På denne kør-selv ferie til Australiens vestkyst oplever du nogle af den australske delstat Western Australias absolutte højdepunkter.
Kør-selv ferien starter i Perth, og tager dig nordpå hele vejen op til Exmouth, porten til Ningaloo Reef, Great Barrier Reefs lillesøster. På rejsen besøger du både hyggelige kystbyer og ekstraordinære nationalparker.
Fra Exmouth kører du sydpå igen, og gør stop i både Margaret River og Albany inden rejsen hjem fra Perth.
Kontakt os og få et tilbud på din rejse til Australien her
Få mere information om hvad du kan opleve på rejsen i dag-til-dag beskrivelsen nedenfor.
Og husk, at ruteforslaget også er relevant for dig, der vil rejse med autocamper i Australien.
Tip! Få 7 gode grunde til at besøge Australiens vestkyst
Perth – Exmouth – Ningaloo Reef – Monkey Mia – Kalbarri National Park – The Pinnacles – Margaret River – Albany
Lejebilen hentes i lufthavnen efter ankomst og der køres derefter til hotellet i centrum af Perth.
En hel dag til at opleve og udforske delstaten Western Australias hovedstad, Perth. Vil du se nærmere på byens centrum, så lad bilen stå. Mange seværdigheder og bydele ligger nemlig indenfor gåafstand. I bymidten finder du hyggelige caféer, restauranter og gågader med masser af butikker.
Her er der tale om en fredfyldt oase midt i byen, hvor du kan nyde udsigten ud over byens kendte flod, Swan River, i en af Australiens smukkeste byparker. Gå på opdagelse i den 4 km2 store parks frodige omgivelser og kom væk fra storbyens stress og jag.
Vil du gerne helt ud af storbyen, kan du køre til vinområdet Swan Valley, som er en af Australiens mest anderkendte vinområder. Alternativt kan du tage ud til byens fine strandområder, hvor du finder de fineste sandstrande ud til det Indiske Ocean.
I dag tages der hul på det kør-selv eventyr, der venter forude. Fra Perth går turen nu mod nord, hvor dagens mål er kystbyen, Geraldton.
I løbet af dagen ankommer du til Geraldton, en populær kyst- og havneby på vestkysten, som mange australiere også selv ynder at rejse til pga. områdets solrige og milde klima.
Turen fortsætter nordpå, hvor målet for dagens længere køretur er byen, Carnarvon. Carnarvon er vestkystens frugt og grønt hovedstad, da klimaet her er særdeles egnet til at dyrke grønsager og eksotiske frugter.
Læg desuden vejen forbi Carnarvon Blowholes (Quobba Blowholes), som du finder helt ude ved kysten nord for byen. Her sender bølger fra Det Indiske Ocean, søjler af vand op gennem huller (blowholes) i klipperne og vandsøjler på over 15 meter kan opleves, når trykket er størst.
Fra Carnarvon går turen atter nordpå, mod den lille by Exmouth, som er porten til vestkystens svar på ”Great Barrier Reef”, nemlig Ningaloo Reef. Det er ofte Great Barrier Reef på østkysten der løber med al opmærksomheden, men Ningaloo Reef ved Exmouth, kan altså sagtens måle sig med sin mere kendte tvilling.
Inden du når så langt, som til Exmouth, kan du overveje et stop ved Coral Bay. Her ligger koralrevet helt ind til kysten og stranden, så det er nemt tilgængeligt, også for børnene. Udover oplagt snorkling i Coral Bay, tilbydes der også både sejl- og dykkerture.
Ningaloo Reef er at finde på UNESCO’s World Heritage liste, hvilket meget godt fortæller, hvorfor koralrevet er et besøg værd.
Svøm med verdens største fisk og få en uforglemmelig oplevelse! Desuden er Ningaloo Reef et af de steder i verden, hvor du finder flest hvalhajer.
På trods af sin enorme størrelse og det lidt skræmmende haj-navn, så er hvalhajen fuldstændig harmløs, og du kan roligt dykke ned og opleve dette prægtige dyr, helt tæt på.
Er du ikke lige til dyk og fisk i hvalstørrelse, er der stadig meget at tage sig til. I området tilbydes der også et væld af snorkling- og sejltureture samt ture på land, som f.eks. guidede ATV-ture på stranden.
I dag venter en længere køretur retur ad North West Costal Highway. Det er turens længste køredag, der venter forude, så provianter godt og husk, at der dagen igennem godt kan være rigtig langt mellem benzinstationerne, så hold godt øje med benzinmåleren undervejs.
Efter en lang køredag i går er der nu afsat tid til afslapning og oplevelser i områdets smukke omgivelser. Her finder du fantastiske strande, hvor du kan slappe af, eller du kan tage på ture og opleve f.eks. delfiner eller buttede søkøer.
Hav også Shark Bay, som ligger en kort køretur fra Monkey Mia, med i overvejelserne. Shark Bay, som også er optaget på UNESCO’s World Heritage liste, er bl.a. hjemsted for et større antal tigerhajer, så her anbefales det at holde sig over vandet i båd eller kajak.
Fra Monkey Mia går turen nu mod syd til Kalbarri, hvor der venter endnu flere naturoplevelser af den helt store skuffe. I Kalbarri National Park kan du glæde dig til rå og stenede landskaber, søer i meget unaturlige farver og fantastiske vandreruter.
Lige der hvor Murchison River møder Det Indiske Ocean, finder du Kalbarri National Park.
Den 1.800 km2 store nationalpark danner ramme for en af vestkystens perler. Det røde kraterlandskab med Kalbarri kløften, en noget utraditionel sø, og de fortrinlige vandreruter gør parken til et MUST SEE, når du rejser på den australske vestkyst.
Et godt sted at starte er Kalbarri Visitor Centre, her får du informationer om parken og dens muligheder. Det er også muligt, at booke guidede ture og generelt få overblik over forskellige aktiviteter.
Det er nok ikke hver dag, du kommer forbi en helt naturlig lyserød sø, men i Kalbarri National Park er det virkelighed. Bestemte bakterier og højt saltindhold i søen, har over årene forårsaget den meget iøjnefaldende lyserøde farve.
Den otte km. lange vandrerute tager dig på en helt fantastisk tur langs kystlinjen. Turen kan nemt komme til at flere timer pga. de mange fotostop, du uden tvivl vil gøre undervejs Det er et fascinerende syn, når bølgerne fra Det Indiske Ocean tordner ind i de stejle pandekagelignende klippeformationer.
Igen i dag går turen mod syd til byen Carvantes og ikke mindst, Nambung National Park.
Inden du når helt så langt, anbefales det at gøre et stop ved Jurian Bay, hvor strandende er hvide og vandet er klart. Begiver du dig ud på vandet her iført dykkerudstyr eller snorkel, vil du primært møde sæler og søløver, som der lever mange af i området.
Når man har sagt Cervantes, må man også sige Nambung National Park.
Lige uden for byen Cervantes finder du nemlig Nambung National Park, som er en anderledes og imponerende nationalpark. Overalt i parken kan du opleve forunderlige kalkstenssøjler på op til fire meter, også kaldet ”Pinnacles”, stikke op af sandet i de ørkenlignende landskaber.
Når du i dag forlader Cervantes og kører mod Margaret River passerer du Perth, som du forlod små to uger tidligere.
Syd for Perth, og inden du kommer til Margaret River, kommer du forbi byen Bunbury. Ud for byen finder du Koombana Bay, hvor op mod 100 Bottle Nose delfiner har slået sig ned. Der arrangeres dagligt delfin cruises fra Bunbury, hvis du vil ud og opleve dyrene – dette er for egen regning.
En hel dag til at se nærmere på kystbyen, Margaret River, og omegn. Surferne var de første, der fik øjnene op for Margaret River, og de er her stadig, men i dag deler de byen med tilrejsende livesnydere og vinentusiaster.
Omkring Margaret River findes nogle af Australiens bedste vinområder, men feinschmeckere vil også kunne nyde øl fra lokale mikrobryggerier og andre delikatesser på byens hyggelige restauranter og caféer.
Fra Margaret River venter der nu en flot køretur ad Caves Road sydpå. Læg vejen forbi Cape Leeuwin Lighthouse, et historisk fyrtårn, som er det højeste på australsk fastland. Fra fyrtårnets placering ved Australiens sydvestligste punkt, kan du desuden opleve to verdenshave mødes.
Omgivet af skove og høje træer finder du den lille by, Pemberton. Endnu engang venter der flot natur, som er værd at bevæge sig ud i. Udforsk skovene til fods eller på mountain bike, kør ud til kysten eller prøv kræfter med træklatring eller tag på fisketur.
Fra Pemberton går turen nu mod den tidligere hvalfangerby, Albany, som er den største by i Australiens sydvestlige hjørne.
I dag er hvaljagten heldigvis indstillet og blot historie, men kommer du i månederne juni til oktober, kan du være heldig at spotte både rethvaler og pukkelhvaler inde fra land, når de trygt boltrer sig i havet ud for den tidligere hvalfangerby.
Du kan bl.a. kan besøge Albany Heritage Park, hvor der er samlet en lang række historiske mindesmærker. Et stisystem fører dig igennem parken, som ligger helt ud til kystlinjen, så masser af flotte udsigter og Kodak moments undervejs. En sjov og anderledes måde at opleve parken på, kunne f.eks. være en af de guidede segway ture.
En kort køretur fra Albany finder du Torndirrup National Park. Nationalparken er en del af den smukke Rainbow Coast, som udgør et af de sydligste punkter på den australske vestkyst.
Området er især kendt for to attraktioner – The Gap og Natural Bridge. Begge navne fortæller meget godt, hvad du kan forvente. The Natural Bridge er en stor naturskabt bro i klipperne, mens The Gab er et stort hul mellem to kløfter.
Området omkring Albany har en række strande, som bestemt er et besøg værd. Et fælles kendetegn for alle strandene er, at de er næsten uberørte.
Strandene er gode til forskellige formål. Middleton Beach er med sit fine hvide sand og milde bølger velegnet til børnefamilier.
Kører du ad Albany Highway kommer du forbi Stirling Range National Park, som er den eneste bjergkæde på over 1.000 meter over havets overflade i hele det sydvestlige Australien. Nationalparken skifter farve med årstiderne, men uanset er det en flot syn. Tillader tiden det, er der fine muligheder for en sidste vandretur i Vestaustraliens storslåede natur, inden storbyen venter sidst på dagen.
Turens sidste nat tilbringes i Perth, hvor det hele startede små tre uger tidligere.
Turen går nu i lufthavnen og lejebilen afleveres, inden der tjekkes ind og der tages hul på den lange flyrejse hjem til Danmark.
Atter dansk grund under fødderne efter en overnatning i flyet.
Vigtigt:
I visse perioder kan der være minimumsophold (f.eks. 3-5 nætter) på nogle hoteller, samt højere priser grundet messer eller helligdage. Er dette tilfældet, oplyses det ved bekræftelse.
Perth | 3 |
Geraldton | 1 |
Carnarvon | 1 |
Exmouth | 2 |
Monkey Mia | 2 |
Kalbarri | 2 |
Cervantes | 2 |
Margaret River | 2 |
Pemberton | 1 |
Albany | 2 |
Udfyld formularen og få et uforpligtende rejsetilbud. Vi glæder os til at hjælpe dig med din drømmerejse.