Få et tilbud på din rejse

Bali & Java

Længde: 17 dage / 14 nætter  •  Priser fra kr. 16.375,-

Bali og Java – Besøg sultanbyer, vulkanske landskaber, strande og kulturbyen Ubud

Java og Bali er vidt forskellige, og på denne rejse oplever du det bedste af de to naboøer. På Java venter historiske sultanbyer, mægtige Borobudur og fantastiske vulkanske landskaber ved Bromo og Ijen.

Bali derimod byder på afslapning ved Tanjung Benoa-stranden og lokal kultur i kunstnerbyen Ubud, der ligger fabelagtigt mellem rismarker i Balis frodige højland.

Rejsen
Dag-til-dag
Priser
Kort
Din rejsekonsulent
Rejsen
Længde på tur:
17 dage / 14 nætter
Start:
Tanjung Benoa
Højdepunkter:

Tanjung Benoa – Yogyakarta på Java – Borobudur  – Solo – Bromo – Ijen – Ubud

Slut:
Tanjung Benoa
Priser fra:
DKK 16.375,-
Dag-til-dag
Dag 1: Afrejse Danmark

Flyrejsen mod Indonesien påbegyndes

Dag 2: Ankomst Bali

Velkommen til Bali!

Efter ankomst til Balis lille lufthavn, bliver du mødt af vores lokale engelsktalende guide og kørt til dit hotel. Resten af dagen er fri til afslapning ved swimmingpoolen eller på stranden.

Overnatning: Matahari Terbit (standard værelse).

Dag 3-4: Bali

Nyd ferielivet i din strand-bungalow

Disse dage er frie til oplevelser på egen hånd. Du bor på det charmerende Matahari Terbit resort, der ligger direkte på Tanjung Benoa stranden. Det er et hyggeligt lille bungalow-resort på en af Balis mere fredelige strande. Området er stadig relativt ukendt af balinesiske standarder, og stranden er præget af små resorts og stor gæstfrihed. (M)

Overnatning: Matahari Terbit (standard værelse)

Dag 5: Bali - Yogyakarta, Java

Luft under vingerne – med fly til Java

Dagen starter tidligt. Du bliver hentet på hotellet allerede ved 5-tiden, så du er i lufthavnen tids nok til at nå morgenflyet til Java klokken 07.00. Det tager kun en times tid at flyve til Yogyakarta, men forskellen mellem Bali og Java er så stor, at du lige så godt kunne være ankommet til et andet land.

Besøg i ruinbyen, Prambanan

Du bliver hentet i lufthavnen af en lokal engelsktalende guide og chauffør, og straks tager du hul på de mange oplevelser, der venter forude. Yogyakarta er den største by på det centrale Java, men inden du vender blikket mod selve byen, skal du besøge den storslåede ruinbyen, Prambanan. Dette enorme tempelkompleks vidner om en rig hinduistisk kultur, der blomstrede her omkring det 9. århundrede. Du besøger også de nærliggende templer Sewu og Plaosan, hvorefter du kører til dit hotel.

Ankomst til dit hotel

Efter indlogering er resten af eftermiddagen fri til egne eventyr. Gå evt. en tur ad hovedgaden Malioboro, hvor cykeltaxaer slingrer ind og ud mellem fodgængere og gadeboder.

Middag og Ramayana Ballet

Til aftenen vender du atter tilbage til Prambanan, hvor du skal overvære den populære Ramayana Ballet. Et klassisk danse-drama fyldt med kampe, romantik, tragedier, helte, dæmoner og en bortført prinsesse. Det er en storslået opsætning med de oplyste Prambanan-templer og den rygende Merapi vulkan som kulisse i baggrunden. Inden forestillingen vil der være middag (forestillingen spilles kun ved Prambanan fra maj-oktober og ikke hver aften. Alternativt overværes forestillingen ved Puri Wisata)
. (M,A)
Overnatning: Grand Mercure Hotel

Dag 6: Yogyakarta

Byrundtur i Yogyakarta

Dagens byrundtur i Yogyakarta og omegn starter med en kort køretur til forstaden Kota Gede, der siden 1930’erne har været hjertet i Østjavas sølvindustri. Her ligger sølvsmedenes værksteder dør om dør, og du har mulighed for at komme ind og se udførelsen af det fine håndværk. Der vil naturligvis også være mulighed for at købe nogle af de smukke ting.

Rundvisning i sultanens palads

Tilbage i Yogyakartas gamle centrum venter en rundvisning i sultanens palads. I dag bor den tiende sultan og hans familie i det gamle palads, mens andre dele af komplekset er åbent for offentligheden. Udenfor paladsets mure går Yogyakartas hektiske gadeliv sin vante gang. Her skal du opleve kunstarten batik, der er en særlig form for tekstilfarvning. Du besøger et lokalt værksted, hvor kvinder fremstiller de smukke stoffer efter traditionelle forskrifter.

Shopping på byens marked

Dagen slutter ved Beringhardjo, som er et stort, traditionelt marked i bydelen Malioboro. Her kan du købe alt fra frugt og grøntsager til køkkenredskaber og batik, så er du på jagt efter gode tilbud, er dette marked et godt sted at kigge. (M)

Overnatning: Grand Mercure Hotel

Dag 7: Yogyakarta - Borobudur - Solo

Verdens største buddhistiske tempelkompleks

Godt en times kørsel nordvest for Yogyakarta ligger det storslåede Borobudur, som er verdens største buddhistiske tempelkompleks. Dets imponerende størrelse og de billedskønne omgivelser er et fantastisk syn. Men det er de kilometervis af relieffer, der virkelig gør Borobudur til en unik kulturskat. Sørg for at gå hele vejen til toppen, hvor du belønnes med en fantastisk udsigt over de frodige landskaber.

Besøg hos en lokal skole og familie

Turen fortsætter til den lille landsby Candirejo, hvor det traditionelle landsbyliv kan opleves med besøg i skolen og hos en lokal familie. Her kan du prøve kræfter med det traditionelle instrument, gamelan, smage den lokale mad samt køre en tur i hestevogn, som på disse kanter kaldes en dokar. Dette er blot nogle af de ting, der kan opleves i landsbyen. Det er muligt at købe en lokal frokost for cirka 30 kroner, inden du fortsætter gennem frodige landskaber med rismarker, chilli- og majsmarker samt banan- og kokosplantager mod sultanbyen Solo.

Et stop i 1200 meters højde

Undervejs gøres der ophold ved Ketap Pass i 1.200 meters højde. På en klar dag kan du se både den 2.914 meter høje vulkan Merapi og det 3.145 meter høje bjerg, Merbabu. Stedet har en mini-biograf, hvor der vises en 20 minutter lang film om Indonesiens vulkaner. Sidst på eftermiddagen ankommer du til dit hotel i Solo, der ligger 65 km nordøst for Yogyakarta. (M,F)

Overnatning: Lor Inn Hotel

Dag 8: Solo - Bromo

Javas anden historiske sultanby

Solo, der også er kendt som Surakarta, er det centrale Javas anden historiske sultanby. Byen er langt mindre besøgt end Yogyakarta, så det gamle palads fra 1757 er bestemt et besøg værd. Her har du mulighed for at komme ganske tæt på de gemakker, hvor en del af sultanfamilien stadig bor. Efter en rundtur i paladset bliver du hentet i en becak, som er en trehjulet cykel-rickshaw. Becak er et meget populært køretøj blandt lokalbefolkningen, så de ses overalt i gadebilledet.

Køretur i smukke omgivelser

Turen rundt i Solos centrum slutter ved det lokale marked, hvor der handles på livet løs. Her kan du proviantere, inden den lange køretur mod Bromo begynder. Det er en smuk tur tværs over det centrale Java med små stop undervejs for at nyde naturen og udforske de små landsbysamfund. Det er først på aftenen, inden du ankommer til Bromo-området, hvor du overnatter. (M,F)

Overnatning: Bromo Cottage

Dag 9: Bromo - Ijen

Tidligt ud af fjerene

I dag venter et af turens helt store højdepunkter: Solopgangen over Mount Bromo. Du bliver vækket kl. 03:30, da der er afgang fra hotellet i jeep allerede kl. 04:00. Efter en times kørsel i mørket ankommer du til kraterkanten af den gamle supervulkan i 2.700 meters højde. Det kan være en kold fornøjelse, så husk varmt tøj og lukkede sko.

Solopgang i verdensklasse og på hesteryg i vulkanlandskabet

Men hvis vejret tillader det, skal du denne morgen være vidne til en af de mest storslåede solopgange i verden. Snart bryder solen frem og åbenbarer en fabelagtig udsigt udover sandhavet, Mount Bromo og den rygende vulkan Semeru i baggrunden. Du fortsætter ned til foden af Mount Bromo, hvorfra du fortsætter på hesteryg op ad vulkanens sider. Når hesten ikke kan komme længere, venter et par hundrede trappetrin, før du står på kraterkanten af Mount Bromo med frit udsyn ned i det rygende krater.

Køretur forbi rismarker og kaffeplantager

Tilbage på hotellet kan du se frem til en velfortjent morgenmad og et bad, inden turen fortsætter mod Ijen på Javas østkyst. Denne tur er om muligt endnu smukkere end gårsdagens, og undervejs passerer du bl.a. rismarker og kaffeplantager.

Ankomst sidst på eftermiddagen til dit hotel på Ijen plateauet i knap 700 meters højde.(M,F)
Overnatning: Ijen Resort

Dag 10: Ijen - Ubud på Bali

Firhjulstrækker, jungle og vulkanlandskab

Igen i dag venter en stor oplevelse i det tidligste morgengry. Det er stadig mørkt, når du bliver hentet meget tidligt på dit hotel. Denne morgen er bilen udskiftet med en firehjulstrækker, hvilket er nødvendigt for at passere det hullede hjulspor gennem junglen til foden af Ijen vulkanen. De sidste par timer mod toppen foregår til fods ad en god sti. På vejen vil du helt sikkert møde de hårdføre mænd, der arbejder med at udvinde svovl fra kilder i kraterets dyb. Du får et fantastisk view over deres arbejdsplads fra toppen af krateret. Her kan du kigge ned i det rygende krater, der domineres af en dybblå sø fyldt med giftigt, svovlholdigt vand. Efter at have nydt den flotte udsigt returneres til hotellet, hvor morgenmaden venter.

Velkommen til Ubud

Rejsen på Java er ved at være slut, og du sejler den korte tur over det smalle stræde fra Ketapang til Gilimanuk på Bali. Herfra er der cirka to timers kørsel til dit hotel i Ubud. (M)
Overnatning: Ananda Cottages

Dag 11-12: Ubud

Ubud, hvor den balinesiske kultur blomstrer

Ingen steder på Bali synes den balinesiske kultur at blomstre mere end i Ubud. En lille hyggelig by med en super beliggenhed mellem brusende floder og lysegrønne rismarker i Balis frodige højland. Det er i Ubud, at mange besøgende finder Balis sande sjæl. Det er her traditionerne holdes i hævd, og der er altid en anledning for de lokale til at ofre i byens templer. Også kunsten har gode kår i det frodige højland, der synes at virke som en uudtømmelig inspirationskilde for de mange kreative mennesker, der har slået sig ned i Ubud og omegn.

Cykletur, gårtur og shopping i de små butikker

Dagene er fri til oplevelser på egen hånd. Vi kan varmt anbefale dig at leje en cykel på hotellet og tage på en lille tur rundt i området omkring byen. Men sørg også for at bruge lidt tid på at kigge i de mange sjove, små butikker. (M)

Overnatning: Ananda Cottages

Dag 13: Ubud - Tanjung Benoa

Transfer med sightseeing

Du forlader Ubud efter morgenmaden og kører mod Tanjung Benoa-stranden, hvor du begyndte din ferie. Undervejs gøres ophold i Mas, der er berømt for sine dygtige træskærere, samt i Celuk, der er centrum for øens guld- og sølvarbejde. På vejen skal du også opleve det enorme Moder Templet (Pura Basakih), der ligger forrygende flot med Agung-vulkanens dramatiske top som baggrunden. Templet er øens største, og på de fleste dage er de hellige bygninger fyldt med et virvar af festklædte balinesere, der kommer med offergaver til øens guder. Vel fremme i Tanjung Benoa indlogeres du på dit hotel. (M)

Overnatning: Matahari Terbit (standard værelse)

Dag 14-15: Tanjung Benoa

Afslapning i en liggestol

De efterfølgende dage er frie til at fordøje de mange indtryk fra Java og Bali fra en liggestol på stranden. Vi anbefaler, at du afslutter denne begivenhedsrige rundrejse med en middag på Bumbu Bali – en fantastisk restaurant ved siden af resortet. (M)

Overnatning: Matahari Terbit (standard værelse)

Dag 16: Afrejse Bali

God hjemrejse!

Du bliver hentet på resortet over middag og kørt til lufthavnen, så det passer med din flyafgang. (M)

Måltider: M – Morgenmad, F – Frokost, A – Aftensmad

Dag 17: Hjemkomst Danmark

Hjemme igen!

Priser
Fra priser
DKK
Pris pr. person ved 4 personer i samme værelse
16.375,-
Pris pr. person ved 2 personer i samme værelse
18.065,-
Inkluderet i prisen
Flyrejse Danmark - Denpasar t/r, inkl. gældende skatter og afgifter
Indenrigsflyvning Bali - Yogyakarta, inkl. gældende skatter og afgifter
Transport fra Denpasar lufthavn til hotel t/r
3 nætter på Matahari Terbit inkl. morgenmad
Transport fra Matahari Terbit til Denpasar lufthavn
6 dage / 5 nætter rundrejse på Java ifølge program med engelsktalende guide
Båd fra Java til Bali
Transport fra Bali havn til hotel i Ubud
3 nætter i Ubud inkl. morgenmad
Transport fra Ubud til Matahari Terbit
3 nætter på Matahari Terbit inkl. morgenmad
Transport fra Matahari Terbit til Denpasar lufthavn
Bil med aircondition
Engelsktalende guide
Ikke inkluderet i prisen
Visum
Sygdoms-afbestillngsforsikring
Rejseforsikring
Afrejseskat fra Bali (150.000 Rupiah - ca. kr. 120)
Drikkepenge
Overnatningsteder
Antal
Tanjung Benoa 6
Yogyakarta2
Solo1
Bromo1
Ijen1
Ubud3
Kort
Din rejsekonsulent

Læs mere om Iben og se hvor i verden hun har rejst

Iben Thriege

Rejsekonsulent / Partner

Læs mere om Julie og se hvor i verden hun har rejst

Send en forespørgsel på rejsen

Udfyld formularen og få et uforpligtende rejsetilbud. Vi glæder os til at hjælpe dig med din drømmerejse.