Køreturen er en stor og naturlig del af din rejse i Alaska. Meget af delstatens rå og uspolerede natur ligger nemlig lige der, hvor du kører.
Alaska er USAs ‘Last Frontier’, den største og nordligste delstat i USA og samtidig USAs tyndest befolkede delstat med kun 700.000 indbyggere. Her er åbne vidder, masser af frisk luft og vildmark så langt øjet rækker. Desuden betyder Alaskas beliggenhed langt mod nord, at sommernætterne er lange og lyse, hvilket giver dig en hel del ekstra timer i døgnet til at nyde delstatens natur og spotte elge, bjørne og ørne.
Alaskas højdepunkter er for de eventyrlystne i alle aldre, og inkluderer nogle af Alaskas smukkeste nationalparker med mulighed for både vandre- og kajakture, rideudflugter, rafting og hvalsafari.
Glæd dig til at se (og høre!) gletsjere kælve, vandre i timevis uden at møde et øje, bjørne kæmpe mod vandmasserne for at fange laks, hyggelige kystbyer og mødet med de lokale langt væk fra alfarvej.
Bestil et tilbud på Alaskas Højdepunkter her
Udvalgte højdepunkter
TIP! En stor del af Alaskas afsides og unikke natur ligger også langs kysten, så er din tid begrænset, så overvej at kombinere din kør-selv ferie i Alaska med et krydstogt.
Husk, at du også kan opleve Alaskas natur i et motorhome
Anchorage – Homer – Seward – Valdez – Fairbanks – Denali National Park
Ankomst til Alaskas hovedstad, Anchorage. Fra lufthavnen går turen til hotellet med shuttle eller i taxa.
Anchorage centrum og forstæder tæller omkring 300.000 indbyggere, hvilket betyder at næsten halvdelen af Alaskas indbyggere er at finde i dette område. I Anchorage bymidte findes der adskillige restauranter, shoppingcentre, butikker og museer. Lidt uden for centrum ligger outdoor butikken REI, som varmt kan anbefales, hvis du mangler noget passende tøj, fodtøj eller grej til de næste to ugers eventyr i verdens største vildmark.
Vil du stifte bekendtskab med Alaskas historie og kultur, er Alaska Native Heritage Center udenfor byen et besøg værd. Her kan du opleve de indianske rødder, traditionelle klanhuse samt traditionelt håndværk, som f.eks. håndskårne totempæle.
Katmai National Park og Redoubt Bay er to af de bedste og mest populære steder at opleve vilde bjørne på nært hold i Alaska og ønsker man en tur hertil, er det udelukkende fra Anchorage der er afgang. Det anbefales dog at booke i rigtig god tid!
Først på dagen afhentes udlejningsbilen i Anchorage, hvorefter turen videre rundt i Alaska begynder. Fra Anchorage går turen over Kenai-halvøen mod byen Homer i syd. Den naturflotte køretur til Homer går først ad Seward- og dernæst ad Sterling Highway, som går gennem Kenai National Wildlife Refuge, som byder på flere flotte vandreture.
Afsæt god tid til køreturen og gør stop undervejs, der er masse af flotte steder og udsigtspunkter langs ruten.
Nyd en hel dag i den hyggelige og charmerende by, Homer, med blot 5.000 indbyggere. Homer ligger smukt placeret ved Kachemak bugten med sneklædte bjerge som kulisse. En over syv kilometer lang og smal landtange, Homer Spit, går ud i bugten og det er her du finder havnen, butikker og flere fremragende lokale spisesteder.
Homer, også kaldet ”The Halibut (helleflynder) Fishing Capital of the World” er, som navnet antyder, kendt for fremragende helleflynder fiskeri, som årligt tiltrækker masser af fiskere fra både nær og fjern.
Turen går nu retur ad Sterling- og Seward Highway mod Seward længere oppe ad kysten mod nordvest. Ruten går først østover langs Cook Inlet på Kenai halvøens østkyst, inden du atter sætter kurs mod vestkysten, hvor Seward ligger placeret som port til den populære og, med god grund, berømte Kenai Fjords National Park.
Lige før du når Seward kan du dreje af på Exit Glacier Road, der fører frem til Exit Glacier, som er en af Alaskas mange gletsjere, men en af de få du kan vandre til.
Under et ophold i Seward er det oplagt, hvis ikke et must, at bruge en del af dagen på en sejltur i Kenai Fjords National Park. Sceneriet langs kysten er fantastisk med stejle klipper og høje vandfald. I vandet kan der bl.a. spottes sæler, søløver, havoddere og hvaler. Du sejler helt tæt på gletsjerne og er du heldig, kan du opleve en gletsjer kælve og høre den tordenlignende rumlen der udløses, når enorme is stykker brækker af og styrter i fjorden.
Turen fortsætter nu atter mod nord via Anchorage. Læg evt. vejen forbi den lille by Girdwood, der bl.a. huser hotellet Alyeska Resort, som også fungerer som ski resort i vintermånederne. Fra hotellets lobby kan du tage en lift op på Mt. Alyeska, hvor den prisvindende Seven Glaciers Restaurant ligger omkring 700 meter over havets overflade.
Fra Girdwood fortsætter den flotte køretur langs Turnagain Arm, som er en smal fjord du følger på vejen mod Anchorage. Hvide Beluga hvaler kommer jævnligt ind i fjorden for at søge føde, så hold et vågent øje til vandet undervejs.
En længere køretur venter forude, men heldigvis er der masser af vild natur og flotte landskaber at se på undervejs. Glenn Highway følges mod øst, inden ruten går i sydlig retning mod Valdez ad Richardson Highway.
Lige inden Valdez går turen gennem et område med adskillige kløfter og flere vandfald. Cirka 45 kilometer før ankomsten til Valdez, kan du opleve endnu en af Alaskas mange gletsjere, Worthington Glacier.
Valdez er en lille by med blot 4.000 indbyggere, men her er masser at tage sig til og fantastisk natur at udforske. Tag f.eks. på et cruise på Prince William Sound, hvor du kan opleve både gletsjere og områdets vilde dyreliv i smukke naturomgivelser. Er du heldig kan du både spotte hvaler, spækhuggere, havoddere, sæler og søløver i vandet, og til lands og i luften er det både havørne, søpapegøjer, bjerggeder og bjørne du skal holde øje med. Desuden kommer du helt tæt på gletsjerne der løber ud i Prince William Sound og løbende efterlader sig enorme mængder is ned i vandet når de kælver.
Er man mere interesseret i havkajak, river rafting, fiskeri eller vandreture, er Valdez også det rette udgangspunkt.
I dag går turen mod Alaskas næststørste by, Fairbanks, mod nord. Fairbanks ligger placeret midt i Alaskas vildmark, så nyd de spektakulære og rå naturscenerier dagens lange køretur byder på. Gør evt. stop undervejs i de små byer og mindre samfund du passerer på vejen.
Fairbanks er det tætteste du kommer på Polarcirklen på denne kør-selv tur, så vil man op på de breddegrader er det i dag du skal tage turen cirka 300 kilometer nordpå. Vil du spare lidt tid på transporten, tilbydes der udflugter fra Fairbanks til Polarcirklen med fly. Byens nordlige placering giver dagslys stort set døgnet rundt i sommermånederne, mens de mørkere vintermåneder byder på naturfænomenet, nordlys, som ofte kan opleves på himlen over Fairbanks.
Overvej også en tur med hjuldamper på Chena og Tanana Rivers under opholdet i Fairbanks. Turen går fra byen ud i vildmarken og man får bl.a. indsigt i områdets historie og dyreliv undervejs.
Turen gennem Alaskas enorme vildmark fortsætter i dag med en ”kort” køretur fra Fairbanks ned til Denali, hvor et par dage med storslåede naturoplevelser i den enorme Denali National Park venter forude. Hold et vågent øje undervejs, da der er mulighed for at spotte nogle af områdets mange vilde dyr.
En hel dag til at opleve og udforske Denali National Park. På en otte timers bustur går turen omkring 80-90 kilometer ind i den enorme nationalpark. Undervejs er der mulighed for at spotte nogle af de mange dyr, der holder til i området, f.eks. bjørne, elge, ulve, bjerggeder, rensdyr og et utal af forskellige fuglearter. Er du heldig at ramme Denali National Park på en skyfri og klar dag, kan du også nyde udsigten til Nordamerikas højeste bjerg, Mt. Denali (tidl. Mt. McKinley) der troner over parken med sine sneklædte tinder og imponerende (næsten) 6.200 meter.
En smuk køretur tilbage mod Anchorage venter forude. Læg evt. vejen forbi den lille by Talkeetna, som er berømt for den unikke stemning og ”fortids-charme” du oplever blandt træbygningerne i byens centrum. I Talkeetna kan du også, på klare dage, nyde udsigten til bjergene i Alaskan Range samt Mt. Denail. Vil du gerne opleve herlighederne lidt tættere på er der og også gode muligheder for flyveture over bjergene, endda med gletsjerlanding, fra Talkeetna.
Desuden er det muligt med både river rafting, vandreture og fiskeri i det smukke naturområde. Sidst på dagen er du atter tilbage i Anchorage, hvor det hele startede knap to uger tidligere.
Tid til at tage afsked med Alaska for denne gang. Bilen afleveres i lufthavnen og hjemrejsen påbegyndes.
Anchorage | 2 |
Homer | 2 |
Seward | 2 |
Wasilla/Palmer | 1 |
Valdez | 2 |
Fairbanks | 2 |
Denali National Park | 2 |
Anchorage | 1 |
Udfyld formularen og få et uforpligtende rejsetilbud. Vi glæder os til at hjælpe dig med din drømmerejse.