Få et tilbud på din rejse

Tilbage til bloggen

7 uundværlige ting til din safari-pakkeliste

Sådan undgår du støv i luftvejene, billeder med MEGET små dyr på og kolde ører på din ballonsafari.

Af Julie Ingersvang Engkjær, rejsekonsulent hos DANexplore

Du kender det godt, ikke?

Øjeblikket du lander, og den der ‘åh-for-hulan-da-også-følelse’ rammer dig, når du opdager, at du har glemt at pakke noget vigtigt til din rejse.

Det kan også være, at du sidder på en trope-ø eller langt ude på savannen, hundredevis af kilometer fra den nærmeste butik, og tænker: “Hvorfor var der ikke nogen, der fortalte mig, at det var en god idé at pakke dit og dat”.

Det sker. Selv for den bedste.

Så her er 7 ting til din safari-pakkeliste, du enten kan ærgre dig over at glemme eller blive virkelig glad for at huske, når du skal på safari.

Bliv også klogere på, hvordan du kan kombinere en safari med badeferie på Zanzibar her.

7 uundværlige ting til din safari-pakkeliste

1. Varmt tøj

Det er de færreste, der forbinder det østlige Afrika med fleecetrøjer og alpehuer, men i sommermånederne er den gennemsnitlige nattemperatur i Kenya kun 10 grader. Derfor er det en god idé at pakke både windbreaker, fleecetrøje samt lange bukser til morgen- og aftentimerne. Vil du se solen stå op over Masai Mara på en ballonsafari, bliver du også glad for de ekstra lag tøj.

2. Sports-BH

Har du (eller din rejsemakker) en smule barm, så husk at tilføje en sports-BH til din safari-pakkeliste. Det er ikke fordi, du skal ud at løbe, men fordi vejene til og på savannen er både ujævne og stærkt hærdet af vind og vejr, hvilket betyder at køreturen er lidt af en bumle-tur, hvor du hopper rundt i sædet.

På en safari kører du meget for at finde de forskellige dyr, og skal du besøge flere nationalparker på din tur, vil du tilbringe rigtig meget tid i bilen. Så for din egen og for din barms skyld, husk sports-BH’en.

3. Nakkestøtte

Foruden at være et must til flyveturen, så er en nakkestøttepude også meget anvendelig på en safari i Kenya og Tanzania. Når du kører fra den ene nationalpark til den anden (og der kan godt være mellem 5-6 timers kørsel), igen på bumpet og ujævn vej, så er det dejligt at kunne støtte hovedet og få sig en morfar på køreturen.

4. Halsedisse/tørklæde

Normalt pakker jeg kun min halsedisse, når jeg skal på skiferie, men jeg var så glad for, at den også kom på min safari-pakkeliste til Kenya. Der er nemlig rigtig meget støv i luften, når du er på safari, og det kan være en god ide at hive halsedissen op over mund og næse for at undgå at få støv i luftvejene – og mellem tænderne.

5. Et kamera med en god zoom!

Selvfølgelig rejser du ikke uden dit kamera, men har det en ordentlig zoom? Safari-etiketten siger, at du skal holde en vis afstand til dyrene på savannen. Det er både for din egen skyld, men især for dyrenes. Nogle dyr er ekstremt sky, andre er territoriale og aggressive. Husk på, at det er vilde dyr og du befinder dig på deres territorium. Udvis derfor respekt og hold afstand.

Med det sagt, så husk at skrive en god zoom på din safari-pakkeliste, når du vil have de bedste billeder (uden at genere dyrene) og ikke et billede af et træ på savannen, hvor den sorte plet i træet, måske eller måske ikke, er en leopard.

Tip! Hvis du ikke vil investere i den helt store zoom, så lejer udvalgte fotohandlere deres fotoudstyr ud til rimelige penge.

6. En kikkert

En kikkert er især god, når din guide spotter en leopard (eller løve!), der tager en middagslur i en trætop. Den er også god, når du vil spotte de sjældne hvide næsehorn, se flamingoerne helt tæt på eller geparderne snige sig ind på deres bytte igennem det høje græs. Med dyrebørn følger ofte også en meget beskyttende dyremor, så vil du betragte dyrebørnene i sikker (og respektfuld) afstand, så er kikkerten din ven.

Rejser du med børn? Så pak en kikkert til hver og husk at indstille dem inden I kører!

7. Tålmodighed er et must på din safari-pakkeliste

En safari kræver tålmodighed. Selvom nationalparkene i Kenya og Tanzania bugner med vilde dyr, så kan du godt køre i lang tid, uden at se nogen. Savannen udsteder ingen garantier – det er dyrene, der bestemmer hvor og hvornår. Der vil også være årstider, hvor græsset er højere, tættere og grønnere end andre, hvilket gør det sværere at spotte dyrene.

Men sekundet du møder en løvefamilie, ser gnuerne krydse floden (og en af dem måske bliver fanget af en krokodille!), et næsehorn eller de majestætiske elefanter krydser din vej, så er det al din tålmodighed værd. Det lover jeg!

Læs mere om safari-rejser i Kenya og Tanzania her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *