En sejl- og skiferie i Norge er til dig, der drømmer om et skieventyr med kant og som ønsker at stå på ski derude, hvor de færreste har været endnu. På en sejl- og skiferie bor du på båden, og kan se frem til flere dage med en kombination af alpint skiløb og randonee i de uberørte bjerge i det nordlige Norge.
Mange af de mest spektakulære skiområder i Norge er kun tilgængelige med båd. Idet du lever og bor på båden er det heldigvis muligt nemt og hurtigt at komme fra skiområde til skiområde. På den måde har du de optimale forudsætninger for at finde den absolut bedste sne, fordi du kan tilpasse dig vejret fra dag til dag.
Dette i sandhed en helt unik oplevelse, som med alt respekt sagtens kan måle sig med storslåede Alaska og Canada. Her får du et eventyr ud over det sædvanlige. Glæd dig til en ferie midt i en både smuk, vild og uspoleret natur samt masser af (ski)udfordringer, fordi der kun er én vej til tops og det er ved hjælp af randonee udstyr.
Se også, hvad dine muligheder er, hvis du vil opleve Norge i autocamper her.
Randonee udstyr, også kendt som touring udstyr, er i alt sin enkelthed et sæt alpint skiudstyr, som er designet så du kan gå til bjergtoppen.
Dette foregår ved at du, som på telemark- og langrendsski, frigør hælen og dermed får en (næsten) naturlig gang med skien påspændt. Skien virker således som en forlænget snesko, der afholder dig fra at synke ned i sneen. Under skien er et skind af Mohair børster, som fungerer som modhage i sneen og sørger for, at du ikke pludselig glider baglæns. På toppen af bjerget afmonteres skindet og hælen fastspændes, som på en helt almindelig alpinski. Herefter er det bare om at nyde turen ned af den uberørte bjergside.
Alle skiturer gennemføres med en professionel bjergguide, som har mange års erfaring i de områder, som du besøger. Bjergguiden vil sørge for, at du får en sikker og helt igennem uforglemmelig skioplevelse.
Det anbefales først og fremmest, at du er i fysisk god form. Derudover er det godt, hvis du har erfaring med at stå på ski udenfor pisterne og føler dig komfortabel i forskellige sneforhold. Det behøver ikke være halsbrækkende off-piste erfaring, men er du kun til pisteløb, så er denne tur måske ikke det helt rette sted at starte. Det vil også være en fordel, hvis du har prøvet randonee, om end det ikke er et krav, da du hurtigt kan lære det.
Der sejles med Bavarian 44-50 fods båd eller lign., som hver har 4–5 kahytter samt fælles opholdsrum. Her er god plads til 6–7 deltagere samt guide og kaptajn. På de fleste afgange er der to både, men det afhænger naturligvis af hvor mange, der er tilmeldt turen.
Bådene er naturligvis udstyret med sikkerhedsudstyr, lille RIB båd med påhængsmotor, som benyttes ved landgang, indbygget hjælpemotor, særskilt varmesystem, bad og toilet samt simpelt køkken til tilberedning af måltider.
Lofoten er en øgruppe indenfor polarcirklen, hvor du får arktiske skioplevelser, som ikke findes andre steder i verden. Øgruppen er det perfekte sted til unikke skioplevelser i Norges spektakulære kystlandskaber. På trods af sin placering er temperaturerne relativt milde om vinteren sammenlignet med andre steder i disse polaregne.
Lofoten øgruppen består af 4 hovedøer, hvis bjerge stiger majestætisk op fra havet. Øgruppen er cirka 75 km lang og højeste punkt er 1.161 meter over havets overflade. Terrænet byder på alt fra blide powder bowls til stejle slugter, som alle fører direkte ned til kysten og giver dig en fantastisk udsigt over området.
Lyngens alper i Nordnorge er kendt blandt mange entusiaster, som en af de mest efterspurgte og unikke skidestinationer i verden. Lyngen-alperne er et 90 km langt og 25 km bredt område dækket af dramatiske bjergtinder, fjorde og gletsjer-toppe. Lyngen ligger 350 km over polarcirklen og får op til 20 timers dagslys i maj, hvilket betyder maksimal tid til ski.
Denne alpine halvø ligger på breddegrad 70 grader nord og kan prale med en af verdens længste skisæsoner. Det er bl.a. med til at cementere Lyngen-alpernes omdømme som en af Norges absolut bedste randonee-destinationer.
Finnmark ligger i forlængelse af Lyngen og er den nordligste region i Norge. Finnmark grænser op til Finland, Rusland og Barentshavet. På grund af sin ekstreme placering er området også den mindst befolkede del af Norge.
Finnmark er en af Norges skjulte skatte indenfor randonee/touring. Det er et sted, som kan udfordre alle niveauer og er omgivet af helt eminente landskaber, som selv de dygtigste fotografer har svært ved at retfærdiggøre i et enkelt billede.
Sejl- og skirejserne afgår på faste datoer i foråret fra marts til maj. I denne periode har du de bedste sneforhold, temperaturene er behagelige og dagene er længere, hvilket giver flere timers skiløb.
I marts måned er der stadig gode chancer for at se nordlys, hvilket er den ultimative prik over i’et på en gennemført skiferie i disse egne.
I det nordlige Norge er der også midnatssol i maj måned. Midnatssol er et naturfænomen, som kun finder sted over polarcirklen. I et par uger går solen aldrig ned og i de sene nattetimer føles det som at være fastfrosset i solnedgangens skær. Midnatssol er uden tvivl en unik oplevelse, når du rejser til Norge.
Ring til os på 86 40 88 44 – det er helt uforpligtende – eller send en rejseforespørgsel via formularen nedenfor og vi viser dig, hvordan din drømmerejse til Norge kan se ud.
Bestil et tilbud på din sejl- og skiferie i Norge her
Vi glæder os til at høre fra dig!
Tryghed
Personligt rejsebureau
Hjælp på rejsen døgnet rundt
Konkurrencedygtige priser
Over 30 års rejseerfaring
Udfyld formularen og få hjælp fra en af vores rejsekonsulenter, der står
klar til at hjælpe dig med din næste rejse.