Få et tilbud på din rejse

Udflugter

Togrejse: Nairobi – Mombasa

Togrejse: Nairobi – Mombasa

Længde: 1 nat  •  Priser fra kr. 490,-

Konstruktionen af jernbanen fra Nairobi til Mombasa er en af de mest farverige brikker i Kenyas spændende historie. Anlægsarbejdet blev påbegyndt i 1896 med indisk arbejdskraft. Omkostningerne var høje, men jernbanen blev set som en afgørende transportforbindelse fra kysten ind i Kenya og Uganda, der på det tidspunkt begge var under britisk herredømme.

Omkostningerne skulle dog blive endnu større. For jernbanebyggeriet blev plaget af to mankeløse hanløver, der efter sigende dræbte mindst 28 jernbanearbejdere – ifølge nogle beretninger helt op til 135 mennesker! Hurtigt fik løverne tilnavnet “Menneskeæderne fra Tsavo”, og historierne om dem blev mere og mere fantasifulde. I omkring et år terroriserede løverne jernbanearbejderne, før det lykkedes at skyde dem. I dag er de udstoppede løver udstillet på Naturhistorisk Museum i Chicago.

Trods løveangrebene stod jernbanen færdig i 1903.
 Den er bygget som én linje, og togene afgår tre gange om ugen som nattog i begge retninger mellem Nairobi og Mombasa. Der er fuld service ombord, hvilket indbefatter middag, morgenmad og soveplads. Togene afgår kl. 19.00 med mødetid en time før afgang. Efter planen ankommer de ca. kl. 10.00 den efterfølgende morgen, men der opleves dog ofte forsinkelser på ruten.

Nairobi – Mombasa: mandag, onsdag, fredag

Mombasa – Nairobi: søndag, tirsdag, torsdag

Det er muligt at vælge mellem to forskellige kupétyper:
Første klasse med to senge og anden klasse med fire senge. Al øvrig service er den samme. Mænd og kvinder kan ikke sove i samme kupé, med mindre hele kupéen reserveres.


Priser

Fra priser
DKK
Førsteklasse
615,-
Andenklasse
490,-
Prisen er pr. person
Inkluderet i prisen
Aftensmad
Morgenmad
Soveplads