Mere end 30 års erfaring    |    Konkurrencedygtige priser    |    Tryghed    |    Hjælp på rejsen - døgnet rundt                   +45 86 40 88 44

Gæsteblog: Min top 5 på Bali

Tekst og billeder af: Helle Mikkelsen / Helles-Univers

Bali er på en måde efterhånden helt vildt turistet og alligevel stadig utrolig charmerende. Det afhænger nok lidt af hvem man er og hvor man søger hen. Det er stadig muligt at iagttage de lokales liv som ofte foregår på traditionel vis og i deres trosretnings ånd.

Der er mange ritualer og ceremonier inden for Buddhismen, som er helt specielle og virkelig spændende at dykke ned i. Blandt andet derfor omtales Bali ofte som magisk og gudernes ø. (Det er nogle af de oplevelser som jeg personligt føler, giver plads til forundring og til at tænke lidt over livet og dets muligheder). Deres templer er utrolig vigtige for dem, og overalt på øen vil du se offergaver som dagligt bliver lagt ud med røgelse.

Det er en charmerende ø med alverdens muligheder for aktiviteter, hvad end du vil ud at vandre en tur, cykle, dykke, flyve en tur i trætoppene, dykke ned i deres kultur eller smage på øen som blandt byder på noget af verdens bedste kaffe.

Noget, der ikke helt har fulgt med masseturismen, som der i visse områder er, er infrastrukturen. Så selvom øen ikke er specielt stor (på størrelse med Sjælland) tager det tid at komme rundt. Tag det som en oplevelse til at få de små indtryk med.

Offergaver Bali

Bestig en vulkan

At se solen stå op over Mount Batur, koge æg og tilberede bananer i vulkanens varme og vandre rundt i den smukke rene og golde natur, mens tågen lettede, var en kæmpe oplevelse som står blandt de allerstørste på Bali.

Egentlig havde vi planer om at bestige vulkanen, Agung, men pga. sygdom måtte vi se i øjnene at en vandretur på 14 timer simpelthen ikke var en mulighed. Det ærgrede vi os naturligvis over, når nu vi havde set frem til det og forberedt kroppen på det. I stedet tog vi det næstbedste og sprang på en tur til toppen af vulkanen Batur, mens solen stod op. En lidt mere turistet tur da det kun tager omkring 2 timer hver vej. Det gik dog hurtigt op for os, at man gerne skal have en nogenlunde fysisk form og have det fint med højder, da vi mødte flere der kastede op undervejs og en mand, der hev gevaldigt efter vejret. Samtidig er terrænet noget ujævnt.

Vi startede vores vandring omkring kl. 3- halv 4 om natten og nåede toppen i perfekt tid til vores morgenmad, mens solen så småt begyndte at titte frem bag skyerne. Da der havde været askeskyer pga. vulkansk aktivitet, kunne solopgangen have været bedre, og vores guide kompenserede ved at tage os med rundt i terrænet deroppe. (Solopgangen var ikke fuldstændig klar, men stadig smuk og en stor oplevelse hvis du spørger os).

Vandreturen deroppe ville vi ikke have været foruden, da der var virkelig smuk natur på toppen, og eftersom de fleste gik ned igen, var det meget få andre, vi mødte på vores vej. Efter lidt tid gjorde vi stop og kogte æg og bananer i vulkanens varme. Det var helt særligt at pakke den varme banan op mens vi nød stilheden og naturen, mens guiden fortalte små røverhistorier på sit meget gebrokne engelsk.

Mad i vulkan på Bali

Monkey Forest

Egentligt var vi lidt i tvivl om, hvorvidt det mest af alt var en turistfælde, men vi havde jo glædet os til mødes med de frække aber, så vi gav det en chance og besøgte Monkey Forest i Ubud.
Efter at have læst anmeldelser af parken kom vi, som anbefalet, da de åbnede, og det gav pote. Vi var nærmest alene og kunne stille og roligt gå rundt og nyde skoven, mens aberne sprang omkring os.

Det er indrettet som en fin lille regnskov med dybe dale, vandløb og gamle smukke træer. Der er smukke stier og broer, og på toppen ligger et fint lille tempel. Det hele er meget velholdt og aberne må siges at være i sit rette element, hvilket var skønt at se.

Aberne er pænt nærgående, men hvis du følger reglerne og forholder dig roligt sker der ikke noget. Flere af aberne var ret vilde med mit lange lyse hår, som jeg ellers havde sat op, men de blev heldigvis hurtigt forstyrret af noget andet. Det er muligt at købe bananer inde i skoven, som man kan fodre dem med, mens personalet tager billeder med eget kamera. Et dejligt minde at have med hjem.

Vi boede ikke langt fra skoven i Ubud og vågnede hver morgen af aberne, der sprang rundt på taget eller forsøgte at splitte skraldespanden eller andet ad i atomer. Virkelig charmerende og hyggeligt. (De lokale var dog ikke helt enige). Hvis du bosætter dig i nærheden af Monkey Forest, skal derfor ikke lede længe efter de små terrorister.

Aber på Bali

Risterasser

Det er de færreste, der ikke har set sig forgabt i de smukke risterasser, når rejsen til Bali bliver planlagt. De er specielle, fordi de dyrkes i etager, og du finder dem overalt på øen i alle afskygninger. De smukkeste finder du i Tegalalang ved Ubud, som også er på UNESCOs Verdensnaturarvliste. Der er dog mange andre steder at se dem, hvor det også dækker et større område. Det er naturligvis et must at vandre en tur i rismarkerne, og vi nød også meget at have så smuk en udsigt til vores frokost. Det er virkelig smukt og indbegrebet af Bali.

Risterraser på Bali

Afslapning og snorkling i Nord-Øst

Mange af de kendte badebyer som Sanur, Seminyak og Kuta ligger i syd og er som enhver anden charterdestination i Europa. Det er her størstedelen af turisterne slår sig ned, og det er da heller ikke så ringe endda.

Det sted på Bali, der vandt mit hjerte, var dog Amed. En lille fiskerby i Nord og i øvrigt færgeport til Gili øerne. Her er stille og fredeligt, og det er sådan, jeg forestiller mig, Bali har været overalt i gamle dage. De var meget benovede over den nye pengeautomat, der var kommet til byen – det siger vel ikke så lidt?

På denne side af øen er strandene med sorte lavasten, og badesko er derfor et must. Til gengæld er vandet fuldstændigt klart, og der er de skønneste dykker- og snorkelsteder. I Jemeluk-bugten kunne vi snorkle direkte fra strandkanten, og derefter kørte vi videre på vores lille scooter. Der ligger flere historiske vrag på havbunden, og havet bugner af farvede fisk og koraller.

Når ikke vi tøffede rundt på scooteren, nød vi at tiden stod helt stille på vores lille hotel med den skønneste infinity pool, eller vi så solen gå ned over vulkanen Agung.

Pool på Bali

Lej en bil med chauffør

Da vi boede 3 forskellige steder på Bali, fik vi brug for transport fra A til B, og hvad bedre end at bruge disse dage på at se øen. Det koster ca. 300-350 kr. om dagen at få en bil med chauffør til at køre dig rundt på øen. Det er vigtigt at få en engelsktalende guide. Vores guide fortalte vidt og bredt om alt, hvad vi kom forbi og kom med anbefalinger til, hvor vi kunne gøre stop. På den måde havde vi ikke som sådan rejsedage, fordi vi oplevede en masse, mens vi rykkede os rundt på øen. Det fungerede helt perfekt, og vi fik en masse unik viden, som kun en lokal kan give dig.


Tempel på Bali

Bloggen er skrevet af rejsebloggeren Helle, der blogger på Helles-Univers. Ønsker du at være vores næste gæsteblogger? Skriv til mp@danexplore.dk

Iben Thriege
Har du spørgsmål eller brug for hjælp, så kontakt Iben Thriege på telefon eller e-mail
Dir. 87 12 49 20
E-mail: ith@danexplore.dk

Send rejseforespørgsel

For at kunne hjælpe bedst muligt, bedes du udfylde alle felter.