Mere end 30 års erfaring    |    Konkurrencedygtige priser    |    Tryghed    |    Hjælp på rejsen - døgnet rundt                   +45 86 40 88 44

Vestkyst & Hawaii

Rejsens lngde Længde: 25 dage / 23 nætter
Rejsen kombinerer det vestlige USA med Hawaii. Oplev højdepunkter, nationalparker og storbyer på en kør-selv tur på USAs vestkyst inden rejsen fortsætter ud til de smukke og eventyrlige Hawaii øer.
pris fra kr. 9.345,-
 
Dag-til-dag beskrivelse
  • Dag 1: Ankomst Los Angeles

    Ankomst til Los Angeles. Her henter du udlejningsbilen i lufthavnen og kører til hotellet. Hvis tiden tillader det, kan du bruge resten af dagen på at opleve Los Angeles. Besøg evt. det glamourøse Beverly Hills eller nyd stranden og atmosfæren ved den hippe Venice Beach.

  • Dag 2: Los Angeles

    Brug dagen på at udforske endnu mere af Los Angeles. Besøg f.eks. de fine kvarterer i Santa Monica eller gå en tur blandt alle stjernerne på Hollywood Boulevard. Rejser du med børn, vil en tur i Universal Studios eller Disneyland være et sikkert hit.

  • Dag 3: Los Angeles – Grand Canyon (ca. 900 km.)

    Dagen byder på en længere køretur, så det er en god idé af komme tidligt af sted fra Los Angeles. Undervejs er der heldigvis mange muligheder for at gøre spændende stop. Brug evt. lidt tid i den oversete, men meget smukke, Joshua Tree National Park, umiddelbart nord for Palm Springs. En anden mulighed er byen Lake Havasu, der ligger ved et opdæmmet stykke af Colorado floden. Ved ankomsten til Grand Canyon kan du vælge at køre direkte ind i parken for at se solnedgangen ved det vestvendte Yavapai Point. Alternativt kan du køre direkte til dit hotel, pakke ud og slappe af ovenpå dagens lange køretur.

  • Dag 4: Grand Canyon

    I dag venter en af turens helt store højdepunkter, Grand Canyon. Du kan køre mellem udsigtspunkterne oppe langs kanten eller vælge at snøre vandreskoene, fylde drikkedunken og prøve kræfter med vandrestien “Bright Angel Trail”. Det er desuden et absolut must at opleve både solopgang og solnedgang i Grand Canyon, når solens første og sidste stråler rammer klipperne og efterlader kløften i et helt særligt lys. Spørg evt. hotellet om de nøjagtige tidspunkter.

  • Dag 5: Grand Canyon – Lake Powell (ca. 225 km.)

    Dagens korte køretur til Lake Powell giver dig mulighed for at udforske flere sider af Grand Canyon. Du tager afsked med dette fantastiske område ved Desert View, hvor du kører østpå ud af parken. Lake Powell er også et storslået sted, så sæt lidt tid af til at udforske den smukke sø, der er omringet af dramatiske klippemure.

  • Dag 6: Lake Powell – Bryce Canyon (ca. 240 km.)

    Fra Lake Powell går turen mod Bryce Canyon, en relativt lille, men afsindig smuk nationalpark i det sydvestlige Utah. Det er muligt at køre mellem de forskellige udsigtspunkter, men det er absolut anbefalelsesværdigt at tage på en kortere eller længere vandretur ned i bunden af kløften. Kun på den måde får du en god fornemmelse for dybden og ser i øvrigt de farverige klippeformationer fra en helt anden vinkel.

  • Dag 7: Bryce Canyon - Las Vegas (ca. 395 km.)

    Forude venter Las Vegas, men inden du kommer så langt, bør du investere lidt tid i Zion National Park – endnu en smuk park, der er helt anderledes end Bryce Canyon.
    Når du ser neonlyset i det fjerne, ved du, at Las Vegas er nær. Man undrer sig over, hvorfor en enorm spilleby er placeret midt i ørkenen, men den er der og er i dag utvivlsomt en af USA’s mest unikke, vanvittige og mest farverige byer. Velkommen til ”Fabulous Las Vegas!”

  • Dag 8: Las Vegas

    Med sine mange kasinoer, fabelagtige shows og fantastiske natteliv, har Las Vegas for længst indtaget pladsen som USA’s underholdningshovedstad nummer et. I Las Vegas kan man desuden besøge det gamle Ægypten, opleve Paris med Eiffeltårnet, sejle i gondol på Venedigs kanaler eller slentre i Roms gader – vel at mærke ved at besøge de imponerende temahoteller, der alle er et besøg værd, også selvom man ikke bor der. Las Vegas byder også på et stort udvalg af butikker og et væld restauranter for enhver smag og pengepung.

  • Dag 9: Las Vegas – Mammoth Lakes (ca. 510 km.)

    I dag går turen vestpå mod Yosemite og Sierra Nevada bjergene i Californien, men først skal du igennem Death Valley National Park. Trods det dystre navn byder parken på et fascinerende og ubarmhjertigt ørkenlandskab med bjerge, sandklitter og udtørrede saltsøer. Et godt stop er Furnace Creek, hvor besøgscenteret ligger.

  • Dag 10: Mammoth Lakes – Yosemite National Park (ca. 165 km.)

    Fra Mammoth Lakes påbegyndes en af de allersmukkeste køreture i hele Californien. Ruten går gennem Yosemite National Park via den fortryllende Tioga Road over Tioga Pass i ca. 3.000 meters højde. Herfra snor de stejle bjergveje sig ned til Yosemite Valley. Der er masser af fantastiske udsigtspunkter undervejs, så husk at gøre stop hyppigt og nyd omgivelserne.
    Det er ikke uden grund at Yosemite National Park er en af de mest besøgte nationalparker i USA og mange vil endda påstå, at den har sin rette plads på listen over verdens smukkeste naturområder.
    I Yosemite Valley er der udsigt til flere af parkens berømte vartegn, bl.a.: El Capitan (formentlig verdens største stykke massive granitklippe på omkring 900 meter), Half Dome (ikonisk, halvmåneformet klippeformation) samt Bridelvail Falls (et af flere smukke vandfald).
    Bemærk: Fra medio/ultimo november til ultimo maj/primo juni er Tioga Road lukket pga. af sne. Alternativt kører man nord om Sierra Nevada-bjergkæden via Lake Tahoe, eller syd om bjergkæden via Bakersfield.
    Se følgende link for hvornår bjergpasset er farbart: Klik her

  • Dag 11: Yosemite National Park – San Francisco (ca. 295 km.)

    Dagens mål er fantastiske San Francisco, der anses af mange for at være blandt de smukkeste byer i USA. Inden du når så langt, anbefaler vi en lille omvej til Californiens berømte vinområder Napa Valley og Sonoma. Her har du mulighed for at lægge vejen forbi et par af de lokale vingårde. Som en ekstra gevinst ved denne rute, krydser du nemlig også Golden Gate Bridge, på vejen ind til San Francisco. Check ind på hotellet og nyd resten af dagen i en af USA’s absolut mest populære byer.

  • Dag 12 - 13: San Francisco

    To hele dage til at opleve den gode stemning i San Francisco. Nyd stemningen på Fisherman’s Wharf, tag på en sejltur over til fængselsøen Alcatraz (bestil billetter på http://www.alcatrazcruises.com/), gå en tur gennem San Franciscos berømte Chinatown eller lej en cykel og tag turen over Golden Gate Bridge. Mulighederne er mange.

  • Dag 14: San Francisco – San Simeon (ca. 345 km.)

    I dag fortsættes turen langs Stillehavskysten på Highway 1 der går hele vejen til Los Angeles. Kyststrækningen mellem San Francisco og Los Angeles er flot natur, spektakulære udsigter, dejlige strande og hyggelige byer – og der er mange steder, der inviterer til et stop. Fra San Francisco følger du Highway 1 sydpå, og byerne Santa Cruz, Monterey og Carmel er alle et stop værd. De flotteste og mest dramatiske scenerier findes på strækningen mellem Big Sur og San Simeon.

  • Dag 15: San Simeon – Los Angeles (ca. 395 km.)

    Fra San Simeon går ruten nu videre mod syd langs kysten mod Los Angeles. Men inden du når så langt bør du gør stop i Solvang, den dansk grundlagte by, som i 2011 fejrede 100 års jubilæum. En lille time er nok til at opleve hovedgaden og få en bid dansk wienerbrød, inden turen går det sidste stykke mod L.A.

  • Dag 16: Los Angeles – Honolulu, Oahu

    Tid til at forlade fastlandet og tage turen til Hawaii øerne ude i Stillehavet. Når tid er, går turen til lufthavnen, hvor udlejningsbilen afleveres og der tjekkes ind på flyet til Honolulu. Flyvetiden fra Los Angeles til Honolulu er ca. seks timer.
    Ved ankomsten til Honolulu på hovedøen Oahu, går turen på egen hånd til hotellet på Waikiki Beach.

  • Dag 17 - 19: Honolulu, Oahu

    Tre hele dage til at opleve Honolulu, udforske Oahu eller slappe af på Waikiki Beach.
    Hovedstaden Honolulu byder både på moderne højhuse, gamle bydele, utallige restauranter og spisesteder, gode shoppingmuligheder og naturligvis den verdensberømte Waikiki Beach.
    Bevæger man sig udenfor storbyen, har Oahu også meget at byde på. Et sted værd at besøge er Pearl Harbor med mindesmærket for krigsskibet USS Arizona, der var et af de mange skibe, der blev ramt under det japanske angreb 7. december 1941. Kualoa Ranch er også et besøg værd, her tilbydes der masser af aktiviteter på ranchens flotte bjergrige områder, som har lagt kulisse til bl.a. Jurassic Park filmene. Læg også vejen forbi Nuuanu Pali udsigtspunktet, hvor der venter en imponerende udsigt over Oahus landskaber.

  • Dag 20: Honolulu – Maui

    Turen går nu videre til endnu en perle i Stillehavet nemlig, Maui. Flyveturen fra Oahu til Maui er blot på 25 minutter og efter ankomsten, går turen til hotellet på egen hånd.

  • Dag 21 - 23: Maui

    Der er meget at se og opleve på Maui, så det kan anbefales at leje en bil i nogle dage og komme rundt og se nærmere på denne smukke ø. Først og fremmest bør man køre ”Road to Hana” som er en af verdens smukkeste køreture. Kystvejen der løber på ydersiden af bjergene og forbinder byerne Kahului og Hana, er 80 km. lang, har 59 (ensporede!) broer og ikke mindre end 620 sving, er en enestående oplevelse. Turen byder på frodig regnskov, stejle klipper, sandstrande og flere vandfald, så afsæt tid til stop og husk kamera.
    Læg også vejen forbi Haleakala National Park med det 3.000 meter høje vulkankrater eller det 120 meter høje Waimoku vandfald. Besøges Maui i vinterhalvåret er det også muligt at komme på hvalsafari og opleve pukkelhvalerne der opholder sig omkring Hawaii i vintermånederne.

  • Dag 24: Afrejse Maui

    Tid til at tage afsked med Maui og Hawaii for denne gang og påbegynde hjemrejsen.

  • Big Island eller Kauai?

    Hawaii har mere at byde på end Oahu og Maui og ønsker du i stedet, eller også, at opleve Big Island og/eller Kauai, er det selvfølgelig muligt.
    Både vulkanøen Big Island og ”Garden Island” Kauai er meget anderledes end både Oahu og Maui, men bestemt også et besøg værd. Så det er fire meget forskelligartede og naturskønne øer der kan sammensættes og kombineres som ønsket, når rejsen går til Hawaii.
    Big Island har nok den mest varierede natur af alle øerne, her findes golde sorte lava landskaber, aktive vulkaner, grønne og frodige bjerglandskaber og smukke rå kyststrækninger. Som navnet antyder, er Big Island den største af Hawaii øerne, så det anbefales at have en bil til rådighed for at få mest muligt ud af dagene her.
    Kauai med tilnavnet ”Garden Island” er den mest grønne og frodige af Hawaii øerne. Kun ca. 1/3 af Kauai er beboet, resten af øen består af de smukkeste grønne vulkanlandskaber. Oplev bl.a. den smukke Na Pali-kyst med de mest spektakulære klippeformationer og Waimea Canyon, også kaldet ”Stillehavets Grand Canyon”.

priser fra
Pris pr. pers. ved 2 personer i samme værelse kr. 14.310,-
Pris pr. pers. ved 4 personer i samme værelse kr. 9.345,-
Inkluderet i prisen
  • Alle overnatninger på turistklassehoteller
  • 16 dages billeje (se detaljer herunder)
  • Program iflg. dag-til-dag-beskrivelse
Ikke inkluderet i prisen
  • Flybillet fra Danmark til USA t/r
  • Flybillet til Hawaii t/r
  • Fly mellem Hawaii øerne
  • Afbestillings- og rejseforsikring
  • Eventuelle, lokalt opkrævede "resort fees" på hotellerne
  • GPS i udlejningsbilen
  • Forhåndsgodkendelse til USA (Den såkaldte ESTA-registrering, som p.t. koster USD 14,- pr. rejsende)
OvernatningstederAntal
Los Angeles2
Grand Canyon2
Lake Powell1
Bryce Canyon1
Las Vegas2
Mammoth Lakes1
Yosemite1
San Francisco3
San Simeon1
Los Angeles1
Honolulu, Oahu4
Maui4
Ekstra information
Info om billeje
  • v/2 pers: Kategori Ford Focus automatic eller lignende (større bil kan tilkøbes)
  • v/4 pers: Kategori Toyota Corolla automatic eller lignende (større bil kan tilkøbes)
  • Alle relevante forsikringer
  • Fri kilometer
  • Én ekstra chauffør
  • En tankfuld benzin
  • Min. alder 25 år (pristillæg for personer i alderen 21-24 år)
Rasmus
Har du spørgsmål eller brug for hjælp, så kontakt Rasmus på telefon eller e-mail
Dir. 87 12 49 19
E-mail: rn@danexplore.dk

Send rejseforespørgsel

For at kunne hjælpe bedst muligt, bedes du udfylde alle felter.