Rejsen “Det sydøstlige Australien og Fiji” byder på en to ugers kør-selv tur i det sydøstlige Australien, hvor du kommer rundt med både tog og bil. Din rejse starter i Adelaide og slutter i Sydney, og går derefter til stillehavsparadiset, Fiji.
Udover Adelaide og Sydneys mange seværdigheder, findes der en lang række nationalparker, smukke kyststrækninger og strande som du også kan glæde dig til at opleve på din rejse gennem det sydøstlige Australien og på Fiji.
Læs mere om rejser til Australien her
Få et tilbud på din rejse til det sydøstlige Australien og Fiji her
OBS! I rejsens pris er der inkluderet en guidet byvandring i det ukendte Melbourne samt en rundvisning i Operahuset i Sydney
Adelaide – Grampians National Park – Great Ocean Road – Apollo Bay – Melbourne – Sydney – Fiji
Efter mellemlanding og en overnatning på flyet er du fremme i Australien i byen, Adelaide. Fra lufthavnen går turen til hotellet i centrum af byen.
En hel dag til at opleve og udforske Adelaide, som er hovedstad i delstaten, South Australia. Adelaide er en charmerende lille storby, men masser af hyggelige gader og et væld af restauranter og caféer.
Besøg byens store marked, Adelaide Central Market, hvor der sælges friske og lokale råvarer af den højeste kvalitet. Uanset om du skal handle eller ej, er markedet et besøg værd. Bemærk, der er lukket søndage og mandage. Læg vejen forbi Rundle Street, hvis der skal shoppes, her ligger mode- og specialbutikkerne side om side og frister de mange handlende.
Foretrækker du at opholde dig uden for byen og væk fra centrum, kan du besøge forstaden Glenelg, hvor du finder både badestrande og en hyggelig marina. Du kan også søge ind i landet til vinområdet Barossa Valley, som ligger i Adelaides baghave.
I dag venter der en længere køredag ind i landet, når de 500 kilometer mod Halls Gap skal tilbagelægges. Dagens mål er den lille by Halls Gap, som ligger placeret i hjertet af den smukke Grampians National Park, ofte omtalt som The Grampians. Det er nu vandreskoene skal findes frem!
Du kører gennem vidtstrakte landskaber, hvor du kan møde de kæmpe store roadtrains (lastbiler) og de imponerende kilometerlange godstog, der fragter gods rundt på det enorme australske kontinent.
Det er også i dag der er rigtig langt mellem tankstationerne, så det anbefales at tanke når muligheden byder sig, så du ikke løber tør midt i ingenting.
En hel dag til at udforske Grampians National Park. Der findes et utal af kilometerlange vandrestier og –ruter rundt i nationalparken, som bl.a. byder på storslåede udsigter, et rigt dyreliv og MacKenzie vandfaldet.
The Grampians gemmer også på den største samling af hulemalerier i det sydøstlige Australien, men da de fleste anses for at være hellige, er kun ganske få af den tilgængelige for offentligheden. Af samme årsag står The aboriginals også for store dele af driften af nationalparken.
I Halls Gap by kan der også lejes mountain bikes, hvis du vil lidt længere omkring end du kan nå til fods.
Turen går nu igen ud mod kysten, til kystbyen Warrnambool, som bl.a. er en populær yngleplads for hvaler. I månederne juni til september kan giganterne ofte opleves blot 100 meter fra kysten ved Logans Beach.
I dag venter en helt fantastisk køretur forude, nemlig ruten på Great Ocean Road, som går forbi klippeformationerne, De 12 Apostle og London Arch – tidligere London Bridge, som kollapsede i 1990. De berømte klippeformationer, finder du i havet ud for kysten.
Både De 12 Apostle og London Arch er eroderet i tidens løb og i dag står kun 8 af de 12 Apostle tilbage. Parker bilen og gå ad stierne langs kysten, så får du den allerbedste udsigt. Ikke to dage er ens på Great Ocean Road, nogle dage er havet roligt og andre er det i oprør, men uanset, er kysten er storslået syn!
Inden du ankommer til Apollo Bay, anbefales det at tage en afstikker til Cape Otway og Cape Otway Lightstation. Vejen dertil er noget ganske særligt og holder du rigtig godt øje, er der meget store chancer for at opleve vilde koalaer i træerne langs vejen, så kør forsigtigt og pas godt på områdets mange vilde dyr!
Turen ad Great Ocean Road fortsætter nu det sidste stykke mod Melbourne.
Når du forlader Apollo Bay anbefales det at gøre stop i Great Otway National Park, hvor du finder regnskov, bregner, vandfald og gode vandrestier.
Herefter går turen forbi byerne Torquay og Geelong. Strandbyen, Torquay og surfparadiset, Bells Beach er stedet, hvor surfere fra nær og fjern strømmer til. Skal du shoppe surfgrej eller –tøj, er det også stedet at gøre det. Lidt længere mod nord finder du havnebyen Geelong, som du finder ca. 75 km. syd for Melbourne er delstatens Victorias næststørste by og efter en gennemgribende modernisering de senere år er byen i dag et besøg værd, også for turister.
Melbourne er hovedstad i delstaten Victoria og Australiens næststørste by, så der er meget at se og gøre. Byen er rig på kunst, kultur og spændende arkitektur.
Afsæt tid til at udforske nogle af Melbournes spændende bydele gennem stemningsfyldte gader, smalle smøger og hyggelige arkader.
Tag i de små lokale special- og modebutikker og oplev byens finurlige cafékultur. Undervejs kan I opleve Melbournes historiske gader, den moderne street art og arkitekturen der omkranser det hele. Melbourne er virkelig en fantastisk kosmopolit.
Byen er omgivet af storslået natur, et rigt dyreliv og forskellige nationalparker. Så vil du ud af byen for en dag og stifte bekendtskab med naturen der omgiver Melbourne, kan vi anbefale en tur til Phillip Island, hvor I kan se små vilde pingviner.
I dag tager du turen fra Melbourne til Sydney med tog. Toget afgår fra Melbourne på Southern Cross Station og efter ca. 10 ½ time på skinnerne er du fremme i Sydneys Central Station, beliggende centralt i byen.
Gør sightseeingen nem og bekvem og oplev Sydney fra vandsiden. Ombord på en af “Captain Cook Cruises Hop-On Hop-Off” både, kommer du til og forbi mange af byens seværdigheder.
Kan I klarer store højder, er Sydney Bridge Climb en stor anbefaling, som er en sjov og aktiv måde at se byen fra toppen på.
Operahuset er et must når du besøger Sydney. Oplev Jørn Utzons verdensberømte Operahus på allernærmeste hold med på en indendørs rundvisning, eller nyd den storslåede arkitektur udefra, og det hyggelige område omkring Operahuset.
Sydneys seværdigheder kan opleves på mange måder og en nem, effektiv og hurtig måde at gøre det på, er på cykel. Tag med på cykeltur rundt i Sydney og se de største attraktioner.
Blue Mountains National Park finder du ca. en times kørsel fra Sydney, så vil du en dag ud af byen, er en tur til Blue Mountains værd at overveje.
I dag går turen fra Australien til Fiji-øerne ude i Stillehavet. Fiji består af ni større øer samt hele 300 mindre øer og atoller, hvoraf omkring 100 af dem er beboet.
Efter en flyvetur på ca. 4 timer, ankommer du til hovedøen, Vito Levu og tager til Nadi, hvor du skal overnatte inden bådturen til Yasawa-øgruppen.
Brug dagen på at udforske Nadi-markedet, hvor I kan købe lokalt håndværk og eksotiske frugter. Eller tag en tur til Garden of the Sleeping Giant og se smukke orkidéer.
Næste dag afgår jeres båd fra Nadi til resortet i Yasawa-øgruppen, hvor de næste dage skal tilbringes med afslapning på smukke sandstrande under palmerne.
.
Yasawa øerne byder på tropisk klima, hvide sandstrande med palmer, azurblåt hav samt små laguner der bare venter på at blive udforsket. Forholdende er perfekte til både dykning og snorkling, hvis verdenen og livet under havets overflade skal opleves. Mange af øerne i omrdået byder også på frodig regnskov, som indbyder til vandreture i de grønne omgivelser.
Uanset hvilket resort du bor på og hvilken standard det har, ændrer det ikke på at Yasama øerne er et sandt Stillehavsparadis med masser af bountystande.
I dag påbegyndes hjemrejsen. Fra resortet går turen retur med båd til Port Denarau ved Nadi, hvor den internationale lufthavn ligger. Afhængig af bådens ankomst og flyets afgangstidspunkt, kan det være nødvendigt med en overnatning på hotel i Nadi.
Adelaide | 2 |
Halls Gap | 2 |
Warrnambool | 1 |
Apollo Bay | 1 |
Melbourne | 3 |
Sydney | 4 |
Fiji | 6 |
Udfyld formularen og få et uforpligtende rejsetilbud. Vi glæder os til at hjælpe dig med din drømmerejse.