Der er tilmed gode chance for at se dyreliv på vejen.
Dag 1: Nairobi - Old Moses Hut
Afgang fra Nairobi med kurs nordpå mod det frodige
højland. Det er en flot tur, der tager dig forbi små familiefarme
og ananasplantager til Nanyuki. Efter frokosten kører du de sidste
9 km til startpunktet ved Sirimon gate. Herfra starter opstigningen
til fods mod Old Moses Hut i 3300 meters højde. Gåturen til Old
Moses Hut tager omkring 3-4 timer ad en grusvej, der fører dig
gennem skovområder og åbent bjergterræn. Holde øje med bevægelser i
landskabet, for du kan være heldig at se både elefanter, bavianer,
aber, bøfler, zebraer og gazeller langs vejen. Vel fremme ved Old
Moses Huts er der tid til at slappe af og nyde det betagende
landskab, inden en velfortjent middag serveres. Denne aften
overnatter du i hytter med sovesale.
Dag 2: Akklimatisering ved Old Moses Hut
Da du allerede er nået op i 3300 meters højde, bruges
dagen på at vænne sig til den tynde luft. Dette er en god
investering, for det forhøjer dine chancer for at nå toppen
betydeligt. Samtidig giver det dig tid til at dvæle ved Mt. Kenyas
smukke landskaber. Under formiddagens vandretur kommer du kun lidt
højere op, inden du vender tilbage til hytten for at spise frokost.
Eftermiddagen er til fri disposition. Så det er helt op til dig, om
du ønsker at udforske området lidt på egen hånd eller bare slappe
af ved hytten med en bog eller et spil kort. Middag og overnatning
i hytter med sovesale.
Dag 3: Old Moses Hut - Shiptons Camp
Efter morgenmaden begynder opstigningen fra Old Moses Hut
til Shiptons Camp. På vejen kommer du igennem smukke dale, hvor man
kan se sommerasters vokse vildt. Måske møder du også den lille
klippegrævling, der trods sin ringe størrelse er elefantens
nærmeste slægtning. Der serveres frokost undervejs, og du belønnes
med udsigt til Mt Kenyas toppe. Efter ca. 6-8 timers vandring når
du frem til Shiptons Camp, der ligger i 4.200 meters højde. Resten
af dagen er fri til afslapning og til at nyde den formidable udsigt
omkring dig. Middag og overnatning i hytter med sovesale.
Dag 4: Akklimatisering ved Shiptons Camp
Endnu en dag med akklimatisering inden forsøget på at nå
toppen i morgen tidlig. I løbet af dagen er der mulighed for
forskellige vandreture i området omkring hytten. Du vælger selv,
hvor langt du vil gå denne dag. Det afhænger i høj grad af, hvordan
du har det. Har du luft til det, er det muligt at vandre hele vejen
rundt om toppen. Det er en fantastisk flot tur med storslåede
udsigter, der også giver dig en fornemmelse for bjergets enorme
størrelse. Men området byder også på flere glimrende kortere
vandreture, så du har tid til at slappe af inden nattens
udfordringer. Aftensmaden serveres i Shiptons Camp, hvor du også
overnatter i hytter med sovesale.
Dag 5: Shiptons Camp - Point Lenana - Bandas Hut
Dagen starter allerede omkring kl. 02.00, så du er sikker
på at nå helt til toppen tids nok til at opleve den fantastiske
solopgang fra Point Lenana i 4.985 meters højde. Der serveres ikke
en stor morgenmad ved afgangen fra Shiptons Camp. Kun te, kaffe og
kiks. Herefter er der afgang mod toppen, hvilket typisk tager
omkring 4 timer. Oplevelserne på toppen er dog til fulde den lange
vandretur værd. På klare morgener belønnes du med en superb udsigt
over Kenyas højland, og på nogle dage kan du endda se helt til Mt.
Kilimanjaro. Du tilbringer ca. en halv time på toppen, inden
nedstigningen mod Mintos Hut begynder. Ved Mintos Hut serveres et
solidt morgenmåltid, hvorefter turen går videre ned ad
Chogoria-ruten til Bandas Hut, hvor der er mulighed for et
velfortjent bad, middag og overnatning.
Dag 6: Bandas Hut - Chogoria - Nairobi
Efter morgenmaden fortsætter du det sidste stykke gennem
dybe slugter og frodige skove. Du er nu atter omringet af dyreliv,
og hvis du er stille, kan du være heldig at opleve bl.a. elefanter
og bøfler. I Chogoria by holdes der frokostpause, før turen går
tilbage mod Nairobi omkring klokken 17.00.
Prisen inkluderer:
* Transport til/fra Nairobi
* Guide
* Bærere
* Parkfee
* Måltider under vandreturene
* Indlogering i hytter med sovesale
Prisen inkluderer ikke:
* Flybillet fra Danmark til Kenya t/r
* Drikkevarer
* Drikkepenge
Husk at medbringe:
Solhat, solcreme, varmt tøj/flere lag, varm hat, handsker, sovepose
(til temperaturer under minus 5 grader), vandrensetabletter,
vandrestøvler (der er gået til), vandrestave (frivilligt), vandtæt
tøj, lommelygte, kamera og kikkert.
Bemærk: Nogle af tingene kan lejes på stedet.
Da der ikke forefindes forsyninger af nogen art på bjerget, skal
alle fornødenheder bæres af turens bærere. Tag ikke flere
personlige ting med på turen, end du har brug for. Vi anbefaler et
eller to sæt dagbeklædning og et rent sæt tøj til aftenerne.
Medbring også et sæt skiundertøj.
Vi beder gæsterne om højst at pakke 15 kg pr. person/rygsæk.
Eventuel ekstra bagage kan opbevares gratis på vores kontor i
Nairobi.
Advarsel: Højdesyge er en reel fare, når man vandrer i bjerge. Hvis
du føler dig dårlig eller får hovedpine på turen, skal du informere
guiden omgående. For din egen sikkerheds skyld kan det være
nødvendigt at gå ned igen. Også selvom du er tæt på toppen.
Sørg også for god solbeskyttelse. Man bliver meget lettere
forbrændt oppe i højderne, og hvis du tager malariapiller er huden
yderligere ekstra følsom.
Bjergvandringer er ikke egnede for børn under 10 år, men den
endelige vurdering ligger hos forældrene og guiden.
Leverandørkode: AF01