres til det næste. På vejen vil din guide introducere dig for nogle af de seværdigheder, du kører forbi. Og har du særlige ønsker til oplevelser og seværdigheder, vil din guide og chauffør tilrettelægge ruten efter dem.

Måske bor du i Ubud og skal videre til Lovina. Du vil i så fald blive hentet på dit hotel i Ubud og blive kørt til hotellet i Lovina. På vejen oplever du for eksempel det smukke og berømte tempel Ulun Danu Beratan, som ligger ved søbredden. Herefter besøger du frugtmarkeder og kaffeplantager i højlandet. Og der gøres også stop ved rismarker og vandfald.

Send en forespørgsel på rejsen

Udfyld formularen og få et uforpligtende rejsetilbud. Vi glæder os til at hjælpe dig med din drømmerejse.