Storbyophold i Japan

Tokyo – metropolen med knap 38 millioner indbyggere

Tokyo er verdens største by med sine knap 38 millioner indbyggere og et areal på størrelse med hele Sjælland. Besøg Tokyo og oplev et farverigt metropol fyldt med fascinerende kontraster, der veksler imellem japansk historie og tradition, og et topmoderne og effektiviseret Japan.

Tokyo består af 23 forskellige bydistrikter, som alle har noget forskelligt at byde på. Distrikterne brydes op i mindre nabolag, og eksempelvist indeholder Taito distriktet både det populære Asakusa og Ueno nabolag. Hver nabolag har sit eget kendetegn og atmosfære, og det kan godt betale sig at gå på opdagelse og finde skjulte perler. Mange kender nok Shibuya og Shinjuku, men andre nabolag har også meget at byde på.

Få mere inspiration til din Japan rundrejse på rejsebloggen

Tokyo er større, end du tror

Det kan være svært at nå at se hele Tokyo på bare 3, 5 eller 7 dage, da Tokyo området er næsten 25 gange større end København. Afstandene er store, og du er afhængig af metroen for at komme rundt. Metroen og togene er de mest punktlige i hele verden, og det er både nemt og bekvemt at benytte den velsmurte maskine, der effektivt styrer trafikken rundt i Tokyos undergrund.

Metrostationerne er naturligvis af forskellig størrelse, men mest imponerende er den store Shinjuku Station, som med sine mere end 200 udgange og hele 3,6 millioner daglige passagerer, er den suverænt største.

Trods Tokyos enorme størrelse og imponerende befolkningstal er der overraskende rent og pænt i gaderne og på metrostationerne, og ”Out of Order” skilte er noget du skal kigge langt efter, når du bevæger sig rundt – det er japansk effektivitet, når det er bedst.

Tokyo er en af verdens mest sikre byer

Udover titlen som verdens største storby, kan Tokyo også bryste sig af en topplacering som en af verdens mest sikre byer. Kriminaliteten er forsvindende lav, og du kan trygt bevæge dig rundt langt de fleste steder i byen, også efter mørkets frembrud.

Nedenfor giver vi et overblik over de mest populære nabolag at besøge, og nogle af dem ligger faktisk så tæt sammen, at du slet ikke opdager, at du har krydset en usynlig grænse.

Se alle vores rundrejser i Japan, hvor du kan opleve Tokyo.

11 udvalgte nabolag i Tokyo

1. Shinjuku – forretninger og restauranter

Skal man udråbe et centrum i Tokyo, er  Shinjuku et godt bud. Den enorme Shinjuku Station er knudepunkt for imponerende 3,6 millioner togpassagerer, der dagligt passerer igennem. Når du først har fundet ud af én af stationens mere end 200 udgange, venter en moderne bydel med højhuse, neonskilte og masser af mennesker! Der er gode shoppingmuligheder i stormagasiner og de flere trendy butikker.

Ønsker du at trække dig lidt fra menneskemylderet i gaderne, kan du lægge vejen forbi parken Shinjuku Gyoen – et yndet åndehul midt i storbyen. Ønker du i stedet at opleve Tokyos natteliv med de lokale businessmænd, kan du få slukket tørsten i bargaderne Golden Gai og Omoide Yokocho.

2. Ginza – luksus og fiskemarked

Nabolaget Ginza er Tokyos mondæne shopping område og Tokyos svar på New Yorks 5th Avenue. Her findes alle de største modehuse side om side. Så er det Chanel, Prada og Louis Vuitton der trækker, er Chuo-dori Street i Ginza det helt rette sted.

Ginza bugner dog også af butikker til den lidt billigere pengepung. Der er masser af mindre butikker og større stormagasiner, som tilbyder både internationale og japanske mærkevarer.
Når du skal samle kræfter mellem indkøbene, er der desuden masser af caféer og restauranter at finde mellem alle butikkerne.

Det er også i Ginza nabolaget, det store turistmål Tsukiji fiskemarked befinder sig. Det indre marked, hvor fiskeauktionerne udspiller sig, er flyttet til den kunstige ø Odaiba i Tokyo-bugten, men på market kan du stadig nyde den friskeste sushi klokken 9 om morgenen.

3. Asakusa – kultur og downtown 

Det gamle Asakusa nabolag er nok mest kendt for at huse et af Tokyos ældste templer, Sensō -ji templet. Det buddhistiske tempelkompleks tiltrækker dagligt både japanere samt turister, der kommer for at opleve det imponerende og historiske tempelområde. Den lange tempelgade, Nakamise dori, som fører fra indgangsporten og op til selve templet, er anlagt med små traditionelle butikker, der sælger alt fra souvenirers og japansk kunsthåndværk til mad, drikke og japanske specialiteter.

4. Ueno – “Cherry blossom” destination og marked

Ueno nabolaget er berømt for den store oase Ueno Park, som ligger lige ved siden af Ueno Station. Når kirsebærtræerne blomstrer i foråret, er Ueno Park et af de mest populære og flotte steder at opleve kirsebærtræernes blomstring i Tokyo.

Ameyoko markedet er også at finde i Ueno, her kan du købe japanske souvenirers i enhver kvalitet og prisklasse. Desuden er der flere butikker, der sælger f.eks. sko, sportssko, tasker, mærketøj og sportstøj, ofte til fornuftige priser. Der er også flere mindre lokale spisesteder, hvor du kan få velsmagende traditionelle japanske retter i selskab med de lokale.

4. Roppongi – natteliv og museums-trekant  

Roppongi er kendt for at huse Tokyos farverige natteliv. Her findes et væld af barer, diskoteker og forskellige varianter af natklubber. Desuden er der en stort og varieret udvalg restauranter og spisesteder for enhver smag og pengepung. Roppongi kendes også for sine mange kunstmuseer og huser både Mori Art Museum og Tokyo National Art Center. Tokyos ”Eiffeltårn” (Tokyo Tower) er pejlemærket i Tokyos skyline, hvis du skal finde frem til Roppongi. Tager du metroen, er stationen Roppongi Station.

5. Ryogoku – Sumo centrum

Ryogoku nabolaget er sumobrydernes hjemsted, og her kan du overvære kampe og træning. Sumo-stadionnet Kokugikan afholder tre store turneringer om året og er et kæmpe trækplaster for japanere og turister, der kommer for at opleve nationalsporten. Desuden er der flere restauranter i området, der specialiserer sig i den proteinrige sumo-spise chankonabe. Området er også hjemstedet for Edo Tokyo Museum, hvor du kan lære om Tokyo under Edo perioden.

 6. Odaiba – onsen temapark og Shoppingcentre 

Odaiba er en kunstig ø i Tokyo-bugten. Her finder du blandt andet Fuji TV station, som svarer til Danmarks DR, en mini Frihedsgudinde, temaparken Oedo Onsen Monogatari hvor du kan iklæde dig sommerkimono, og den populære interaktive, digitale kunstudstilling TeamLab Borderless Exhibition. Øen giver også rig mulighed for shopping i sine store centre.

7. Shibuya – shopping i storbystil 

Endnu et hipt og farverigt shoppingområde i Tokyo. Shibuya er nok mest kendt for Shibuya Crossing, verdens mest travle vejkryds, hvor op mod gennemsnitligt 2.500 personer krydser gaden, hver gang trafiksignalet skifter til grøn.
Det ikoniske vejkryds, der nærmest har fået attraktion-status i Tokyo, er da også at finde i de fleste internationale film, filmet i Tokyo.

Vil du opleve fænomenet lidt oppefra, skal du besøge den Starbucks der ligger med facaden ud mod krydset – dog kan der godt være rift om de populære vindues- og udsigtspladser på anden sal. Næstefter vejkrydset er Shibuya et shopping mekka for unge, og modebutikker ligger side om side med hippe restauranter.

8. Harajuku – modekulturens legeplads

Lige ved siden af Shibuya ligger Harajuku. Det grønne, hyggelige nabolag er midtpunkt for den unge modekultur, særligt den eccentriske og farvestrålende cosplay mode, som Japan er kendt for. Nyd også de grønne arealer omkring Meiji Jingu helligdommen, hvor du om lørdagen og søndagen kan være heldig at overvære et shinto bryllup.

9. Sumida – Tokyo Skytree

Der er her du finder Tokyos Skytree, der med sine 634 meter er det højeste fritstående tårn i verden og verdens næsthøjeste bygningsværk, kun overgået af Burj Khalifa i Dubai.
I Sumida, som ligger i det nordøstlige Tokyo, finder du også små gader med ældre japanske træhuse, små lokale butikker og traditionelle japanske bade.
Et kontrastfyldt område, hvor det moderne og gamle Tokyo eksisterer side om side.

10. Akihabara – elektronik mekka

Nabolaget Akihabara går under tilnavnet, Electric Town, endnu en farverig og neonoplyst bydel i Tokyo. Kun fantasien sætter grænser for hvad du kan finde af elektronik og it-grej samt computer og mobil tilbehør i de enorme mega-stores i Akaihabara. Selvom du ikke nødvendigvis er en målrettet elektronik-nørd, er Electric Town i Tokyo stadig et besøg værd. Området er også et brændpunkt for japansk popkultur som anime, japanske tegnefilm, og manga, japanske tegneserier.

 11. Tokyo Station – transportknude og kejserpalads 

Tokyo Station er måske ikke et nabolag i sig selv, men ikke desto mindre er det her, du stiger på lyntoget Shinkansen. Under stationen er der et slaraffenland af shoppingmuligheder og specialbutikker, og du kan gå på opdagelse i stormagasinet Daimaru, hvis madafdeling er spækket med spændende, lækre delikatesser. Kun 5 minutters gang fra stationsbygningen ligger Tokyos Kejserpalads og den kæmpemæssige paladshave, som bør ses af alle der er i Tokyo.

Få hjælp til at sammensætte en (realistisk) rejseplan

Ring til os på 86 40 88 44 – det er helt uforpligtende – eller send en rejseforespørgsel via formularen nedenfor og vi viser dig, hvordan din drømmerejse til Japan kan se ud.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Send en forespørgsel på rejsen

Udfyld formularen og få et uforpligtende rejsetilbud. Vi glæder os til at hjælpe dig med din drømmerejse.